Læsetid: 3 min.

Tak mor

21. april 2006

I de seneste par år har min mor talt længselsfuldt om den dag i år 2010, hvor hun går på efterløn. Det er noget med, at hun og min far vil sælge deres hus og flytte til Sydfrankrig, hvor de vil nå at bruge deres samlede formue på rødvin og højhælede sko, inden de vil lægge sig til at dø sammen, mætte af dage i en alder af ca. 102 år.

"Hvad så med mig?" spurgte jeg hende for nylig, da konsekvenserne af dette parentale overforbrug endelig gik op for mig.

"Hvordan har du egentlig tænkt dig, at jeg engang skal finansiere min efterløn, når den offentlige forsørgelse helt forsvinder? Jeg synes faktisk, det er ret usolidarisk."

Jeg brugte med vilje et ord fra hendes egen ungdom - det skulle nok kunne aktivere den sidste sjat socialismus, der endnu strømmede i hendes årer.

Hun kiggede bestemt på mig og forklarede, at hun i hele sit liv havde knoklet for at lære ordblinde at læse, så de kunne få uddannelse og job og bidrage til samfundet. Og ikke mindst blive lykkelige og stærke mennesker.

Det er rigtigt nok. Faktisk er hun så god til det, at der på næsten alle de billeder, der er taget af mig som barn, står en ordblind i baggrunden.

"Du er jo ikke ligefrem nedslidt," forsøgte jeg mig stædigt.

"Dem inde i fjernsynet siger, at der er mangel på arbejdskraft. Ville det så ikke være mere i fællesskabets ånd at give den en skalle, indtil du er 65, i stedet for at ligge os andre uden fast ejendom til byrde?"

Min mor viste ingen forståelse for dette synspunkt.

"Jeg fortjener at gå på efterløn," sagde hun - nu en anelse krigerisk.

"Jeg fortjener da også at gå på efterløn, når jeg bliver 60," svarede jeg.

"Men det er bare ærgerligt, for din generation har uddelt børnechecks til millionærer og ladet det offentlige sundhedssystem betale for jeres rygningsrelaterede, selvforskyldte sygdomme. Jeg kommer til at dø fattig og udstødt, fordi jeg aldrig kommer ind på boligmarkedet, og fordi jeg arbejder freelance og allerede er bagud med at starte min pensionsopsparing."

Hjem igen til mor og far

Min mor kunne godt se problemet, så hun og far købte en lejlighed til mig. Den er jeg glad for, må jeg sige. Men det hjælper jo ikke noget at have et sted at bo, hvis man altid er ude at skrabe penge sammen, så friske og rørige mennesker kan gå på efterløn. Det forklarede jeg også min mor forleden dag.

"Når jeg bliver gammel, vil pensionsalderen være mindst 70," beklagede jeg mig.

"Hvad skal jeg gøre, hvis jeg føler for at slappe af, når jeg bliver 60?"

Det mente min mor ikke, at hun kunne tage ansvaret for.

"Du finder nok på noget," sagde hun udglattende. "Du er jo så talentfuld."

Hun prøvede med smiger, men det skulle hun ikke slippe godt fra.

"Ja, jeg kan bare blive verdens ældste luder nogensinde," svarede jeg, og min mor sukkede.

"Jeg har en ide," sagde jeg. "Når jeg vil på efterløn, flytter jeg bare hjem igen. Så kan I forsørge mig, for I har jo masser af penge."

"Ja!" udbrød hun begejstret. "Det bliver hyggeligt. Det glæder jeg mig til. Så kan du passe os."

"Nå nej," skyndte hun sig at tilføje, da jeg vistnok blegnede en anelse ved den udsigt. "Vi er nok friskere end dig til den tid."

"Garanteret," sagde jeg.

Og sådan gik det til, at jeg trods velfærdsstatens snarlige endeligt trygt kan gå min alderdom i møde. Tak, mor.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu