Efter at have fået vind i sejlene med Berlin-priser til En soap er New Danish Screen (det tidligere Talentudvikling) nu klar til at præsentere de otte første korte fiktionsfilm på NatFilm. De otte film vidner om, at meget forskellige instruktører har fundet vej til støtteordningen med plads til eksperimenter og genrebrud.
Filmene favner fra det mere lyrisk filosoferende som Sami Saifs registrering af menneskets daglige eksistentielle venten og forventning i Awaiting over filmklipperen Martin Zandvliets eksperimenterende instruktørdebut Jeg som regel til mere regulære novellefilm som den tragikomiske Pandasyndromet om en 17-årig drengs oplevelser i forbindelse med en forhuds-forsnævringsoperation eller kammerspillet Liv om en betændt jul med magtkamp mellem en mor og hendes 14-årige datter.
Som den kunstneriske leder af New Danish Screen Vinca Wiedemann sagde, da hun mandag præsenterede den første høst, må man endelig melde tilbage, hvis man kan finde en rød tråd, der samler de otte film. Hun kan ikke, og diversitet må vel egentlig også være et succeskriterium for en støtteordning, der efterlyser, at "filmfolk ikke forfalder til konventionelle, overleverede udtryk, men til stadighed stræber efter at afsøge grænser og skabe nye oplevelser for publikum".
Spydspidser og sporskift
Talentudviklings erklærede målgruppe er både de nye talenter på professionelt niveau og de mere erfarne. Det afgørende er, at manifesterede talenter får mulighed for at udvikle sig eller skifte spor. De fleste instruktører bag de otte film har andre korte produktioner bag sig, men har villet noget nyt med deres aktuelle film.
Blandt dem er Julie Bille, der har en baggrund som grafisk designer og er uddannet på den alternative filmskole Super-16. Hun har tidligere lavet en række kortfilm, der især har beskæftiget sig med det visuelle udtryk. Med Hundeøjne ville hun udforske menneskets psyke med en historie om en sociopat, der ved et tilfælde havner på en firma-teambuildingtur sammen med en gammel veninde.
"Filmen videreudvikler mit tidligere arbejde, men jeg følte mig også parat til at slippe det visuelle univers, jeg efterhånden har udforsket i mange år og prøve noget nyt. Det kunne jeg med den her historie, hvor mit visuelle bagland selvfølgelig smitter af på hverdagshistorien, men hvor det centrale er at beskrive spillet mellem historiens to piger på en troværdig måde."
Producenterne vil lege
Ib Tardini fra Zentropa bestemte sig for at producere Hundeøjne, bl.a. fordi han så den konfliktfyldte skæbnefortælling som en oplagt mulighed for Julie Bille til at arbejde mere med personinstruktion. Han gik dog ind i projektet med nogle enkelte 'love' som han siger, for skal man gå ind i et sådant projekt, skal man gå ind i det som en leg. Og skal det være en leg, vil han også gerne lege med.
"Hvis jeg skal være med til at lege, så vil jeg have et fingeraftryk, og jeg vil sikre mig, at vi får den bedste film igennem maskineriet. Min opgave er at se, hvordan jeg for de få penge laver et rum, hvor instruktøren kan hoppe så meget rundt som muligt, men jeg skal også sørge for et sikkerhedsnet. Derfor havde jeg f.eks. en lov om, at der skulle en bestemt klippekonsulent på. En anden lov var, at jeg ville have to kameraer, fordi det er min erfaring, at der tit er materialemangel på billige film."
Julie Bille lægger ikke skjul på, at det ikke har været enkelt at forholde sig til et andet apparat end normalt og en stærkere producent, der gør sine erfaringer gældende. Men netop derfor har processen også været lærerig og udviklet hende som instruktør, og det går igen blandt instruktør-producent-konstellationerne, at man er nødt til at ville noget med hinanden og projektet.
I New Danish Screen gør man det ikke for pengenes skyld.
Eksperiment med tiden
Christian Dyekjær ville også prøve noget nyt i talentpuljeregi. Han har tidligere instrueret fem novellefilm samt en række afsnit af TV2's Hotellet og drømte om at filmatisere Line Knutzons teaterstykke Snart kommer tiden.
I det oplever ægteparret Hilbert og Rebekka på hendes 35 års fødselsdag, at deres syv-årige søn vender hjem fra spejdertur som en 57-årig mand. 50 år er gået uden spor, hvilket naturligt nok giver stof til eftertanke. Hvordan man løser det greb på film, ville Christian Dyekjær gerne udforske.
"Jeg tror, at hvis en film tror fast nok på noget, så tror vi som publikum også på det. Film handler om at holde fast i en eller anden virkelighed. Skuespillere skal agere kede af det, så vi tror på det. Og hvis en film insisterer på, at nu er der bare lige gået 50 år, så skal den få os til at tro på det. Det har været spændende at arbejde med det greb, og jeg har lært meget af at skulle holde fast. Både på manuskriptplan, på optagelserne og i klippefasen. Man skal holde fast i sin vision, selv om den måske i første omgang kan virke svær for andre."
Som Line Knutzon, der har været inde over manuskriptet supplerer, så skal man tit bare rømme sig på et forkert tidspunkt, for at folk i filmbranchen bakker ud af noget, der virker anderledes. Det er herligt, når nogen vil lege på film.
Det viser de otte film, at der er talenter med lyst til. I morgen præsenteres de første fire spillefilm fra New Danish Screen, og så er første runde af kortene lagt på bordet til debat af talenter og eksperimenter, visioner og realiteter.
De otte første korte fiktionsfilm fra New Danish Screen:
'Awaiting' af Sami Saif (11 min.)
'Jeg som regel' af Martin Zandvliet (10 min.)
'Hundeøjne' af Julie Bille (29 min.)
'Liv' af Heidi Maria Faisst (60 min.)
'Pandasyndromet' af Rune Schjøtt (24 min.)
'Hawaii' af Michael Noer (23 min.)
'Koma' af Kasper Bisgaard (25 min.)
'Snart kommer tiden' af Christian Dyekjær (41 min.)
De otte film vises som to programmer i Grand. De fire første vises i aften kl. 21.30 og lørdag d. 1. april kl. 14.15. De fire sidste film vises i morgen kl. 21.30 samt søndag d. 2. april kl. 14.15.
I morgen kl. 10-15 i Cinemateket er der seminar om New Danish Screen med præsentation af talentpuljens første fire spillefilm og debat. For info, se natfilm.dk
