Læsetid: 3 min.

Tal ordentligt - eller find dig i fordommene

Hvor er det bare uretfærdigt, at man skal stå skoleret og dømmes, fordi man ikke taler som alle de andre
4. marts 2006

I disse Muhammed-tider er det måske ikke så smart at opildne yderligere racekonflikter. I forvejen har en bestemt minoritet i Danmark det svært, kan man se på vælgerflugten fra Socialdemokraterne til Dansk Folkeparti. Alligevel vil jeg bore lidt i forskellen på danskere. Sidst på denne plads i avisen, blev der delt velduftende roser ud til de evigt servicemindede århusianere, men i dag skal de revses lidt. Ikke bare for at revse, men nogle fordomme skal gøres op med. Det handler om dialekter.

De spotter det straks, de århusianere, ligeså straks man åbner munden og ikke synger på et simpelt 'goddaw'. Straks man træder ud af toget og ytrer sig på Hovedbanen - nårh nej, Banegården, som den hedder på disse kanter - eller bussen på Rutebilstationen (udtales: Ruddebilstationen), dømmer de med det samme: 'Her kommer endnu en højrøvet og hurtigtsnakkende københavner klar til at erobre vores territorium, tror hun'. Jylland er det sted, jeg har fået flest kommentarer omkring min dialekt. End ikke i andre lande, er de så emsige med at dømme én ud fra ens talefærdigheder.

"Du er også bare sådan en rigtig københavnersnude fra Djævleøen," ytrer indtil flere af mine århusianske venner (godt nok med et glimt i øjet), så straks man siger dem i mod. De tror nogle gange, at jeg tror, at jeg er klogere end dem.

Bare fordi man snakker ivrigt. "Københavner!" er blevet et skældsord i Århus og omegn, når man er lidt for smart i en fart.

Det er, som om Århusianere af en eller anden grund tager for givet, at fordi man taler lidt som Sonja fra Saxogade, så har man automatisk storhedsvanvid. Storhedsvanvid! Hvad kalder man det så, når århusianerne har døbt tre prunkløse trappetrin nede ved det mondæne Åen for Den Spanske Trappe- Det er nu en helt anden snak.

Men der ligger alligevel lidt alvor bag de drilske fordomme. Jeg har fundet ud af, at jeg bliver behandlet bedre af den århusianske offentlighed, når jeg taler laaangsomt og mindre monotont.

Jeg kendte allerede til denne sproglige forskel, da jeg arbejdede som interviewer for et analyseinstitut i min gymnasietid. Det var dengang man på telefonnumrene kunne se, hvilken landsdel man ringede til. Numre, der startede med 8612, var husstande i Århusområdet. Der gik ikke lang tid, før mine københavnerkolleger og jeg opdagede, at det var langt nemmere at få et interview igennem med en århusianer, hvis man talte langsommere og imiterede en eller anden form for jysk dialekt. Og vi ville gerne ofre vores københavnerdialekt for en stund, fordi vi jo var på akkordløn. Vi begyndte også at tjene flere penge, så snart vi havde luret tricket.

Det sjove er, at det ikke kun er folk fra København, der får den smidt fordommene i hovedet. Selv folk fra 4300 Holbæk, 4700 Næstved og sågar 2610 Rødovre går under betegnelsen 'københavnere'. Vi er djævleyngel hele bundet!

Men helt ærligt, så stoppede jeg selv med at drille folk med jysk dialekt en gang i folkeskolen - eller da århusianer-vittighederne gik af mode. Det kan I da ikke stadig være bitre over? Jeg synes i hvert fald, at det er træls evigt og altid at blive sat i bås qua min dialekt. Husk lige, at der inde i enhver københavner bor en sårbar lille pige - eller dreng. Også selv om den pige snakker skyndsomt og højrøstet. For sådan snakker man åbenbart, når man er født inden for brokvartererne eller i Rødovre, Næstved, Holbæk og andre gode byer på Djævleøen. Vi vælger jo ikke selv, med hvilken dialekt, vi bliver født. Det gælder både for Tina fra København, Michael fra Århus, Ahmed fra Helsingør eller Marianne fra Skive.

Al denne snak om snak, giver stof til eftertanke. Det giver én anledning til tænke over, om man ikke selv er lidt for hurtig til at dømme folk, der taler med en anden dialekt end én selv.

Bare fordi jeg taler hurtigt, højt og meget er ikke ensbetydende med, at jeg er en arrogant og storsnudet københavnertøs.

Og bare fordi Ahmed taler med multietnolekt - mere jovialt kaldet perkerdansk - er det ikke ensbetydende med, at han er en fundamentalistisk potentiel flagafbrænder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her