Læsetid: 4 min.

Talen der ændrede alt

16. april 2004

»I lyset af nye realiteter på jorden, inklusive allerede eksisterende større israelske befolkningscentre, er det urealistisk at forvente, at udfaldet af forhandlingerne om en endelig fredsaftale vil blive en tilbagevenden til våbenstilstandslinjerne af 1949.«
USA’s præsident George W. Bush

DET TOG ikke mange minutter for præsident George W. Bush at vende op og ned på årtiers amerikansk Mellemøstpolitik, da han onsdag holdt sin hidtil mest åbenlyse pro-israelske tale. Indtil onsdag var den officielle amerikanske holdning, at de ifølge Folkeretten ulovlige israelske bosættelser på besat palæstinensisk område er en hindring for fred. Nu er en tilbagevenden til 1967-grænserne – ikke 1949-grænserne, som Bush af uvisse årsager nævner – pludselig »urealistisk«.
Ikke nok med det. I samme åndedræt underkendte Bush de flere millioner fordrevne palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage til de hjem, som de blev fordrevet fra i krigene i 1948 og senere i 1967: »Det synes klart, at en aftalt, retfærdig, rimelig og realistisk ramme for en løsning af det palæstinensiske flygtningeproblem som en del af en endelig fredsaftale, nødvendigvis må findes gennem skabelsen af en palæstinensisk stat og genhusning af de palæstinensiske flygtninge dér frem for i Israel,« som han formulerede det.
Ikke nok med at George Bush på få minutter totalt ændrede udgangspunktet for fremtidens Mellemøstdiplomati ved at have blandet sig i to helt centrale punkter i de endelige fredsforhandlinger; han formåede samtidig igen at rage uklar med FN og EU – dvs. to ud af tre partnere i den såkaldte Kvartet, som i samlet flok har sagt god for den såkaldte Køreplan for Fred.
Kofi Annan leverede i går en indirekte kritik af Bush ved at gøre det klart, at uløste spørgsmål »skal afgøres gennem forhandlinger mellem parterne, baseret på relevante resolutioner fra Sikkerhedsrådet«. Den irske forsvarsminister, Brian Cowen, sagde på vegne af EU-formandskabet, at EU ikke vil »anerkende nogen ændringer af 1967-grænserne andre end dem, man når frem til i en aftale mellem parterne«.

DET ER lidt af et mysterium, hvad der har fået den amerikanske præsident og hans rådgivere til for anden gang inden for kun et år at bryde alliancen med sine normale partnere – i dette tilfælde Kvartetten – og i stedet igen fremture med en ’vi alene bestemme’-holdning. Især når man skæver kun få hundrede kilometer væk fra de israelsk-palæstinensiske områder til Irak, hvor amerikanere såvel som irakere nu betaler prisen for arrogant enegang og deciderede fejlanalyser.
Når Bush og co. alligevel vælger at velsigne den israelske ministerpræsident Sharons unilaterale plan, må man gå ud fra, at de rent faktisk tror på, at planen – som Bush har betegnet »historisk og modig« – vil lykkes.
Sharon har lovet tilbagetrækning fra Gazastriben og dermed fjernelsen af 19 israelske bosættelser samt evakuering af en håndfuld Vestbreds-bosættelser. Til gengæld vil han styrke seks af de største israelske bosættelser på Vestbredden.
Bush og hans rådgivere håber givetvis på, at de efter en israelsk tilbagetrækning fra Gazastriben igen vil kunne få dirigeret processen i retning af en to-statsløsning baseret på Køreplanen for Fred og dermed på forhandlinger mellem israelerne og palæstinenserne selv.

DER ER dog en række realiteter, som taler imod, at denne amerikanske analyse vil holde stik. For det første lægger Sharon ikke skjul på, at hensigten med hans plan er at »beholde vores stærke greb om de store bosættelsesblokke og sikkerhedszonerne«. Hvis de nævnte seks bosættelser forbliver på israelske hænder, er en levedygtig palæstinensisk stat utopi, idet de ligger spredt ud over Vestbredden og forhindrer et sammenhængende palæstinensisk territorium. Det fører videre til en anden realitet; nemlig at Sharons såkaldte ’adskillelsesplan’ er i direkte modstrid med Køreplanen for Fred, som skulle resultere i en to-statsløsning. Sharon har gentagne gange sagt, at »i den unilaterale proces er der ingen palæstinensisk stat«.
De øvrige forhindringer har Bush selv tilføjet med sin tale. Ved at foregribe resultatet af slutforhandlingerne mellem israelere og palæstinensere har han revet tæppet væk under den palæstinensiske delegation ved at afvise deres krav, inden forhandlingerne er begyndt. Ligeledes har han udvandet en muligt palæstinensisk indrømmelse på flygtningeområdet, for hvad kan de nu forvente at få igen, når USA på forhånd har erklæret sig enig med Israel i, at flygtningene ikke skal have lov til at vende tilbage til deres hjem i Israel.
George Bush har med sin tale cementeret en historisk uretfærdighed – fordrivelsen af palæstinenserne i ’48 og ’67 – samtidig med, at han for altid har flyttet den allerede ulige magtbalance mellem de to parter yderligere til israelsk fordel. Ingen amerikansk præsident kan gøre hans ord usagte – det ville være politisk selvmord. Med Bushs tale er palæstinensernes værste mareridt kommet et skridt nærmere: At Israel annekterer Vestbredden, mens Gaza bliver lig med den palæstinensiske stat.

M.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her