Læsetid: 4 min.

Tak for Touren

Med Floyd Landis som sejrherre og spændingen intakt til sidste tråd i pedalerne sluttede det mest minderige og dramatiske Tour de France i mange år
24. juli 2006

Floyd Landis' krogede vej til at vinde Tour de France vil blive husket og diskuteret i årevis. Da han efter Pyrenæerne konstaterede, at hans hold ikke var stærkt nok til at forsvare den gule trøje, forærede han på 13. etape trøjen og en halv times forspring til Oscar Pereiro, som han skønnede ville være ufarlig for ham, når Alperne og især den sidste enkeltstart kom. At Pereiro kunne vise sig farlig for hans konkurrenter, kunne jo ikke rage Landis. Det kunne de selv ligge og rode med. Landis havde frivilligt afgivet den opslidende pligt til at kontrollere løbet til Pereiros mandskab Caisse d'Epargne og til hvem, der ellers måtte føle sig kaldet eller truet, og det taktiske kneb fik mange puritanere til at tale om foragt for løbets ånd og den gule trøjes værdighed.

Men det virkede. På mange planer. Landis fordel var iøjnefaldende, men det anarki og den ubeslutsomhed, der herefter rådede blandt holdene med hensyn til hvem, der nu skulle angribe hvem, var stærkt medvirkende til, at løbet fra den 13. af de 20 etaper blev stærkt underholdende og vildt spændende. Landis indførte Oscar Pereiro som et uberegneligt fremmedelement i løbet, en lus i skindpelsen, og de andre i et så småt etableret hierarki kunne klø sig til blods uden at være i stand til at ryste spanieren af.

Landis rejste sig igen

Det var på 16. etape op til La Toussuire, den anden af de tre Alpe-etaper, at Landis lignede et offer for sin egen snedighed. Mens Michael Rasmussen var på vej til at udføre sit ensomme mesterstykke over Galibier, Croix de Fer og Mollard, gik amerikaneren sukkerkold. Den gule trøje, han havde generhvervet på Alpe d'Huez dagen forinden, måtte han aflevere - til Pereiro, som nu blev lige så overrasket over at vinde den tilbage, som han tidligere var blevet over at få den foræret. Men Landis rejste sig dagen efter, at han havde tabt otte minutter til manden, han havde foræret trøjen, og kørte det meste af den tabte tid ind igen uden hjælp fra nogen på løbets sidste bjerge.

Præstationen og situationen er enestående i moderne Tour de France, og det vil blive diskuteret, om CSC og T-mobile kvajede sig ved at undervurdere Landis og ikke indlede jagten på ham meget tidligere. Det er nøglesituationen, når man skal forstå udfaldet af dette års Tour.

Bjarne Riis' folk ville ikke have kunnet reducere Landis' forspring med halvandet minut på det flade stykke inden opkørslen til La Toussuire, hvis jagten var blevet indledt tidligere på det foregående bjerg. Så ville hjælperytterne og især Jens Voigt være blevet slidt op der. Derimod kan T-mobile bebrejde sig selv, at holdet kun satte Sergej Gonchar frem til at hjælpe CSC og ikke alt disponibelt mandskab. Det var en fejl, der betød, at Floyd Landis kunne køre sig tilbage i favoritrollen igen, men en fejl, der nemt kan forklares med afmagt og træthed og angst for at blotte sig inden finalen på bjerget. Landis kørte for stærkt, så simpelt var det.

At det er feltets stærkeste og snedigste rytter, der har vundet denne Tour kan ikke diskuteres. Landis havde bragt sig i en favorabel position før den 57 km lange enkeltstart i lørdags, hvor han blot skulle køre 13 sekunder hurtigere end Carlos Sastre og 31 sekunder hurtigere end Oscar Pereiro for at vinde Tour de France. Ingen af de to er specialister i tidskørsel, men Landis er, og en anden specialist som Andreas Klöden lå næsten halvandet minut efter ham, så han kunne ikke betragtes som en alvorlig trussel. Og det prægede Landis' kørsel.

Han skaffede sig det forspring, han skulle bruge, men kørte herefter sikkert uden at køre om kap med Sergej Gonchar om etapesejren. Oscar Pereiro lagde meget stærkt ud, men sluttede med at tabe det, han plejer at tabe til Landis på enkeltstarter, nemlig halvandet minut.

Pereiro har potentiale

Pereiro ville aldrig være kommet til at spille nogen rolle i klassementet, hvis ikke det var for gaven på den halve time, som bragte ham fra en 46. plads 28,50 minutter bagud til den gule trøje på 13 etape. Men han er ikke en hvilken som helst rytter. De seneste to år er han blevet nummer ti på trods af sin rolle som hjælperytter, og sidste år vandt han både en smuk etapesejr og blev kåret som løbets mest angrebsivrige. Nu er han blevet nummer to i verdens vigtigste cykelløb, og han kan med god ret spekulere på, hvad han kan drive det til - også uden foræringer.

Carlos Sastre havde gode muligheder for at slutte på den andenplads efter Landis, fordi han normalt kører en hurtigere enkeltstart end Pereiro. Men ikke i lørdags. Han har været løbets bedste i bjergene, målt på alle bjergetaper, og i Alperne havde han succes med at angribe. Han er en rolig mand, der sagtens kan håndtere forventningspres, men han var også en meget træt lille mand, der kørte to minutter langsommere, end han plejer, og så blev han i slutstillingen også overhalet af en meget velkørende Andreas Klöden, der tog revanche for sine små tidstab på stigningerne i den kørsel alene mod uret, han er så god til. Så Sastre sluttede Tour de France på den kedelige fjerdeplads efter Landis, Pereiro og Klöden.

Et Tour de France, som begyndte i kaos med udelukkelsen af de største dopingmistænkte stjerner, fortsatte i kedsommelighed med endeløse fladlandsetaper - men sluttede som det mest spændende, uforudsigelige, omskiftelige og dramatiske i lange, lange tider.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu