Læsetid: 4 min.

Tak fordi vi måtte stemme

Tak, fordi vi måtte stemme.
18. november 2005

Jeg indrømmer blankt, at denne kommentar kommer fra et glashus. Men jeg er under denne kommunale valgkamp blevet så inderlig træt af alle disse analytikere, som optræder i medierne, og gør sig kloge på vælgernes vegne. Ind i mellem når jeg hørte dem skråsikkert ikke bare forklare, hvem der ville vinde hvor, men også hvorfor, tænkte jeg på, om det overhovedet var umagen værd at bevæge sig hen til stemmeurnen. Når det hele alligevel var afgjort.

Under valgkampen op til det sidste folketingsvalg måtte Mogens Lykketoft, hver gang han blev interviewet, tage stilling til det nederlag, som allerede var forudsagt på grundlag af meningsmålingerne ved kampagnens begyndelse.

Hvordan det er på denne måde hele tiden at være i defensiven og skulle besvare spørgsmål over læsten, "hvornår er du holdt op med at slå din kone", fik Søren Pind at føle ved dette kommunalvalg. Den uhellige alliance mellem meningsmålinger og de såkaldte analytikere producerer selvopfyldende profetier.

Skønt der er stakkevis af disse pundits - som englænderne kalder dem - gentager de stort set de samme vedtagne sandheder om udfaldet og baggrunden herfor, og de accepterer selvfølgelig alle præmissen for optræden i de moderne medier, nemlig at kunne udtrykke sig slagords-agtigt på kort tid og ikke forfalde til komplicerede tankegange. For så kommer de ikke på næste gang. Så bliver de karakteriseret som for lange i spyttet. Og hvis de ikke er med i de æterbårne medier mister journalisterne points hjemme på aviserne, hvor ledelsen lægger stor vægt på jævnligt at have en Kloge-Åge på skærmen. De erklærer aldrig, at de ikke kan besvare studieværtens spørgsmål, for de ved jo også, at gentager de deres spådom tilstrækkelig ofte, ender den såmænd med at blive til virkelighed. Deres kolleger vil nemlig stort sige det samme, og skulle det alligevel ende anderledes, er det såmænd det samme korps analytikere, som bagefter får lov at kommentere, og seernes hukommelse forventes ikke at være særlig lang.

Formen dyrkes i renkultur i Jens Olaf Jersilds program "Jersild og spin" på DR 2. Præmissen for dette program er, at der findes en rigtig måde at føre politik på. To tidligere spindoktorer ledsager overlæge Jersild himself på en stuegang, hvor de politiske aktørers ord og handlinger studeres og erklæres for enten syge eller raske. De prætenderer, at de udøver en højere videnskab, de er stort set enige om alt og iklæder sig særlig tilfredse smil, når de kan erklære en politiker for helt umulig og uden for lægelig rækkevidde. Efter hvilke kriterier det egentlig foregår - ud over de tvivlsomme, kortsigtede meningsmålinger - bliver man aldrig klar over. Men målestokken er som regel den gængse visdom på Christiansborg, som den er formuleret af alle de andre analytikere i klummer og på skærmen.

At nogle politikere har en overbevisning, ja, måske ligefrem en ideologi, som de tør stå ved uden på forhånd at have konsulteret en spindoktor, ligger helt uden for deres horisont. Nej, alt er god eller dårlig spin. Og det er desværre helt gratis, for ingen gider selvfølgelig efterfølgende bruge tid og kræfter på at analysere doktorernes diagnoser og kure.

En lille uge før kommunalvalget blev det pludselig af medierne dømt "kedeligt". Det var lidt overraskende på baggrund af de mange dramatiske reportager, man havde fået smidt i hovedet, og jeg havde da heller ikke mødt andre vælgere, der brugte ordet kedeligt.

Vi forventer faktisk ikke, at det nødvendigvis skal have den store reality-show underholdningsværdi at vælge de mænd og kvinder, som skal lede vores kommuner, og vi vidste på forhånd, at med kommunesammenlægningen ville det være svært for de nye politikere at komme med meget klare udmeldinger. Men nogen - en række lokalredaktører - havde ved et af de så populære rundspørger erklæret, at de efter måneders hårdt arbejde ikke morede sig.

Det fik DRs "Deadline" - hvor man fører otte minutters samtaler på et højt intellektuelt niveau, og tak for det! - til at kalde filosoffen Ole Thyssen i studiet. Værten Martin Breum antog, at vi vælgere på trods af dette så kedelige valg uden temaer, alligevel som lemminger ville kaste os ind i stemmelokalerne, og det bekræftede filosoffen ham i.

Forklaringen var, at vi havde gjort demokratiet til en religion. Selv om der findes mange andre styreformer, havde vi i Danmark besluttet - som kom det ned fra himlen, lige som flaget - at demokratiet var det bedste, og det betød, at vi lagde mere vægt på selve dette at stemme, end hvad vi stemte på. Den forventede høje stemmeprocent var tilsyneladende et sygdomstegn.

Alt imens jeg sad og anede en sensation - at denne fremtrædende danske professor fra Copenhagen Business School ville erklære sig som varm tilhænger af en anden styreform, f. eks. et filosofstyre - blev Thyssen pludselig bange for sin egen skygge og erklærede, at demokratiet nok var det mindst ringe. Jeg måtte altså alligevel gerne stemme. Uden at have dårlig samvittighed. Tak for det.

Jørgen Flindt Pedersen er journalist og filminstruktør

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu