Læsetid: 9 min.

Taleban er genopstået i Pakistan

Den pakistanske hærs øgede magtanvendelse imod militante islamister i stammeområderne langs grænsen til Afghanistan, ser ud til at give bagslag: Hvad, der begyndte som en 'krig mod terror', har udviklet sig til en alvorlig trussel, der kan destabilisere hele den pakistanske stat
14. marts 2006

BANNU - Et afhugget hoved holdes op foran menneskemængden. "Taleban har ordnet det job, som de såkaldte oplyste moderate nægtede at udføre," forklarer fortællerstemmen.

Kameraet zoomer ind til nærbillede: Det viser et blodigt lig spiddet til en stage. Øjnene stirrer vildt, et bundt pengesedler er proppet ind i den åbne mund. Den døde er en af 29 "banditter", der er henrettet for korruption og for at drive "en lastens hule", oplyses det. Filmens sidste scene viser en klynge sammenviklede lig, der trækkes igennem en gade af en pick-up-lastbil, mens hundredvis af unge mænd iklædt sorte hætter og hvide tunikaer ser glædestrålende til - geværer hænger over hver af deres skuldre.

"Må Allah give os flere ledere som mullah Omar," lyder slutkommentaren.

Denne video stammer ikke fra Afghanistan før Talebans fald i 2001. Den er produceret så sent som i december 2005 i Miramshah, en pashtunsk by i stammeområderne i det nordlige Waziristan, omkring 20 km fra den afghanske grænse. Ej heller er de mænd, der ses på den, afghanere. De er pakistanske seminariestuderende, og langt de fleste af dem er født og opvokset i Waziristan. Men i lighed med deres afghanske stammefrænder kalder de sig selv for mujahideen. Eller Pakistans Taleban.

I sidste uge greb de til våben imod Pakistans hær i et hovedkuls forsøg på at fravriste centralregeringen magten over Nord-Waziristan. Næsten 200 blev dræbt i byen Miramshah og omkringliggende landsbyer. De fleste af de døde er "militante islamister, deriblandt et antal udenlandske medlemmer af al-Qaeda", hævder hæren. Kun en håndfuld var pakistanske regeringssoldater, mens et ukendt antal var civile.

"Vold har altid været en del af tilværelsen her, men noget så slemt kan jeg ikke mindes," siger Mohammed Qamar, en lokal journalist.

I dag, en uge senere, henligger Miramshah som spøgelsesby. Alle adgangsveje er blokeret af pigtrådsspærringer, der skal holde både pakistanske og udenlandske journalister ude. Lokale øjenvidner beretter, hvordan området omkring den centrale markedsplads skal være raseret til murbrokker. Videooptagelser viser sammenkrøbne soldater bag sandsækvolde og Cobra-kamphelikoptere, der svævende foroven skyder på alt, som bevæger sig. De fleste af de 50.000 indbyggere er enten flygtet eller underlagt udgangsforbud.

"Det er rent kaos. Taleban er slået på flugt," siger hæren, men alle ved, at talebanerne stadig er der.

"Hæren er på gaderne, men alle ved, at de ikke kontrollerer situationen," siger en lokal, der som enhver anden indbygger fra Miramshah nægter at oplyse sit navn.

Amerikanske lovord

Kampene brød løs den 1. marts, efter at hæren var gået til angreb på den nærliggende landsby Saidgai, der ligger lige på den afghanske grænse. Hæren oplyste, at den havde "troværdige efterretninger" om, at der her skulle ligge en al-Qaeda-træningslejr. 51 blev dræbt.

"Og af dem var de 34 udlændinge, flere af dem tjetjenere," siger Sikander Qawwam, der er den lokale talsmand for Pakistans hær.

De lokale indbyggere siger derimod, at kun 14 blev dræbt - deraf fire stammefolk og 10 personer fra andre dele af Pakistan. Der var ingen fra al-Qaeda i landsbyen, insisterer de.

Om det var tilfældigt eller tilsigtet, så fandt angrebet sted to dage, før den amerikanske præsident, George Bush, besøgte Pakistan "for at finde ud af, om præsident Musharraf er lige så engageret, som han førhen har været, i at retsforfølge disse terrorister". Han erklærede bagefter, at han var blevet "styrket i sin tiltro" til den pakistanske leder. I betragtning af, at Saidgai havde været under amerikansk satellitovervågning, kan den pakistanske militæraktion i høj grad have bidraget til denne styrkelse.

Pakistans Taleban reagerede ved at gå på gaden i Miramshah og forbande "Amerika og dets venner". Den 4. marts besatte gruppen alle byens regeringsbygninger, deriblandt en telefoncentral. Næste dag beordrede de hærens stedlige repræsentanter til straks at fordufte eller også "tage konsekvenserne". Hæren svarede igen i form af svær beskydning fra artilleri, kamphelikoptere og raketangreb. Taleban fik det glatte lag, og hærens operation fik sjældne lovord fra oberst Jim Yonts, talsmand for USA's styrker i militærhovedkvarteret i Kabul, Afghanistan.

"Vi ser dette som et meget positivt skridt. Aktionen i Waziristan er et eksempel på, at Pakistan er aktivt deltagende i krigen mod terrorisme," sagde han.

Halvhjertet hærindsats

Pakistan har været under enormt pres for at etablere en bedre overvågning af sin 2.300 km lange grænse til Afghanistan, ikke mindst de pashtunske regioner i Waziristan. I februar præsenterede den afghanske præsident Hamid Karzai et omfattende efterretningsmateriale, der udpegede flere navngivne pakistanere som støtter af Taleban og al-Qaedas selvmordsbombere i Afghanistan. Guvernøren i den afghanske by Kandahar sagde åbent, at det er Pakistan, der står bag bølgen af selvmordsbomber. Og efter at have overlevet et mislykket selvmordsangreb den 12. marts erklærede Sebghatullah Mujadidi - der kortvarigt blev Afghanistans første præsident i Mujahideen-perioden (1992-96, red.) - at attentatet var "et værk af udlændinge og den pakistanske efterretningstjeneste".

Musharraf reagerede, som omtalt her i Information, med vrede imod disse beskyldninger, og gav Karzai besked på at koncentrere sig om at "holde orden i eget hus". Han henviste til, at Pakistan har indsat 80.000 soldater fra sine styrker langs grænsen og mistet 400 af mand i kampe mod afghansk Taleban og al-Qaeda-folk. Han påpegede, at hans efterretningstjeneste har dræbt, arresteret og udvist omkring 700 formodede al-Qaeda-medlemmer til USA, deriblandt også højtstående ledere som Khaled Sheikh Mohammed. Alligevel trives mistanken om fordækt spil fortsat og blev senest ytret af den højt ansete pakistanske analytiker Ahmed Rashid, der 26. februar skrev i Washington Post:

"Musharraf lod rigtignok pågribe nogle arabiske medlemmer af al-Qaeda, men han har undgået at lægge sig ud med Taleban, fordi han har været overbevist om, at de amerikanske ledede koalitionsstyrker ikke vil blive længe i Afghanistan. Han har ønsket at bevare Taleban som en strategisk mulighed i tilfælde af, at Afghanistan igen skulle gå i opløsning i borgerkrig og kaos."

De færreste vil betvivle, at grænseområdet rummer baser og lejre, som Taleban benytter som udgangspunkt for angreb inde i Afghanistan eller, at flere Taleban-ledere, deriblandt mullah Omar, har slået sig ned i Pakistan. (Mere usikkert er det, hvor Osama bin Laden, der sidst blev set offentligt i det østlige Afghanistan i november 2001, opholder sig). Ej heller hersker der tvivl om, at de pakistanske stammefolk giver ly til Taleban, som de føler sig forbundne med i kraft af en fælles pashtunsk identitet og tilhørsforholdet til samme stadig mere jihadiske, islamistiske ideologi.

Det afgørende spørgsmål er imidlertid, om den pakistanske hær har været for halvhjertet i sine forsøg på at slå ned på de militante udlændinge. Eller om den tværtimod har forværret problemet ved at gøre alt for meget. Sidstnævnte synspunkt er den pakistanske analytiker Ismail Khans:

"Regeringen har ved sine forsøg på at neutralisere de militante og deres udenlandske gæster, bragt sig selv i fare. Hvad der begyndte som en krig mod terror i stammeregionen har nu udviklet sig til en alvorlig sikkerhedssituation, der truer hele Pakistan."

Total fiasko

Efter 11. september-angrebene på USA brød Musharraf alle bånd til Taleban. Han tog også skridt til at hindre Talebans ledere i at vinde fodfæste i 'pashtun-bæltet' - de lovløse stammeområder langs grænsen til Afghanistan. Han appellerede således til stammelederne, de såkaldte malikker om at udlevere alle udenlandske militante, der måtte befinde sig på deres territorium. Hvis de adlød, blev de belønnet med tildeling af flere ressourcer til en af Pakistans mest forarmede regioner. Hvis de nægtede, ville deres huse blive ødelagt - helt i stil med den tidligere britiske kolonimagts 'kollektive afstraffelsesaktioner'. Bestræbelsen for at vinde stammelederne over på regeringens side skulle blive "lang, omfattende og kompliceret", siger Khan. Men der var efterhånden tegn på, at den var begyndt at virke: Skønt de kun sjældent blev udleveret, blev Taleban- og al-Qaeda-flygtningene i det mindste pålagt at holde lav profil.

Men USA var utålmodig efter at se resultater. Amerikanerne krævede, at Talebans muligheder for at indlede en modoffensiv i Afghanistan blev totalt ødelagt, og frem for alt at se bin Laden pågrebet eller dræbt. Washington var oprørt over, at hjernen bag 11. september stadig var på fri fod et sted i stammeområderne langs den pakistansk-afghanske grænse.

I marts 2004, efter kraftig tilskyndelse fra USA, marcherede den pakistanske hær ind i Waziristan for at udrydde alle "al-Qaeda-rester" én gang for alle. Resultatet blev total fiasko. Ikke blot blev 250 pakistanske soldater dræbt - hæren blev også nødt til at bede de lokale islamistiske ledere om våbenhvile. De politiske konsekvenser blev fatale, siger Khan.

"Det styrkede de militante og svækkede centralregeringens politiske repræsentanter. De militante begyndte nu at forhandle direkte med militæret og gik ikke bare uden om de lokale politiske myndigheder, men også uden om de stammeældste, malikkerne. Med andre ord forskød magtrelationerne sig fra den politiske administration til militæret og fra malikkerne til de militante stammefolk."

Stammerne bestemmer

De "militante stammefolk" er Pakistans Taleban - de selv samme, som har gennemført det hårde strafferetslige regime i Miramshah. Og udmåling af drakoniske straffe har ikke været deres eneste demonstation af politisk styrke. Over de seneste fire år har de dræbt 120 regeringsloyale, stammeledere, politi-informanter, efterretningsagenter og journalister. Efter kampene i Miramshah er de lokale stammeældste blevet advaret imod at "kollaborere" med regeringens agenter. Den 10. marts erklærede Taleban-præster, at fremover ville streng islamisk sharialov være eneste autoritet i Waziristan, ikke stamme- eller regeringslove. Faren for et talebaniseret Pakistan eller i al fald et talebaniseret Waziristan har aldrig været større, siger Khan. Hærens reaktion har hidtil været større magtanvendelse, og hvor den ikke har slået til, endnu større magtanvendelse.

"Regeringens befalinger skal føres ud i livet uanset omkostningerne - alt andet er sekundært i forhold til det," siger hærtalsmand Qawwam.

Men den strategi kommer aldrig til at virke, mener Rahimallah Yusufzai, en anden anset pakistansk analytiker. Ifølge ham har Pakistans Taleban ganske vist mistet støtte efter oprørsforsøget i Miramshah ("de fleste lokale kan ikke udstå Musharrafs pro-amerikanske politik, men de ser ikke hæren som fremmede indtrængere - dette er trods alt ikke Afghanistan"). Alligevel er han overbevist om, at en militær løsning er umulig i Waziristan.

"I denne del af verden er det stammesystemet, der løser problemerne - ikke hæren."

Khan er enig i denne betragtning, men tilføjer denne pointe: "Regeringen er nødt til at udtænke en strategi for, hvordan det pakistanske samfund kan give bedre fremtidsmuligheder for de titusindvis af arbejdsløse og fattige unge mænd, som fristes til at lade sig rekruttere af de militante," siger han.

Dette er også den almindelige opfattelse i Bannu - en markedsby, der ligger mindre end en times kørsel fra Miramshah, og som er berømte for sine krydderier. I løbet af de seneste par uger har den taget imod 6.000 flygtninge fra Waziristan. De ankommer på ladene af lastbiler - kvinderne indhyllet i burkaer, mændene tørstige og trætte, børnene udhungrede og grædende. Som alle flygtninge er de trætte, desorienterede og konfuse. Men frem for alt er de bange.

"Det var skrækindjagende," siger en ung mand, som er rejst til Bannu fra Miramshah på en traktor.

"Jeg forstår mig ikke på politik, og jeg forstår ikke, hvad der har fået de to parter til at gå i krig. Men kampene var velorganiserede. Det er grunden til, at vi ønsker, at regeringen og hæren kan bringe fred til Miramshah. 70 procent af indbyggerne ønsker det. De øvrige 30... ønsker ikke fred. Nej, jeg kan ikke fortælle dig, hvem de er. Nej, jeg kan ikke fortælle dig, hvad jeg hedder."

Graham Usher er britisk freelance-journalist

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu