Endelig blev Takkelloftets forbandelse brudt. Endelig blev der mening med at sidde i denne sorte, klaustrofobiske kasse og se på kroppe, om end de fra nogle tilskuerpladser på Operaens discountscene kun er synlige fra taljen og op. Og endelig blev dansen her løftet op i den åndelighed, hvor den er allermest paradoksal og fantastisk.
Koden blev knækket under det nye, moderne program for Den Kgl. Ballet med non-titlen Ailey, Zuska, Brandstrup. Først bevægende og intimt i Alvin Aileys solo Witness, hvor stearinlys blafrede i hundredvis af små lygter på gulvet. Her hvirvlede Marie-Pierre Greve rundt mellem flammerne i al sin spinkle skønhed. Hendes krop duvede i hofterne under det lange, hvide skørt, mens hendes kønne ansigt kæmpede sig igennem vrede og glæde. Hvilken lindring!
Alvin Ailey skabte oprindelig disse 14 guldminutter til Mette Hønningen i 1986. Og det er nu Mette Hønningen, der med opsigtsvækkende format har instrueret Marie-Pierre Greve.
Flygellåg
Hønningen har endda videretolket balletten med et scoop: Hun har droppet Jessye Norman-indspilningen af den forrygende gospel og i stedet lade sangerinden Etta Cameron træde ind på scenen i det mest pragtfulde, kongeblå mamma-kostume. I begyndelsen nynnede Cameron bare refrænet med sine sensuelle læber, mens hun blidt klaskede rytmen med hænderne. Men efterhånden steg hendes stemme, så hun fik "My Soul is a witness for my Lord" op at flyve, højt op over havnen, sammen med pianisten Nikolaj Hess, der energisk prøvede at holde rytmen nede med sine intense skuldre i det gyldne genskin fra flygellåget.
Sandhedssmukt var det. Og i Hønningens tolkning var der flere vidner: Sangeren blev vidne til danserens krop, Gud blev vidne til danserens sjæl - og pianisten blev næsten vidne til det hele. Og vi andre var med på en salig kigger.
Strandkant
Næste ballet var en repremiere fra forrige sæson, nemlig syvende opførelse af tjekken Petr Zuskas ballet Les Bras de Mers, Havets Arme. Undertegnede er tidligere gået glip af denne lille psykologiske perle, der viste sig at klæde Den Kgl. Ballet uhyggeligt godt.
En mand, en kvinde, en stol, et bord. Og et smukt, gammeldags kjoleliv med knapper, der ikke kan åbnes. Så er koreografien sat om et parforhold med lidenskab og hverdag, ømhed og irritation, selvstændighed og distance. Koreografisk er denne pas de deux i familie med balletter af Kylian og Mats Ek, og musikalsk med Yann Tiersens filmmusiske tonemindelser om tandhjulslyde og strandkantsskvulp.
Silja Schandorff og Jean-Lucien Massot dansede med rystende intensitet; hun som den stærke og overbærende, han som den frustrerede og iltre. Indtil hun forlod deres vilde over-stol-under-bord-leg med bølgebløde spring og strømmende glid - og bare vandrede rundt langs scenens fire kanter i ujævn gang: Udslukt og uigenkaldeligt alene. Både Schandorff og Massot har renhedens linjer, men også erfaringens muskeltoning og erindringsblikke. Og så har de tydeligvis modet til at projicere det hele uforbeholdent ud på tilskuerne på første række, kun en meter borte. Hvilken styrke!
Blomsterflor
Alligevel blev den største visuelle åbenbaring balletten Ghosts af danske Kim Brandstrup, der har sit eget Arc Dance Company i England.
Sammen med scenografen Steven Scott har Brandstrup skabt et drømmeland, et mærkeligt sted mellem to flortæpper, lige for øjnene af publikum. Mellem disse to tæpper danser danserne, belyst fra begge sider af glidende vand og drivende skyer og noget, der måske slet ikke findes...
Ved premieren i fredags var den visuelle effekt kolossal. Pludselig blev rummet opløst, så gulvet forsvandt, og danserne befandt sig frit svævende.
Og således, på himlen, under havet, mellem tanker og midt i blomsterflor, gav danserne sig hen i Brandstrups smukke, psykologiske koreografi, hvor hvert mennesker bærer sin helt egen smerte; antagelig inspireret af instruktørassistenten Sorella Englunds magi-assistance. Kun tyndt beskyttet af Annette Nørgaards nænsomme og elegante kostumer med silkekvadrerede jakker over svævelette damaskbukser - og følsomme over for både Biber, Vivaldi og Schnittke. Hvilken vision!
Smuk var Gudrun Bojesen, da hun imaginært holdt om Thomas Lunds hovede og krammede ham i luften. Lige inden han igen gik dybt ned i de modbydeligste knæbøjninger med sine frygtindgydende lårmuskler; kun for at springe op, fra sky til sky, og bære hende lodret på vej mod evigheden.
Blikløs dans
Og skæbnesvanger var Silja Schandorff, sådan som hun lod sig falde ind mod Ulrik Birkkjær og Alexander Stægers ivrige ynglinge. Er de brødre, venner, kærester, konkurrenter? Måske er de det hele. De skiftes til at ligge ned og række hånden op - og lade sig trække op af den anden. Stæger var desuden en bomstærk partner for Schandorffs uvirkeligt lange ben.
I pauser mellem ballettens fem scenebilleder dukker et koordinatsystem op, hvor danserne varmer op. Omtrent som en metakommentar med opvarmningen som 'virkeligheden' og dansen bagefter som 'kunsten'. Men kan man overhovedet negere fiktionen på en scene undervejs? Og kan man lave Verfremdung i blikløs dans? Det er ikke sådan til at sige.
Uanset hvad, så kiler Brandstrups forførende koreografi sig ind mellem fortælling og abstraktion, akkurat lige som Steven Scotts lysdesign. Danserne danser i lys, så tilskuerne ser direkte ind i himlen: Takkelloftets farao har trukket forbandelsen tilbage.
'Witness' af Alvin Ailey. Iscenesættelse og sangerkostume: Mette Hønningen. Danserkostume: Kirsten Lund Nielsen.
'Les Bras de Mer' af Petr Zuska. Musik: Yann Tiersen. Scenografi og lys: Petr Zuska. Kostumer: Roman Solc. Iscenesættelse: Eva Kloborg.
'Ghosts' af Kim Brandstrup. Musik: Ignaz, Vivaldi og Schnittke. Lys og video: Kim Brandstrup og Steven Scott. Kostumer: Annette Nørgaard. Instruktørassistent: Sorella Englund.
Den Kgl. Ballet på Takkelloftet, Operaen, i fredags. Spiller 25, 26, 28, 30. apr. og 1. maj. www.kglteater.dk
