Læsetid: 3 min.

Tak til Peter Skaarup

26. juli 2002

I lyset af Helge Adam Møllers nylige udspil i sommerens politiske debat ville det være dybt urimeligt at påstå, at Dansk Folkeparti har været helt alene om at udfylde ferietiden med underholdende initiativer. Den stålsatte, retspolitiske strammer fra Det Konservative Folkeparti har overhalet den store regeringspartner i renlivet liberalisme. Han mener, at vi nu skal have lov til – også klokken tre om natten – at gå over for rødt lys, hvis der ikke er køretøjer inden for synsvidde. Og han har ovenikøbet tilstået, at han allerede har gjort sig skyldig i ren og skær selvtægt.
Som det givetvis har været hensigten, så har denne kombination af politisk udspil og personlig bekendelse givet Helge Adam Møller en vis omtale i medierne. Men den er dog ikke for meget at regne i forhold til den spalteplads og de radio/tv-minutter, regeringens parlamentariske støtteparti har tilkæmpet sig. Uden sammenligning har Dansk Folkeparti været det mest ihærdige, når det har drejet sig om at skabe opmærksomhed i den stille sommertid.

En del af forklaringen på denne førerposition skal findes i en bemærkelsesværdig
tilbageholdenhed blandt de øvrige partier. Dansk Folkeparti har derimod et indlysende behov for at markere sig. Med partiformand Pia Kjærsgaard som den mest artikulerede har det gang på gang forsikret danskerne om, at det helt og fuldt vil leve op til rollen som parlamentarisk basis for VK-regeringen. På den anden side er det ikke en position, det kan leve af, rent vælgermæssigt. Partiet har et konstant og åbenlyst behov for at appellere til dem, der er utilfredse, frygtsomme eller forargede.
Det er så, hvad det har gjort i sommerens løb – med Peter Skaarup som den store initiativtager. For en halv snes dage siden rejste han krav om, at Sverige skal tilbagelevere de kulturskatte, som blev erobret her i landet under krigene i 1600-tallet. Han bidrog i den forbindelse til den almene historieforståelse ved at minde om, at »det var artige ting, som det tidligere svenske militærdiktatur fra 1600-tallet foretog sig med omfattende røverier i Danmark samt historiens første systematiske etniske udrensning af danskere i Skåne, Halland og Blekinge«.
Ministrene Per Stig Møller og Brian Mikkelsen er i den anledning blevet ulejliget med spørgsmål fra Peter
Skaarup. Det samme blev beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen fornylig, da Skaarup opfordrede ham til at tage kontakt til den svenske regering for at bane vejen for eksport af danske, arbejdsløse indvandrere. Ideen var – på papiret – nærmest genial. I Danmark udgør disse mennesker en belastning for det sociale system. I Sverige er der et skrigende behov for mere arbejdskraft. Men det vil der også blive i Danmark inden for de nærmeste år – lød det tørre svar fra Hjort Frederiksen. Han afviste med andre ord helt og holdent det tankevækkende forslag fra Peter Skaarup. Og næstformanden blev da heller ikke overbevist af denne argumentation. Han mente, at en gennemførelse af hans forslag ville gavne begge lande og samtidig styrke integrationen af arbejdsløse indvandrere.

Ønsket om godt naboskab med svenskere og integration af mennesker med rødder i andre kulturer og religioner end de i Danmark fremherskende er dog ikke det, der i almindelighed præger Dansk Folkepartis udspil. Og det har det heller ikke gjort hen over sommeren. For et par uger siden krævede Peter Skaarup, at trafikminister Flemming Hansen skrider ind over for de svenske taxachauffører, der overtræder reglerne om taxakørsel i Danmark. Af hans pressemeddelelse kunne man forstå, at disse formastelige chauffører især er af ikke-skandinavisk herkomst.
Men det er ikke blot med udspil, Peter Skaarup har været hurtig og alsidig. Det samme gælder reaktioner på det, han ser som oplagte urimeligheder i forvaltningen af nationens institutioner. Der skal lukkes af for indvandring af arbejdskraft af Central- og Østeuropa i forbindelse med udvidelsen af EU. Forsvarskommandoen skal kaldes til orden, fordi den ønsker at styrke den etniske og religiøse ligestilling i det danske militær. Og afviste asylansøgere skal sættes i fængsel, hvis ikke de rejser frivilligt hjem – uanset hvad dette »hjem« måtte være.
Den danske offentlighed har grund til at være Peter Skaarup taknemmelig for hans ihærdighed og klarheden i hans budskaber. Integrationsminister Bertel Haarder og andre, der måtte have haft det indtryk, at Dansk Folkeparti nærmest var et midterparti eller en ny, noget forvansket udgave af Socialdemokratiet, har nu fået en hel sommer til at konstatere, at højrepopulismen trives i Danmark og til enhver tid vil trodse et rødt lys.

tok

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her