Læsetid: 3 min.

Taleban-angreb skaber en ny 'tabt generation' i Afghanistan

Fem år efter afslutningen på krigen i Afghanistan og Tony Blairs berømte udsagn, at "denne gang svigter vi jer ikke", synes talebanerne og al-Qaida at være vendt tilbage med dobbelt styrke, og et af deres hovedmål er landets uddannelsessystem
4. marts 2006

LASHKAR GAR - Ghulam Rasul var ved at forlade skolen, da to bevæbnede mænd trådte ind og åbnede ild mod bygningen. Den 17-årige blev dræbt øjeblikkeligt. Mens andre elever og lærere flygtede i rædsel, fortsatte skyderiet. To andre blev ramt.

Angrebet på Kartilaya gymnasium i Lashkar Gar var blot ét i en række, der er på vej til at ødelægge Afghanistans uddannelsessystem. Indtil videre er mindst 165 skoler og gymnasier blevet brændt ned eller tvunget til at lukke af oprørske talebanere og deres islamiske allierede.

Fem år efter afslutningen på krigen i Afghanistan, og Tony Blairs berømte udsagn, at "denne gang svigter vi jer ikke", synes talebanerne og al-Qaeda at være vendt tilbage med dobbelt styrke, og et af deres hovedmål er landets uddannelsessystem. Ifølge pædagoger og menneskerettighedsorganisationer er angrebenes formål at terrorisere familier til at holde deres børn væk fra uddannelse, væk fra et arbejde, og i stedet skabe et rekrutteringsgrundlag for islamisterne. Lærerne er hovedmålet. Nogle er blevet halshugget, andre skudt for øjnene af deres elever, og en enkelt blev dræbt mens han var til sin fars begravelse.

Årene med krigen mod russerne, den efterfølgende borgerkrig og talebanstyret, har skabt en 'tabt generation' inden for uddannelsesområdet. Internationale organer og hjælpeorganisationer taler om vanskelighederne med at finde egnede projektledere.

Nu skabes der en ny tabt generation. Det moderne Afghanistans uddannelsessystem er en forbandelse for talebanerne og islamiske ekstremister fordi det omfatter piger, og tilbyder undervisning i verdslige fag. De har erklæret, at kun koranskoler, der lever op til deres krav, vil få lov til at arbejde.

Afghanere har klaget heftigt over, at hverken regeringen eller de amerikanske og britiske styrker gør noget for at standse de morderiske angreb på børn og skoler. Britiske officerer siger de vil tage sig af problemet, når der kommer flere styrker til landet.

Angrebet på Kartilaya gymnasium, der har 4.200 elever, hvoraf halvdelen er piger, lå i centrum af Lashkar Gar, provinshovedstaden i Helmand, hvor man nu har indsat en større britisk styrke. Skolen ligger et kvarters kørsel fra en amerikansk base, der nu overtages af briterne, og kun 500 meter fra en afghansk politistation. Der gik en halv time inden politiet dukkede op efter skyderiet. Amerikanerne viste sig slet ikke.

20-årige Asadullah Ali, der havde en slikforretning ved skolen, blev skudt i nakken under angrebet for to måneder siden:

"Jeg var meget heldig," siger han. "Det var også heldigt at det var lige før skolen lukkede om eftermiddagen, ellers ville der have været mange flere børn på legepladsen."

15-årige Sabira Ishmail kendte Ghulam Rasul og hans familie udmærket: "Han kom fra en anden provins, og boede hos sin onkel. Hans fætter går stadig på skolen. Naturligvis er vi meget bange, efter det her er sket."

Normalt advares der om drab på lærere med et 'nattebrev' fra islamisterne, der i første omgang beordrer skolerne lukket. Hvis man ikke adlyder, kommer gengældelsen. Haji Abdul Kassim, leder af uddannelsessektoren i Helmand-provinsen, siger: "I Helmand alene har vi fået 18 skoler brændt ned, og 66 andre er blevet lukket på grund af trusler. Her taler vi om tusind elever, der er berørt af situationen, og otte lærere er blevet dræbt. Jeg har selv modtaget et af disse 'nattebreve' med trusler på livet, men hvad kan vi gøre? Det er vores opgave at uddanne de unge. Hvis vi ikke gør det, vil Afghanistan forblive et af verdens fattigste lande."

"Men jeg forstår ikke at sikkerhedsstyrkerne, vore egne, amerikanerne og briterne, ikke beskytter disse skoler. Hvad er pointen i at have dem her, hvis de ikke en gang kan beskytte børnene?"

© The Independent og Information

Oversat af Ebbe Rossander

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her