Læsetid: 4 min.

Det taktiske valg

8. oktober 1997

SOM STATSMINISTEREN blandede kortene i gårsdagens åbningstale er et nyvalg til Folketinget rykket nærmere. Et valg er blevet den mest sandsynlige udgang på de kommende dages politiske manøvrer. Og det kan meget vel ende med, at valgdagen bliver tirsdag den 4. november. Regeringens oplæg til en økonomisk stramning ligner alt andet end et oplæg til forlig med Venstre og de konservative. De to store borgerlige partier skal strække sig langt, for at der med dét udgangspunkt kan laves en aftale om en ny finanslov.
Når regeringen søger konfrontation og virker uvillig til at bøje af, skyldes det den nye selvtillid, som er udviklet den seneste måned. Senest har regeringschefen politisk overlevet de mange uvenlige beskrivelser i bogen Nyrup. En meningsmåling i Århus Stiftstidende viser, at ikke mindre end 79 procent af de adspurgte fandt, at de to journalister bag bogen var gået for tæt på. For Poul Nyrup har denne modtagelse af den belastende bog utvivlsomt været en meget stor personlig lettelse.

SAMTIDIG står det efter de seneste ugers landsmøder klart, at Uffe Ellemann har mistet gnisten og at Venstre vælgermæssigt er på retur. Til overflod er Det Konservative Folkeparti langt fra kommet til hægterne efter alle uheldene. Et mere grotesk element er den øgede vælgertilslutning til Dansk Folkeparti og Fremskridtspartiet. Lige så uhyggelig den er - som udtryk for fremmedhad og højrebølge - ligeså klar er dens kortsigtede effekt, når det gælder borgerlige regeringsmuligheder: Det gør det langt sværere for V og K at få plantet sig på ministertaburetterne.
Udviklingen efter sommerferien har med andre ord givet Nyrup og Co. en tro på, at de kan slippe heldigt fra et hurtigt valg. Og tør de tage risikoen, har de yderligere den fordel, at de små midterpartier under regeringsdannelsen vil prioritere det meget højt at have den regering, der med størst sikkerhed kan sikre et dansk ja til Amsterdam-traktaten. Og den regering vil fortsat være en SR-regering. En regering ledet af en Uffe Ellemann-Jensen vil uvægerligt få flere til at stemme nej. Også selvom det måtte være en afdæmpet statsminister Ellemann.

NYRUPS VILLIGHED til at risikere et hurtigt valg er således vokset væsentligt i løbet af de seneste uger. Men det er værd at understrege, at der ikke er kommet nye saglige grunde til et valg. Regeringen prøvede i forsommeren at gennemføre et økonomisk indgreb med venstrefløjen. En stor del af det planlagte indgreb kiksede, fordi Enhedslistens bagland sagde nej. Det betød et offentligt politisk nederlag til regeringen, der havde langt op til en væsentlig stramning, men fik kun en mindre i land. Det valgte en noget ramponeret Nyrup at leve med. Overvejelserne i regeringens inderkreds endte med, at man ikke da turde tage et valg.
Da forslaget til finanslov for 1998 blev fremlagt den 26. august var behovet for en økonomisk stramning igen nedtonet. De økonomiske ministre afviste, at der var behov for en større stramning af privatforbruget eller særlige behov for at dæmpe tillægslånene i ejerboligernes friværdier.

NÅR SIGNALET den seneste uge igen er skiftet, skyldes det ikke, at nye økonomiske nøgletal helt har ændret billedet. Det der først og fremmest har ændret sig, er regeringens villighed til at møde vælgerne ved et hurtigt valg. Venstre og de konservative skal strække sig meget langt og være meget forhandlingsvillige under åbningsdebatten for at forhindre dét hurtige forhandlingssammenbrud, der giver et lynvalg.
Og går det den vej, er der ingen grund til at udskyde pinen. Et valg til Folketinget kan godt nå at blive afholdt inden kommunalvalget. At holde det samtidig vil være at genere det lokale demokrati - og at holde det senere vil blot udskyde den periode, hvor hele den politisk beslutningsproces går i stå.
De andre elementer i åbningstalen bekræfter billedet af et valgoplæg. På EU-fronten fortsætter regeringen sin inkonsekvens. Af taktiske grunde fremhæves det, hvor smukt de fire danske forbehold er blevet forsvaret. Selvom det står klart, at regeringen helst ser de vigtigste afviklet, så snart lejlighed byder sig. Først og fremmest ved at få Danmark med i den ØMU, der, trods alle odds, tegner til at blive til noget og som vil være det hidtil mest vidtgående og risikofyldte unions-projekt. Et projekt som Danmark vanskeligt kan vende ryggen, men som omvendt vil være et stort skridt mod den vidtgående integration, som regeringen hævder, at den endnu engang har afværget.
På kulturfronten er valgoplægget tavshed. Når det gælder flygtningepolitikken, er det et nyt oplæg til en strammere kurs. Og et farvel til mange af dem, der ikke kan eller vil lade sig integrere rigtigt. Vi er også hårde, lyder det socialdemokratiske signal til de vælgere, der tiltrækkes af højrepartiernes race-offensiv. Det kan blive en slem valgkamp.mol

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu