Læsetid: 3 min.

Tale eller tavshed

8. september 2003

Statsministerens kulturkamp er en succes: Han har sat nye betingelser for dialog. Kulturministerens kulturkamp er en fiasko: Han har præsteret at udstille sig selv som kulturkampens klovn. Statsministeren er tavs. Kulturministeren har de seneste par uger talt og talt. Han har snakket sig selv så langt ud, at den af kulturministeren udpegede aktør i den kulturelle offentlighed, formanden for litteraturudvalget under Kunstrådet, Claes Kastholm Hansen har udtalt, at man må være idiot for at sige det, Mikkelsen har sagt. Statsministerens taktik er: tavshed eller gentagelser af korte klare sætninger. Kulturministerens taktik er lange monologer på tv og i avisinterview. Det virker for statsministeren. Det virker ikke for kulturministeren.

Det mÅ have været grimt at se tv torsdag aften for kulturministeren. Temaet for Debatten på DR2 var den nu bredt verserende kulturkamp. De formodede borgerlige aktører, Karsten Madsen, kandidat for Venstre til Europa-Parlamentet, Venstres politiske ordfører, Jens Rohde, og Claes Kastholm Hansen måtte alle erkende, at de ikke havde oplevet det socialdemokratiske meningstyranni, Brian Mikkelsen har advaret imod. De ville gerne tale kulturkamp: Kastholm Hansen ville diskutere stat og individ, Karsten Madsen meldte sig som advokat for åben debat af udlændinge, Danmarks Radios journalistik og Højesteret, mens Jens Rohde brillerede med det postulat, at regeringen førte kulturkamp ved at promovere positive værdier. Ved at tale om det, man var for. Rohde undsagde således indirekte kulturministeren, der har galpet stolpe op og stolpe ned om anti-vestlige, anti-amerikanske og anti-kapitalistiske tendenser i den offentlighed i 70’erne og 80’erne. Hvis den borgerlige kulturkamp var identisk med Brian Mikkelsens tirader, blev den afviklet torsdag aften på DR2.

Det var statsministeren, der i et interview til Weekendavisen i december forklarede sit projekt som en kulturkamp. Pludselig stod Brian Mikkelsen som kulturminister og opdagede, at regeringen førte kulturkamp. Han var ikke beredt og heller ikke så utilfreds med det danske samfund, at han havde en rigtig sag. Som han også sagde til TV2 i den forgangne uge: »Danmark er verdens bedste land at leve i.« Så Mikkelsen begyndte at klynke om undertrykkelse og meningstyranni og løsne latterligt luftige anklager lidt til højre og mest til venstre. Mikkelsen kopierede en vulgær version af en venstreorienteret retorik, fordi han tilsyneladende ikke kendte til andre former for kulturkamp. Ministeren er ikke dum; han siger bare hele tiden dumme ting, fordi han ikke selv har valgt den kulturkamp, han skal agere i.

Anders Fogh Rasmussen har succes, fordi han ikke bare snakker og snakker. Fordi hans kulturkamp viser sig ved, at han kommunikerer klart og kort og siger det samme igen og igen. Han er modstander af konsekvensløshed og laden stå til. Anders Fogh Rasmussen mener, Danmark har været hjemsøgt af rundkredspædagogik og slaphed. Det er en kultur, hvor man taler og holder møder og diskuterer, og handlinger ikke får klare konsekvenser. Den kommunikation, der ikke indlader sig på diskussion, er netop kulturkampen i praksis. Det er en demonstration i autoritetsudøvelse: Hvis statsministeren mener, vi var nogle tøsedrenge og lod stå til under anden verdenskrig, så siger han det klart og med de samme ord igen og igen. For statsministerens autoritet står ikke til forhandling. Hvis historikerne mener, han tager fejl, er det også bare snak. Statsministeren indlader sig ikke dialog, fordi autoriteten sættes på spil i dialogen. Han bestemmer selv, hvornår han taler, og hvem han taler med. Han økonomiserer med sine udsagn. Og så kommer de så klart kommunikeret, at diskussionen allerede er slut. Brian Mikkelsens klynkende kulturkampspraksis er billedet på den kultur, statsministeren vil gøre op med. Det er derfor statsministeren har succes, og kulturministeren er en fiasko: Kulturministeren snakker så meget og så klynkende, at hans autoritet sættes på spil. Statsministeren underminerer den dialog: Han har på forhånd bestemt, hvad han vil sige, og hvad han ikke vil sige.

Titlen pÅ det nye regeringsgrundlag er ikke tilfældig: Noget for noget. Det lyder gammeltestamenteligt: øje for øje. Her forhandles ikke. Den strategi har statsministeren behersket til perfektion: Det er derfor den socialdemokratiske opposition er ude af stand til at formulere opposition til krigen i Irak. De er bange for at være konsekvensløse og lade stå til. De er bange for det spøgelse, der hedder fodnotepolitikken. De er bange for at realisere statsministerens fjendebillede. De tør slet ikke kritisere den militariserede politik. For statsministeren spørger: Ville I hellere have beholdt Saddam Hussein? Ville I hellere have ladet stå til? Spørgsmålet er, hvor længe de reelt vil lade stå til og lade statsministerens autoritetsbillede monopolisere forestillingen om ansvarlig ledelse.

rl

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her