Læsetid: 4 min.

Tak fordi regeringen har set virkeligheden i øjnene

Den del af den danske udlændingelov, der omhandler familiesammenføringer, er ikke blot utidssvarende og naiv. Den er også skadelig for dansk økonomi
1. oktober 2005

Den seneste tids afsløringer af Integrationsministeriets tvivlsomme administration af udlændingeloven bringer et ekstremt ubehageligt forhold op til overfladen. Rubricerer vi de kedelige konsekvenser, loven kan have for de unge mennesker, der er kommet for skade at forelske sig i en ung ikke-EU-borger, som nødvendige omkostninger i en højere sags tjeneste, står følgende tilbage: og vil i stigende grad blive det i de kommende år. Det er der mindst fem grunde til:

Nødvendigt gode

-For det første er familiesammenføring et nødvendigt gode, hvis Danmark skal klare sig i den globaliserede fremtid. For det siger sig selv, at vi ikke kun kan vælge de positive elementer i globaliseringsprocessen, som faldende priser på forbrugsgoder, flere rejser for de mange, flere internationale tv-programmer, højere afkast på vores pensionsordninger og flere danske studerende til udlandet. Vi kan jo heller ikke lade de danske superligaklubber tiltrække eksotiske spillere fra Afrika og Brasilien, hvis ikke de i deres fritid må forelske sig i de danske piger. Skal vi deltage på lige fod, må vi også tage vores del af de menneskelige bevægelser - og deres ægtefæller.

At det er rigtigt, ses blandt andet ved den hemmelige administration af loven. Vi kan jo ikke lade højtuddannede og -betalte medarbejdere i IBM, A.P. Møller eller andre globale virksomheder vente i måneder på en afgørelse i Udlændingestyrelsen, om de overhovedet må være her, og om de må tage kæresten med. Vi kan vel heller ikke uddanne en udenlandsk læge i Danmark, og så sende hende eller ham ud af landet, fordi han eller hun er blevet håbløst forelsket i en dansker, der ikke er fyldt 24 år. Det sker jo i selv de bedste familier. Vi må i den forbindelse takke regeringen og Udlændingestyrelsen for, at de i al diskretion har set virkeligheden i øjnene.

Fremtidens velfærd

- For det andet skal vi i Danmark i efteråret igennem en opslidende diskussion om fremtidens velfærdssamfund. Det vil ske på baggrund af Velfærdskommissionens udspil. Der vil ikke stå noget om behovet for indvandring i fremtiden, for det ligger ikke i deres mandat. Men måske er den diskussion i virkeligheden endnu vigtigere end spørgsmålet om, hvorvidt vi skal hæve pensionsalderen med en måned om året. At det er rigtigt, ses ved de lempelser, der diskret er givet. De er gennemført på områder, hvor der allerede i dag mangler arbejdskraft, læger, sygeplejersker, it-arbejdere, ingeniører og lignende vidensarbejdere.

I de kommende år, hvor de store generationer takker af på arbejdsmarkedet, og hvor mange af dem vil rejse ud i den store verden, vil der komme nye erhverv på regeringens positivliste.

Positive erfaringer

- For det tredje kan det undre, at andre lande, der har positive erfaringer med indvandring, ikke har gennemført noget, der bare ligner de danske regler. Tværtimod ser indvandrerlande familiesammenføringer som et gode. For eksempel udgør familiesammenføringer langt over halvdelen af den samlede indvandring til USA. Den samme holdning findes også mange steder i Europa. Da EU i september 2003 vedtog direktivet om Ret til familiesammenføring, indeholdt det ingenting om tilknytning til EU-landet, og det maksimale alderskrav blev sat til 21 år ved ægtefællesammenføring, selv om flere lande ønskede 18 år. Når visse danske politikere fremhæver, at Danmark på dette område er et foregangsland, er det rent sludder. Og desuden har vi jo forbehold på netop dette EU-område.

Går glip af veluddannede

- For det fjerde ved vi ikke, hvilke negative konsekvenser den stramme lov allerede har haft. Men givet er det, at Danmark er gået glip af mange unge veluddannede dynamiske mennesker, der kunne være blevet et tilskud til de kommende års faldende arbejdsstyrke.

Utilsigtede konsekvenser

- For det femte har både de to meget dygtige ministre på området og de ikke mindre dygtige embedsmænd vidst, at en alt for stram fortolkning af loven ville ramme det danske samfund på utilsigtede områder. For ellers havde de ikke lusket med reglerne på et område, der måske er det mest politisk sprængfarlige i dagens Danmark.

Integrationsminister Rikke Hvilshøj har allerede trukket de hemmelige lempelser tilbage med den dybsindige begrundelse, at der har været tale om et kommunikationskiks. Nej, ministeren er blot blevet opdaget i at gennemføre noget, som kan blive aldeles afgørende for, hvordan Danmark skal klare sig i den globaliserede fremtid. Nu er hun blevet sat på plads ikke bare af Dansk Folkeparti, mens også af de to regeringspartier. Og andre gode kræfter er i fuld gang med at forarges over, at reglerne ikke er fulgt.

Men hvad denne sag viser er, at i øjeblikket fører regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne symbolpolitik, hvor hovedfjenden er de tvangsægteskaber, som alle kan enes om at være imod. Imens kræver globaliseringen helt anderledes positive regler over for indvandringen. Det har både Bertel Haarder og Rikke Hvilshøj forstået, men kun i det skjulte.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her