Læsetid: 3 min.

Det taler vi ikke om

17. februar 2007

Intentionerne om at bekæmpe racisme og fremmedhad er gode og relevante. Ingen tvivl om det. Almindelig menneskelig anstændighed som f.eks. respekt for folk, der er anderledes end én selv, kræver i visse tilfælde en hjælpende hånd med på vejen. Ideen er - ifølge den danske justitsminister og det tyske EU-formandskab - at sende et signal til omverdenen om, at vi i Europa står sammen om visse grundværdier, og at opfordring til had mod bestemte etniske grupper er noget, vi absolut ikke tolerer.

Fint! Men forslaget går for vidt, når det kræver forbud mod at tale om visse emner. I Europa er vi nemlig aldeles ikke enige om, hvad det er, der må og ikke må tales om.

I DANMARK og de andre nordiske lande har vi en tradition for ytringsfrihed, der giver både Thor og Loke lov til at sige, stort set hvad de vil - lige indtil de rammer straffelovens artikel 266b, der beskytter deres modparter mod trusler, hån og nedværdigelse.

Under debatten om Muhammed-tegningerne var der flere, der mente, at paragraffen skulle bruges, og at der skulle rejses sigtelse mod Jyllands-Posten for at have hånet muslimer. Ophavsmanden skrev faktisk i sin artikel, at lidt hån måtte alle finde sig i. Men alle anklager blev som bekendt afvist, og de blev ikke fulgt af politiske krav om at stramme paragrafferne. Et bevis på hvor bredt ytringsfriheden tolkes i Danmark. For nogle år siden var der endnu en debat af samme slags. Skulle nazisternes lokale radioudsendelser i Radio Oasen virkelig have støtte. Konklusionen var, at radioen skulle fungere på samme vilkår som alle andre radiostationer.

I Tyskland eller Østrig ville det synspunkt udløse åndeløs måben. At være nazist, erklæret nazist, er ikke forbudt? De får oven i købet lov til at lave radioudsendelser?

Tysk historie er en ganske anden end den danske. At tyskere bobler af vrede eller bliver overrislet af gåsehud blot ved tanken om ikke at sætte meget markante grænser for nazister, er forståeligt ud fra historien. Men der er endnu en lille forskel: Måden at gribe problemer an på er forskellig i de forskellige EU-lande, en god formulering kunne være at sige, vi har forskellige syn på 'den demokratiske debat'.

Norden har tradition for åbenhed - frem i lyset med debat, holdning, dokumenter. Lad os se, hvad det handler om, lad os skændes om det, prøve at finde en løsning. Og ja, vi respekterer hinanden på trods af uenigheden, selvfølgelig. Vi er jo bare uenige. Folk får lov til at udstille deres syn på verden - og eventuelle dumheder - uden at bestemte emner er undtaget. Indtil vi rammer straffeloven.

"Europæisk kultur har nu godt af ytringsfriheden," siger justitsministern om det. "Jeg tror, den har gjort os til et mere oplyst folk og langt, langt mere tolerant folk, end hvis man havde forbudt alt muligt."

Alligevel støtter hun det europæiske signal, der - set fra et nordisk synspunkt - kun er blevet spiseligt, fordi lovforslaget er så spækket med undtagelser, at Danmark for eksempel ikke skal ændre det mindste i sin lovgivning.

MEIN KAMPF, skrevet af Adolf Hitler, er i Danmark indtil videre en historisk bog, der ved en simpel søgning på www.bibliotek.dk dukker op 40 gange - på forskellige sprog, blandt andet som lydbog, i blindskrift og på urdu.

Skrevet i 1926 femlægger den AH's syn på, hvordan Europa skal regeres af Tyskland og dets allierede, at den ariske race er andre overlegen og meget mere fra den lejr. De fleste af os ser den som et historisk dokument, der kan hentes frem til afskrækkelse og måske til en forståelse af det 20. århundredes største katastrofe.

Der er meget stor sandsynlighed for, at bogen også findes på boghylden hos nogle i Danmark, der bakker op om bogens forfatter, hans ideer og bogens indhold. Det er indtil videre fuld lovligt.

Med den nye lov ville Mein Kampf kunne forbydes i nogle lande. Historisk læsning forbudt? Her ville danskere jo fare op (som tyskerne gjorde ved tanken om nazistradioen) og - i bedste fald - undre sig.

EU-forslaget er strikket sammen på en måde, at den øverste domstol stadig er Menneskeretsdomstolen i Strasbourg, og den sikrer traditionelt stor ytringsfrihed.

Men hvad får vi ud af hele øvelsen? Den simple kendsgerning, at vi i Europa har forskellige syn på ytringsfrihed, bliver ophøjet til dilemma. At vi ikke kan blive enige om dilemmaet, bliver mejslet ned i en kringlet lovtekst, der - tillader alle at fortsætte som hidtil.

Hvorfor skal vi så overhovedet have den?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu