Læsetid: 6 min.

'Tak for granaterne, Mr. Bush'

Nahr el-Barad-lejren er et hjemsted for palæstinensisk vrede - og i næsten lige så høj grad for palæstinensisk blodsudgydelse
25. maj 2007

NAHR EL-BARAD - De bandageindsvøbte børn klynker af smerte. Ængsteligt misbilligende betragter de lægerne - hvem er disse fremmede voksne mænd, og hvad vil de? En midaldrende kvinde stirrer på os med ét øje, flere slanger udgår fra flængerne i hendes åbne mave. Ligblege, vrede unge mænd oversået af sår eller med afsprængte arme og ben ligger rad på rad.

Her ligger otte-årige Youssef al-Radi, hvis arm og ryg blev gennemboret af bombefragmenter. Han blev bragt ind på det palæstinensiske Safad-hospital i Badawi med blødende fødder, en lillebitte skikkelse på en enorm båre, imens en sygeplejerske forsøgte at tildække ham med et tæppe. Han har endnu ikke fået at vide, at hans mor blev dræbt ved hans side. Ej heller, at hans far stadig befinder sig i Nahr el-Barad-lejren.

Her ligger seks-årige Aiman Hussein, som blev ramt af måske 100 små metalstykker fra en libanesisk hær-granat - i nakke og rygrad, på venstre skinneben, i fødderne, i ryggen osv. - listen synes uendelig. Lægerne søger i hast at få ham overført til Tripoli - her har de ikke tilstrækkelige operationsfaciliteter. Besøg Safad-hospitalet, hvis De tør!

Eller stå varsomt ud af Deres bil ved den libanesiske hærs frontlinje ved Nahr al-Barad og gå forbi de svedende, udmattede soldater, som har fået at vide, at de forsvarer Libanons suverænitet ved at udkæmpe dette slag med Fatah al-Islams væbnede hellige krigere, som stadig skjuler sig i de sønderbombede rygende ruiner i udkanten af den palæstinensiske lejr. Nogle af bygningerne er så hullede som kniplinger, og moskeens grønne minaret har et kæmpemæssigt hul lige under den platform, hvorfra muezzinen kalder til bøn fem gange dagligt. Her er sågar en markfuld flænsede telte - et sceneri, som må ligne denne lejr, som den så ud, da bedsteforældrene til disse sårede børn for første gang kom hertil fra Palæstina i 1948.

Den libanesiske hærs pansrede mandskabsvogne har lavet dybe hjulspor i den frodige jord, og soldaterne har søgt ly bag en samling ødelagte huse og et garage-anlæg ved en smadret benzintank. Vi møder to oberster i en garage, som høfligt byder os på kaffe, og en løjtnant, som har boet flere år i Montreal. Han tilkalder en fælles ven - en libanesisk hæroberst fra det sydlige Libanon, som buldrer af latter i sin mobiltelefon. "Robert, hvad i al verden laver du i Nahr el-Barad?" Som om han ikke selv kan regne den ud.

Voldforherligende

Jeg ser hen over lejren. Har det virkelig været det værd - al denne smerte, disse trøstesløse, tomme gader og denne raserede boligblok med snavset grå røg, der stadig vælder ud af vinduerne? De libanesiske soldater hævder, at de altid forsøger at undgå at skade civile - mon ikke jeg kan komme i tanke om en del andre hære, som siger det samme? Men skulle så mange palæstinensere virkelig dræbes eller såres på grund af forbrydelser begået af nogle voldsforherligende islamister - hvor mange ved vi stadig ikke - hvoraf flere end ikke er fra Palæstina, men fra Yemen, Syrien og Saudi-Arabien? Umiddelbart bag mig ligger den kontrolpost, hvor Chaker el-Absi (han er født i Jeriko i 1955 og blev ifølge sin bror i Jordan senere MIG-pilot i Libyen) og hans krigere nedslagtede fire soldater i weekenden ved at hugge deres hoveder af og efterlade disse på vejen.

De fleste af tropperne omkring mig stammer fra det nordlige Libanon - det gjorde de myrdede soldater også. Fik hævngerrighed dem til at tilsidesætte militær disciplin, da de åbnede ild? Der lød i al fald knurrende trusler om gengældelse i Safad-hospitalet, som er opkaldt efter den by i præisraelsk Palæstina, hvorfra mange af Nahr el-Barads flygtningefamilier oprindelig stammer.

Og Fatah, gamle Arafats PLO-Fatah, har nu indsat bevæbnede mænd på gaderne for at beskytte læger og nødhjælpsarbejdere og stadig nye sårede imod det næste vredesudbrud. Hele dagen igennem er ambulancer med hylende sirener kørt af sted med sårede og syge og med gamle mænd og kvinder, som ikke længere kan holde det ud - i stadig pendulfart mellem lejren og hospitalet, hvor de får små poser med brød udleveret, før de bliver ført videre.

Og alle de politiske udtalelser, vi har måttet lægge øre til. Nicolas Sarkozy, Frankrigs nytiltrådte præsident, har i en telefonsamtale med den libanesiske premier-minister insisteret på, at denne "ikke må give efter for intimidering" - måske synes han, at palæstinenserne i lejren er samme slags "rakkerpak", som han kaldte de oprørske indvandrerunge fra Paris' forstæder sidste år. Også præsident Bush har givet udtryk for sin fulde støtte til Libanons regering og hær. Og Walid Jumblatt har om den syriske præsident sagt, at "den libanesiske hær én gang for alle må knuse Fatah al-Islam for at forhindre Assad i at forvandle Libanon til et nyt Irak."

Et nyt Irak

Dette er det store tema lige nu - frygten for at endnu en suveræn arabisk nation skal blive ligesom Irak. Algerierne sagde det samme for to dage siden - at islamistiske selvmordsbomber forsøgte at gøre Algeriet til "et nyt Irak".

Hvad, bliver jeg ved med at spørge mig selv, har vi dog været med til at slippe løs i denne del af verden? Nuvel, det kan man så spørge Suheila Mustafa om, som står ved sin 45-årige søsters sengeleje - så ilde tilredt af en granateksplosion er hun i ansigtet, at hun hverken kan tale eller fokusere sit blik på os med sit opsvulmede venstre øje.

"Vi var kun lige vågnet, da vi hørte de første skudsalver knitre løs," siger hun. "Min søster var ved min side og faldt pludselig om med blod i ansigtet. Hun blødte fra kl. 6 om morgenen til kl. 15 om eftermiddagen. Endelig kom så min bror og kørte os alle væk i bil. Men lad mig sige dig en ting. Det palæstinensiske folk har hørt, hvad Walid Jumblatt siger, og vi siger så mange tak til ham, og lad os endelig få flere granater. Jeg vil også takke premierminister Siniora og sige rigtig mange tak til George Bush og Condoleezza Rice. Jeg ønsker virkelig at takke dem for disse granater og disse sår, vi nu har fået. Og hvis Rice virkelig ønsker at sende mere materiel til den libanesiske hær, må hun hellere skynde sig. Der er stadig en kvinde tilbage i lejren, som er gravid, og barnet i hendes mave vil blive født og vokse op og blive til en mand - og så får vi at se!"

Selvfølgelig har man lyst til at påminde Suheila - men måske ikke hendes uhyggeligt medtagne søster - om, at palæstinenserne jo blot er gæster i Libanon, og at de ved at nære Fatah al-Islam ved deres barm i udkanten af den nordlige flygtningelejr selv har været med til at nedkalde katastrofen over sig. Men offerstatus - og lad os ikke be-tvivle værdigheden eller integriteten i palæstinensernes offerstatus - er så at sige blevet til en fælde, der er klappet sammen om palæstinenserne. Katastrofen med fordrivelserne og flugten fra Palæstina, deres næsten tilintetgørende modgang under Libanons borgerkrig i ikke mindst massakrerne ved Sabra og Chatila i 1982, da palæstinsiske flytninge blev nedslagtet, den fortsat fjerne udsigt til en levedygtig, selvstændig palæstinensisk stat - og nu dette - har spærret disse mennesker inde i et permanent lidelsernes fængsel.

Jeg fandt en gammel dame i Safad-hospitalet, hulkende og skælvende. Hun var 75 år, sagde hun, og det var femte gang, hun var blevet "forflyttet" - det var ordet, hun selv brugte. Hun mistede sit hjem i Palæstina i 1948, og fire gange i Libanon har hun oplevet at se sin bolig ødelagt.

Hvornår forlod du Palæstina, spurgte jeg. "Jeg kan læse og skrive," svarede hun. "Men jeg har ikke længere nogen præcis hukommelse for den slags begivenheder."

Intet under, at de i alle palæstinensiske flygtningelejre i går afbrændte dæk og skød rasende op i luften i protest over "massakren i Nahr el-Barad".

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her