Læsetid: 5 min.

'At talenterne forlader os bør være en målsætning'

De sidste forberedelser til årets Spot-festival i Århus er i gang. Festivalen der sætter fokus på at få gang i karrieren for upcoming bands. Også de lokale. Men når det lykkes, flytter de somregel til København. Men Århus bør tørre øjnene, mener lederen af Dansk Rock Samråd. Hvorfor ikke satse på talentudvikling og lade København få konsumkunsten? Eller Horsens for den sags skyld
20. april 2006

Uden for mødelokalet i Dansk Rock Samråds (ROSA) kontor står syv papkasser fyldt med cd'er. Demoer fra blandt andet upcoming bands, der normalt spiller til gymnasiefester, fødselsdage hos vennerne, talentkonkurrencer eller på bodegaer, diskoteker i provinsen, festivaler i udlandet, på caféer i Danmark og små spillesteder i Tyskland. Steder, hvor de normalt får transportudgifterne dækket og en kasse bajere for ulejligheden. Demoen er sendt ind til ROSA med håbet om, at få en koncert på årets Spotfestival. En koncert der giver mulighed for at spille for den internationale musikbranche. Pladeselskaberne, pressen, bookerne og managerne. Det er næsten symbolsk, at demoerne står pakket i frugtkasser.

Leder Gunnar Madsen og resten af ROSA arrangerer for 12. år i træk Spot-festival i år. Hvert år har festivalen vokset sig større, og sidste år meldte Gunnar Madsen endda ud, at man ville gøre festivalen mindre i år. Færre bands. Men...

"Vi fik over 700 ansøgninger i år. Det er en stigning på næsten 40 procent, og så er det jo svært at argumentere for at give færre bands chancen. Men vi har da skåret ned. Fra 107 bands til 103," siger Gunnar Madsen.

Flaskehalsproblem

Selvom han da er stolt af, at Spot-festivalen er så populær, så er det ikke kun positivt.

"Det er jo et billede på, at der må være et flaskehalsproblem. Der er åbenbart noget usammenhængende dér. En tendens der stimulerer musikken, men så er der ikke nogen til at tage imod den og udvikle det videre," siger han.

Og det er ikke kun penge, han taler om, påpeger han.

"Det handler jo om at satse på talenterne, og i den sammenhæng synes jeg, at staten er fuldstændig fraværende. Kulturpolitikken inden for musik er efter min mening præget af enorm meget konsumtankegang. Som for eksempel, når vi her i Århus får Depeche Mode til byen kun et par måneder efter, de har spillet i København. Det er fint nok, at de gamle store bands kommer til byen, når de efterhånden spiller i alle større byer i Danmark - men det skaber næppe udvikling af dansk musik Det er for uambitiøst og kortsigtet. I Århus bør vi hellere satse på det med talenterne," mener Gunnar Madsen.

Men der er også tradition for det i Århus. En by fyldt med studerende. Det er oplagt. Overalt er der projekter, der har initiativtagere med en imponerende lav gennemsnitsalder. For eksempel spillestedet Fabrikken, designværkstedet LYNfabrikken, den alternative rock- og electronicafestival Recession og pladeselskabet Morningside Records. Sidstnævnte fremhæver Gunnar Madsen som et af de fænomener, som århusianerne bør være stolte af.

"Der er mange unge mennesker med et personligt drive. Jeg vil ikke kalde Morningside Records et typisk Århus-fænomen, for på andre områder er de meget atypiske. Men de er i hvert fald ét af mange eksempler på, at der i Århus er en stor tradition for at starte op selv og finde ud af det hen ad vejen."

Negativt Århus-fænomen

Det nyder byen godt af, når der er store kulturbegivenheder i Århus. Men det kan også have uheldige konsekvenser.

"Der kan jo godt være en form for selvbesmittelse i et sådan åbent byværksted, men det skulle jo helst ikke skabe et negativt Århus-fænomen, hvor det bliver en undskyldning for at undlade at investere, at de jo plejer at finde ud af det selv."

Gunnar Madsen tror ikke, at det er uvilje fra politikernes side, det handler om, og det er også derfor, det er vigtigt for ham at understrege, at det ikke kun handler om pengene.

"Det handler om, at politikerne skal begynde at tage musikken alvorligt. Rytmisk musik er kommet for at blive, og er ikke kun en del af en ungdomskultur. Det er et område i vækst, og derfor er det vigtigt, at vi sætter fokus på processen i stedet for produktet."

Men der er tegn på, at politikerne får øjnene op for det. Kulturminister Brian Mikkelsen har været meget interesseret i ROSA's mangeårige eksportarbejde og har på den baggrund blandt andet støttet Music Export Denmark- initiativet, der arbejder med at promovere danske bands - kendte som ukendte - i udlandet, påpeger Gunnar Madsen.

"Det er helt forkert, at vi konstant er orienterede mod konkurrencen mellem København og Århus. Vi århusianerne har så ondt i røven over, at mange at talenterne flytter til København, så snart de slår igennem, men for mig at se bør det være ambitionen. Der er meget, som Århus bare er for lille til. Men der er altid det dér element af lillebrorkompleks."

Konsumkoncerter

Efter Gunnar Madsens mening bør man netop satse på det, Århus kan, som er svært for København.

"Det er lykkedes os at stable en internationalt kendt event som Spot-festivalen på benene," siger han og peger ud mod frugtkasserne uden for mødelokalet, før han forsætter: "Og jeg tror ikke, det er tilfældigt, det er i Århus. Der er ikke så stor afstand mellem spillesteder, musikere, pladeselskaber og så videre, som der er i København. Og hvorfor ikke satse på netop det og sætte processen i fokus. København er stor nok til de store koncerter, og nu er det lykkedes Horsens at promovere sig som arrangør af de store konsumarrangementer, som selvfølgelig også skal være der. Det er flot gjort. Men det er da blot endnu et argument for, at Århus skal satse mere på noget andet, som for eksempel talentudvikling."

Kulturel konservatisme spiller en rolle her, mener Gunnar Madsen. Man er fanget i et limbo mellem tradition og fornyelse.

"Det er jo altid et skisma for alle byer. Hvad skal vi satse på? Og så er det jo bare nemmere at satse på det, man allerede har. Man er tilbøjelig til at føle sig forpligtet til at holde etablerede institutioner kørende, og også i forhold til dem sætter man sig mellem to stole. Konsum og udvikling. Det bliver en stillingskrig mellem det folkelige og det kunstneriske," siger Gunnar Madsen uden at nævne Århus Festuge, men konfronteret med det er det jo nok meget den, han taler om.

"Festugen har alle dage været en meget omdiskuteret begivenhed. Og der er jo et stort potentiale i den gamle institution, men netop den er et billede på den omsætningsbaserede indstilling, som er tendensen i Århus. Det halve byråd sidder jo i bestyrelsen, og det må man beklage. Det er ikke nødvendigvis godt for den kunstneriske udvikling og dynamik eller ambitionerne i det hele taget."

Også i forbindelse med festugen mener Gunnar Madsen, at Århus skal orientere sig mere mod udlandet.

"I en globaliseret verden er det uambitiøst kun at orientere sig mod det lokale. Det er Danmark for lille til. Og vi bør blive mere opmærksomme på, at der er en hel verden derude. Som Morningside Records, der sender bandet Figurines til USA og Canada, selvom de ikke er særlig store i Danmark endnu," siger han og henviser til, at også Spot-festivalen som noget nyt i år har indført en kombinationsbillet, hvor man køber både adgang til festivalen, overnatning og transport til Århus fra både Norge, Sverige og København.

"Der er jo stadig den geo-grafiske forudsætning, at vi ligger i Jylland. Men det er en lille forhindring, og det kan vi arbejde med. Musik er en global størrelse."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her