Læsetid: 5 min.

Tak for sidst Chirac

Tony Blair har vundet alt med sin udskydelse af den britiske afstemning om EU-forfatningen. Han undgår en tabt folkeafstemning - men står som den, der havde det politiske mod til at udskrive den alligevel. Og ansvaret for aflysningen kan han skubbe over på briternes modpol i EU: Frankrig
7. juni 2005

Heldig er den politiker, som ved et lykketræf bliver frelst fra konsekvenserne af beslutninger, som ved nærmere eftersyn viser sig at være tvivlsomme. Men mirakuløst lykkelig er den politiske leder, som samtidig kan skyde ansvaret for at aflyse den samme beslutning over på sin ærkefjende.

Så sjælden en situation stod den britiske premierminister Tony Blair i, da han i går lod sin udenrigsminister, Jack Straw meddele Underhuset, at Storbritannien "har besluttet sig for at suspendere" andenbehandlingen af den lov, der sætter en britisk EU-folkeafstemning i gang i Storbritannien i foråret 2006.

Som meningsmålinger klart har vist var det i forvejen næsten umuligt at vinde en folkeafstemning om forfatningen i Storbritannien. Men det skortede ikke på anerkendelse dengang til den 'modige pro-europæiske premierminister'. Og det gav øjeblikkeligt bonus indenrigspolitisk. EU-spørgsmålet er det eneste væsentlige spørgsmål, hvor det forhutlede EU-kritiske konservative oppositionsparti har et folkeflertal bag sig. Og med beslutningen om at høre folket, lagde Blair den bebudede kritik af ham for at ville underminere Storbritanniens eksistens som en fri og suveræn nation død.

Det kan lyde bombastisk i danske øren. Især efter at de franske nej-sigeres slagnummer var at kritisere EU-forfatningen ned under gulvbrædderne for det modsætte: for at være et angelsaksisk neo-liberalistisk plot, som Blair snedigt med hjælp fra sine pro-amerikanske og markedsorienterede venner i Østeuropa havde påtvunget resten af Europa. Men ikke desto mindre er det sådan, kritikken af forfatningen formuleres, hvis man er britisk konservativ Unionsmodstander.

Jubel i London

Men det blev der altså ikke noget af. Folket skulle tale, og Blair sejlede ind til en historisk ny periode i Downing Street.

Men lige som han skulle i gang med det slidsomme arbejde med at vinde folkeafstemningen, kom så det franske nej efterfulgt af det hollandske.

Det var unægtelig trist, lød det beklagende fra London, mens champagnepropperne sprang bag lukkede døre.

I statsministeriet i København åbnede Fogh en danskvand og tænkte indenrigspolitik, men det vender vi tilbage til

I London var humøret højt: Nu kan det hele ikke blive til noget - altså ikke før franskmændene naturligvis kommer tilbage og fortæller resten af EU, hvad de vil. De franskmænd som var den britiske regerings mest hidsige kritikere op til og under Irak-krigen. Det Frankrig, som lige har sat den tidligere udenrigsminister Dominique de Villepin i spidsen for en ny regering - ham der holdt den oratorisk mest vellykkede tale i FN's Sikkerhedsråd i mange år, da han advarede USA og Storbritannien mod at gribe til militære midler i konflikten. Det stivnede, elitære Frankrig, som efter briternes mening kunne lære rigtig meget af Blair og co. når det drejer sig om at skabe vækst og arbejdspladser. Men som aldrig lytter og i stedet arrogant forsøger at belære briterne om, hvad en rigtig europæer er.

Det er jo faktisk deres skyld, at vi står i denne suppedas.

Eller mere korrekt og diplomatisk med Straws ord i går: "Indtil konsekvenserne er klarlagt for, at Frankrig og Holland ikke har været i stand til at ratificere traktaten." Før da vil det "ikke være fornuftigt at sætte en dato på andenbehandlingen".

Og for at det skal stå helt klart i resten af Europa, at det ikke er den EU-venlige Blair, som giver forfatningen nådestødet, var udenrigsministeren omhyggelig med at understrege, at: "Vi forbeholder os fuldstændig retten til at genoptage arbejdet med loven, som skal bane vej for en folkeafstemning i Storbritannien."

Briter i den lange ende

Det var vel rigeligt med appelsiner på en uge i Blairs turban. Men to bonus-clementiner skal nævnes oveni: Aflysningen af afstemningen forlænger den periode, Blair kan blive siddende som premierminister og skyder overleveringen af magten til finansminister Gordon Brown yderligere nogle år.

Og for det andet er det også briterne, som overtager EU-formandskabet den 1. juli efter Luxembourg og dermed har mulighed for at præge redningsarbejdet i den retning, de mener er fornuftigt.

Og her er Blair (heller) ikke i tvivl. Europas befolkninger har talt, og EU har brug for en tænkepause. Pausen skal groft sagt bruges til at indse, at det er briterne, der har fat i den lange ende. Med deres fokus på, at EU koncentrerer sig om det, der gør europæerne gladere: personlig økonomisk fremgang, flere jobs, penge i pungen - alt sammen frembragt via fortsatte markedsliberaliseringer.

Naturligvis kommer det ikke til at gå let. Frankrig og Tyskland er muligvis at ligne med krøblingen og den lamme, som en ondskabsfuld partifælle til Chirac bemærkede i sidste uge. Men også de har et publikum at spille op til og med. Og de har stærke allierede i flere sydeuropæiske lande og i Europa-Kommissionen.

Så udfaldet af magtkampen ved EU-topmøde den 16.-17. juni, som formelt skal besegle forfatningens videre skæbne, er ikke givet, men Blair har gode kort på hånden.

Ingen afsmitning, tak

Analysen i Fogh-regeringens egne gemakker drejede sig ikke om den lurende fiasko for det store Europaprojekt som Blair har lagt i dybfryseren og placeret Chirac ovenpå. Det drejede sig i stedet om en kølig vurdering af, hvordan det kan sikres, at en flig af miseren ikke smitter af på den Europa-pletfrie-Fogh. Tabte folkeafstemninger har det nemlig med at smitte af på statsministre. Fastholder Fogh beslutningen om en dansk afstemning uanset hvad, tyder alt nu på, at danskerne også stemmer nej. Hvis EU så senere - efter småjusteringer - vælger at forsøge at få den omskrevne traktat ratificeret, får den danske regering et alvoligt problem.

Maastricht/Edinburghfinten kan ikke bruges igen. Hverken politikere eller politiske iagttagere regner med, at det er muligt at overbevise danskerne om, at der skal stemmes ja til noget, man før har sagt nej til. Omskrevet eller ej.

Konklusionen i statsministeriet er klar. Danskerne skal ikke stemme til september, med mindre køreplanen er klar og folkestemningen vendes. Og som situationen er nu kan Fogh i ro og mag vente på, hvad topmødet bringer. Udskydes traktaten, er der ikke mere at stemme om, og den danske afstemning kan aflyses uden at Fogh taber ansigt i forhold til, hvad han tidligere har sagt, om at regeringen principielt mener, at det rigtigste er, at alle lande får lov til at tage stilling til traktaten.

Er resultatet af topmødet mudret, og kan der opnås enighed, er der fortsat en rigelig stor kattelem bestående af selve den uafklarede situation til, at Fogh kan aflyse. Og skal forfatningen genforhandles er det ikke mere den traktat, Folketinget har besluttet sig for at stemme om. Samme resultat med andre ord.

For Fogh deler absolut synspunkt med den Tony Blair, som han ser op til: Der er ingen grund til at tabe et valg, hvis man kan slippe. Og da slet ikke, når man ikke brænder for den europæiske sag på samme måde som tidligere ledere af Venstre har gjort det.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her