Læsetid: 3 min.

Tak, pressenævn

4. september 1997

DE PRESSEFOTOGRAFER, der forfulgte prinsesse Diana til døden, gjorde muligvis kun, hvad sådan nogle som dem plejer at gøre.
De var endda smartere end de fleste, da de drønede om til bagsiden af Hotel Ritz, fordi de havde fået færten af, at det efterstræbte par ville snyde dem ved at fordufte ad den vej.
Proffe folk, der nu alligevel sigtes af anklagemyndigheden, trods de efterforskningsresultater, der viste, at chaufføren var beruset og kørte alt for stærkt. Kan hænde, at de til sin tid, når lynchstemningen har lagt sig, frikendes helt eller delvis? Eller de dømmes for ikke at have hjulpet mennesker i nød, således som anklageskriftet vil kræve...
Men vist må det have rykket - helt eller delvis - i mange pressefolk, da meddelelsen om promillerne kom, for hvad var nu det? Var det hele ikke bare et spørgsmål om grov spritkørsel, som aldeles frifandt fotograferne?
På lederplads krævede Ekstra Bladet i går - ikke uden en vis hoveren og heller ikke særlig uventet - bodsvandring og selvransagelse af de aviser, som havde beskyldt fotograferne for at jage "Diana i døden" - og dermed udpege de skyldige og dømme dem uden forudgående retssag.
Bladet forlangte undskyldninger af Tøger Seidenfaden, af Lisbeth Knudsen, af Information - og af de andre aviser, som havde forlangt selvransagelse i pressen generelt efter dødsulykken, men specielt naturligvis hos de, som tager teten i krænkelserne af privatlivets fred.
MEN HVAD er der at undskylde? Det er en formidabel god ide med selvransagelse.
For uanset spritkørslen er det billede, der står tilbage på nethinden så blændende stærkt, at det har vækket en hel verden til dåd:
Nemlig billedet af bilen drønende af sted ud i meningsløsheden, skarpt forfulgt af de motorcyklende og blitzende pressefotografer.
Et altsigende billede. En ekvipage, som ingen - absolut ingen - kan være stolte over.
For billedet er jo et vrængbillede på frihed og demokrati. På den udstrakte pressefrihed vi historisk set har tilkæmpet os, og som vi opfatter som en nødvendig forudsætning for demokratiet.
I ly af denne frihed og ved siden af den nødvendige kritik, pressen nyttigt udøver på mange områder, har der udviklet sig en efterhånden institutionaliseret kynisme i dele af pressen, og den har fået lov at udvikle sig. Fotograferne gjorde - i hvert fald til et vist punkt - det, sådan nogle plejer at gøre. Det er just det, der er det fortvivlende. Det er plejer, der bør dø.
Ekstra Bladet har som sædvanligt ikke forstået en tøddel af det hele. Deres indædte, deres paranoide og traumatiske forsvar var bedre sager værdig. Hvad heroisk er der ved at forklare sig og forsvare sig 1.700 gange, når det man forsvarer og forklarer ikke er værd at forsvare?
Lad os i farten nævne den forside, Ekstra Bladet brystede sig af, hvor et forældrepar blev fotograferet, mens de modtog meddelelsen om deres barns død.
Faneme en heroisk indsats af bladet. I sorgens stund.
Eller de fotos, Billed Bladet tog ved en begravelse for nogen tid siden i Marmorkirken, skønt familien udtrykkeligt havde frabedt sig det. Skulle det virkelig være nødvendigt?
PRESSENÆVNET trådte i går sammen til et møde i København. På eget initiativ tog det stilling til de billeder, som Ekstra Bladet, BT og Se og Hør havde bragt for nylig af kronprins Frederik og en veninde, som troede sig uset. Det kom til det resultat, at disse blade havde krænket noget privat, og at de havde handlet i strid med god presseskik.
Tak, pressenævn.
Nok er nævnet et besynderligt brancheorgan for selvjustits, og nok kan dets virke altid diskuteres ud fra det principielle.
Og nok er det vanskeligt at manøvrere mellem den grad af frihed, der bør være og ikke bør være, når der skal opstilles love og regler for privatlivets fred.
Her var det en markering på rette tid og sted.
Det drejer sig til syvende og sidst om den luft, vi alle indånder. Behøver man finde sig i at blive fotograferet, når man bevæger sig fra et hus til et andet? Når man går på gaden? Når man er i sin bil? Når man er i sit hjem? Når man er ved en strand, privat eller offentlig? Når man tror sig uset på en øde ø? Når man kommer ud fra en kirke? I sorgens stund?
Det er alle disse spørgsmål, der nu råber på svar, og man må være en følelseskold tumpe, hvis man ikke kan se, at grænsen for menneskelig anstændighed forlængst er overskredet, og at vi her har at gøre med et fælles anliggende, et fælles samfundsmæssigt problem.
Bjørk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her