Læsetid: 4 min.

Talens magt mod magtens tale

Et fremragende udvalg af fremragende tekster: En ny antologi præsenterer den tyske filosof Jürgen Habermas' tanker om demokrati og retsstat
5. juli 2005

Der synes kun at være ét slagsmål tilbage. Der synes at være én politisk modsætning, som stadig kan få folk til at diskutere politik. Inden det hele bliver overladt til popmusik for de fattige i Afrika, foragt for de fattige i Vesten og økonomiske imperativer dikteret af økonomer i tænketanke og velfærdskommissioner.

Det drejer sig om demokrati. Borgerlige og venstreorienterede kritikere af velfærdsstaten ser stadig demokrati som beskyttelse af den enkelte over for staten. Demokrati er i den optik kontrol med magtudøverne, og staten er reduceret til forvaltning. Indimellem har venstreorienterede løsnet Karl Marx' kritik af staten, og nogle gange har borgerlige ventileret de gamle liberalistiske klassikere eller helt moderne liberalistiske tænkere som Robert Nozick. Demokratiet søges reduceret til retsstat.

Over for idealet om den lille stat står alverdens socialdemokrater, der ser kollektivet som forudsætning for individuel frihed. Der gerne ser staten som opdrager og eventuelt et statsfællesskab som et kollektiv, der deler de samme værdier. Man kan også udlægge dette slagsmål som konfrontation mellem en liberal og en republikansk demokratiopfattelse. Den tyske filosof og sociolog Jürgen Habermas har i den anledning en simpel, men væsentlig pointe:

"Den demokratiske proces bærer hele legitimationsbyrden. Den skal både sikre retssubjekternes private og offentlige autonomi, for de subjektive private rettigheder kan ikke engang formuleres på en passende måde, endsige gennemføres politisk, hvis ikke de berørte selv først i offentlige diskussioner har klarlagt de relevante synspunkter for lige- og uligebehandlingen af typiske tilfælde og mobiliseret kommunikativ magt, der tager hensyn til deres nyfortolkede behov."

Denne passage er oprindeligt skrevet som efterord til andenudgaven af Habermas' demokratiteoretiske hovedværk Fakticität und Geltung fra 1992. Det er ikke dette mægtige værk, der nu udkommer på dansk, men et flot og på alle måder påtrængende udvalg af Habermas' mindre både filosofiske og politiske tekster fra 90'erne og frem, som sociologen Henning Bech har foretaget: Retsstat og demokrati. Det er en forudsætning for politisk autonomi, at den enkelte borger både er underlagt og oplever sig selv som ophavsmand til lovene. Beskyttelse af det enkelte individ forudsætter en politisk offentlighed, hvor man som borger kan træde sammen med andre borgere i et alment publikum. Det er ikke 'fælles værdier' eller traditioner, der binder borgerne sammen i et fællesskab. Det er enighed om samtalen. Den individuelle rationelle selvrealisering forudsætter et kommunikativt fællesskab, hvor talens magt sættes i stedet for magtens tale. Habermas funderer sit ideal på den demokratiske procedure på, at alle er frigjorte fra social tvang, fattigdom og basal mangel på uddannelse til at deltage i den demokratiske samtale:

"Den proceduralistiske retsforståelse fremhæver altså kommunikationsforudsætninger og procedurale betingelser for den eneste demokratiske menings- og viljesdannelse som den eneste legitimationskilde."

Politik og filosofi

Habermas har i de senere år skrevet to typer bøger: Han har fortsat sin produktion af sociologiske og filosofiske undersøgelser af det normative fundament for de moderne samfund og udlægning af det moderne som uafsluttet. Og samtidig har han samlet sine aktuelle tidsskriftsartikler og debatindlæg i dagblade i de såkaldte 'små politiske skrifter'. I de filosofisk, sociologiske bøger undersøger Habermas forholdet mellem moral, etik og ret, afdækker konflikter i demokratiopfattelser og går i dialog med både liberalistiske filosoffer, kommunitariske tænkere og de postmoderne forfattere, der med deres offensiv mod rationalitet har begået det, som Habermas har kaldt 'det store forræderi'.

I de politiske artikler har han skrevet om muligheden for et kosmopolitisk demokrati, om ophævelsen af den socialstatslige kontrakt og konsekvenserne af neoliberalismen. Heine Andersen har i Demokrati og Retsstat samlet både filosofisk, sociologiske tekster og artikler fra de små politiske skrifter. Henning Vangsgaard har begået gode oversættelser, der er solidariske med Habermas' originaltekster. Det er brillante tekster, der samlet i en antologi ikke alene giver et billede af en stor tænkers store format og omfang, men også lader den globale modernitets skrøbelighed og den demokratiske afmagt træde frem. Det ser fortvivlende ud:

"Truslen fra økologiske uligevægstilstande, asymmetrien i velstand og magt, højteknologierne, våbenhandlen, især spredningen af ABC-våben, terrorisme, narkokriminalitet osv. er nærliggende. Hvis man ikke a fortiori fortvivler over det internationale systems læringsevne, må man sætte sin lid til den kendsgerning, at globaliseringen af disse farer objektivt set for længst har forenet verden til et ufrivilligt risikosamfund."

Efter socialstaten

Det store spørgsmål er og bliver, hvordan de moderne idealer om demokrati, som alle kan være enige om, aktuelt er så svækkede. Habermas giver mange svar, men peger på en vej videre: Det store projekt for hans normative teori er etablering af betingelser for et kosmopolitisk demokrati. Som Habermas siger til dem, der udlægger den interventionistiske brug af menneskerettigheder som en ny totalitarisme: Man slipper ikke fri fra menneskeretsfundamentalismen ved at opgive menneskerettighederne, men ved at gøre den 'globale naturtilstand mellem staterne til en retsstilstand'.

Der er også i bogen en analyse af socialstatens deroute. Som henfører til det forhold, at nationalstaten som demokrati ikke længere kan regere sig selv, fordi så mange eksterne faktorer dominerer både juridisk og økonomisk. De kriser, som socialstaten var et svar på, viser sig nu igen globalt. Uligheden stiger, store sociale grupper udstødes, fordi fuld beskæftigelse ikke længere kan betragtes som et realistisk mål. Og den udstødelse afslører en ny grusomhed:

"'Risikogrupper', der hyppigere glider ud i arbejdsløshed og fattigdom og gælder som 'svære at anbringe', bestemmes efter køn, alder, børneantal, uddannelse, etnisk herkomst, helbredsmæssige handicap osv., altså efter kendetegn, der tydeliggør, at den kollektive skæbne at blive overflødig mindre end nogensinde før kan tilskrives individ."

Det kan godt være, det eneste aktive politiske slagsmål står mellem demokratiopfattelser. Men det afgørende politiske slagsmål handler om at artikulere ubehaget ved udstødelse og angsten for de globale risici ind i en fælles demokratisk og global offentlighed, der gør det muligt for borgerne som verdensborgere at påvirke de samfund, de lever i. Dette udvalg af Habermas' tekster viser, hvor lang vejen er. Og overbeviser om, at kampen mod magtens tale stadig går gennem talens magt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her