DETTE ER EN sag, som Novo Nordisk, Lundbeck og de øvrige store medicinalfirmaer ikke har råd til at vinde.
Sådan skrev vi på denne plads i Information i starten af marts, da 39 vestlige medicinselskabers retssag mod den sydafrikanske regering startede ved Højesteret i Pretoria. I går, torsdag, nåede selskaberne til samme konklusion. Ved en seance i retssalen, der varede under et minut, meddelte selskabernes advokat, at sagsanlægget droppes. Jubelscener udspillede sig øjeblikkeligt i og uden for retssalen, hvor aids-aktivister sammen med den sydafrikanske sundhedsminister fejrede, at landet nu kan bruge den lov, der åbner for import og fremstiling af billige versioner af de aids-præparater, som de store selskaber i dag har patent på og hidtil har forlangt priser for, som de færreste af Sydafrikas 4,7 mio. hiv-smittede kan betale.
Retssagen har fra starten været en pr-katastrofe for selskaberne, der skulle løfte den umulige byrde at argumentere i verdensoffentligheden for, at retten til patent kommer før retten til liv. Det her ender som medicinalindustriens Vietnam, sagde flere iagttagere, kort før sagsanlægget blev trukket tilbage.
Men selv om selskaberne altså i sidste øjeblik har valgt at stikke piben ind, er det givet, at sagsforløbet får store konsekvenser. På det psykologiske plan er selskabernes retræte en voldsom opmuntring til den del af det internationale civilsamfund, som i de seneste år er begyndt at hæve stemmen mod den globaliserede økonomis skævheder og skadevirkninger. Presset på selskaberne om at udvise større social, økologisk og etisk ansvarlighed vil vokse, og de klogeste af selskaberne er formentlig klare til at indstille sig på dette som et nyt markedsvilkår. På Luftskibets debatmøde om aids-sagen onsdag aften efterlyste Novo Nordisks administrerende direktører Lars Rebien Sørensen direkte et aktionærkrav om lavere afkast for at give virksomhedens ledelse økonomisk råderum til en udvidet, ikke-profitabel indsats i u-landene. I betragtning af at Novo for nylig præsterede rekordoverskud, og at den internationale medicinalindustri i dag er verdens mest profitable branche, er der rigeligt råd til det.
Samtidig vil Sydafrika-sagens udgang give øget selvbevidsthed til de u-lande, der med rette føler sig klemt i den globaliserede økonomi. Andre stærkt aids-hærgede og økonomisk trængte lande i og uden for Afrika vil følge Sydafrikas eksempel og åbne for egenproduktion eller import af billig aids-medicin, og u-landene vil med større styrke fremføre egne krav i kommende WTO-forhandlingsrunder om regler for verdenshandelen, herunder måske krav om en revision af den uretfærdige TRIPS-aftale om patentrettigheder, der fastlåser et ulighedsforstærkende vidensmonopol i de rige lande, hvor 97 procent af alle patenter i dag hører hjemme.
I DEN FORSTAND er medicinalselskabernes retræte af stor international betydning. Den er det også i en anden forstand. For med banen ryddet for billigere aids-medicin flyttes fokus i selve aids-sagen fra selskaberne til den sydafrikanske regering og til det internationale samfund. Der hviler nu et enormt pres på præsident Thabo Mbekis regering for faktisk at tilvejebringe de billige præparater. I forhold til dagens priser også de rabatpriser medicinselskaberne blev presset til at tilbyde under konflikten skal niveauet betydeligt længere ned, hvis sydafrikanerne skal have en chance. Sandheden er vel, at medicinen nærmest skal være gratis for at nå ud.
Det er indlysende, at Mbeki og andre katastroferamte landes regeringer ikke klarer det alene. Omkostningerne ved at skaffe medicin til de aidssyge i u-landene skønnes til 5-15 mia. dollar årligt, og derfor hviler der nu et tungt ansvar på de rige lande. Mange i i-landene har luftet moralsk forargelse over medicinselskabernes nærighed, men selv skærer de rige lande i disse år kraftigt ned på bistanden til Afrika ifølge Verdensbanken fra 32 dollar pr. person i 1990 til 18 dollar i 1998. Hvis ikke det billedet meget hurtigt vender, og der gives voldsomt øget økonomisk prioritet til ikke blot medicinsk hjælp, men nok så meget til udbygning af de fattigste landes primære sundhedssystem, så vil den aktuelle tragedie i det sydlige Afrika om få år være eskaleret til et regulært regionalt sammenbrud uden sidestykke i nyere verdenshistorie.
Også dét har de store medicinselskabers pr-mæssige selvmål formået at sætte fokus på. Det skal de ikke have utak for.
