Læsetid: 4 min.

Taliban er stærkere end nogensinde

Selvmordsaktioner og vejsidebomber er blevet hverdagskost i Afghanistan. NATO opretter stammemilitser i et forsøg på at undgå direkte konfrontation med Taliban. Våbenhvilen i Musa Qala vil danne skole, mener ekspert
27. november 2006

Hafez Daoud Shah på 21 er en af stadig flere unge afghanere, der er parat til at ofre deres liv for at bekæmpe de danske, britiske, canadiske, tyske og amerikanske tropper i landet - og alle afghanere, der hjælper dem. Fra sin fængselscelle i den afghanske hovedstad har han fortalt New York Times, hvordan han og tre andre unge afghanere kom til Kabul fra en flygtningelejr i Karachi, Pakistan for at sprænge sig selv i luften. Kun attentatet ved det afghanske indenrigsministerium lykkedes. 12 dræbte og mindst 40 sårede. Blandt ofrene var en kvinde og hendes barn.

Selv blev Shah arresteret, før han kunne nå at gennemføre sin del af aktionen.

Ifølge hans beretning blev de fire unge mænd sendt af sted af en religiøs leder fra Lysets Moske, Masjid e-Noor, i Karachi.

I Kabul fik de udleveret sprængstoffer og specialsyede veste af deres kontaktperson 'Omar', en talibaner fra Kandahar.

"Vestene var tunge, der var en masse sprængstof i," fortæller Shah, der fik løfte om, at hans familie ville få 1.400 dollar, når hans mission var fuldført - en formue i et land, hvor gennemsnitslønnen er omkring en dollar om dagen.

Nye metoder

Selvmordsaktioner som dem, Daoud Shah fortæller om, er de seneste måneder skyllet hen over Afghanistan. Og det samme gælder vejsidebomber. Mindst 90 selvmordsaktioner er blevet gennemført i år med oktober som det foreløbige højdepunkt. For et år side var såvel selvmordaktioner som vejsidebomber en sjældenhed i Afghanistan, men de seneste måneder er både antallet af angreb og antallet af ofre vokset.

Afghanistan-eksperter peger på Iraks som den oplagte inspirationskilde til Talibans nye såkaldt "asymmetriske" krigsførelse. Her har kombinationen af selvmordsaktioner og velsidebomber vist sig at være et utroligt effektivt våben mod den militært overlegne koalitionsstyrke.

"Taliban er blevet langt mere effektive end tidligere. De har lært meget, blandt andet af deres kolleger i Irak," bekræfter Afghanistan-ekspert Conrad Schetter fra Bonns Universitet.

Både han og Forsvarsakademiets Afghanistan-ekspert Peter Dahl Thruelsen forudser, at selvmordsaktioner og vejsidebomber vil eskalere yderligere.

"Det har især taget fart efter Operation Medusa her i efteråret," siger Thruelsen med henvisning til NATO's stort anlagte septemberoffensiv mod Taliban. Han mener, at den nye strategi skyldes Talibans store tab under operationen, der ifølge NATO-kilder har kostet mindst 1.100 talibanere livet.

Britiske forsvarskilder sætter imidlertid et stort spørgsmålstegn ved, hvor hårdt Taliban er ramt. Blandt de dræbte er kun ganske få ledende medlemmer af Taliban, siger de. Resten er fodfolk, der sagtens kan undværes i en bevægelse, der vurderes at bestå af op mod 10.000 mand.

Til sammenligning udgør den samlede udenlandske styrke i Afghanistan omkring 40.000 mand, heraf 31.000 ISAF-soldater.

Opgiver kontrol

Conrad Schetter er en af dem, der mener, at Taliban langt fra er svækket.

"Taliban er ikke svækket. Tværtimod. Når vi ikke ser så mange almindelige konfrontationer med NATO-styrkerne, skyldes det først og fremmest NATO's nye strategi, hvor de bevidst undgår at komme i direkte konfrontation," siger han og peger på den opsigtsvækkende våbenhvile, som ISAF-styrken har indgået med Taliban i Helmand-provinsen.

I ørkenbyen Musa Qala, hvor den danske Afghanistan-styrke tidligere på efteråret befandt sig under veritabel belejring fra Talibans side, er der nu fred og ro, takket være en våbenhvile formidlet at lokale stammeledere med gode forbindelser til Taliban.

"ISAF er i gang med at bygge en buffer op mellem sig selv og Taliban ved hjælp af stammemilitser og lokalestammeledere Det er meget interessant, for det er præcis samme taktik, som russerne brugte for 20 år siden i de områder, hvor de ikke kunne opnå kontrol," forklarer Schetter.

I Helmand betyder det, at ISAF i praksis har trukket sig tilbage til de store byer for at undgå konfrontation med Taliban. Det har fået kampene til at stilne af, og i stedet gennemfører NATO så kirurgiske flyangreb på talibanernes formodede gemmesteder.

"Det er derfor, der er så roligt i Helmand i øjeblikket. Det er ikke, fordi Taliban er svækket. Tværtimod er Musa Qala-aftalen et tegn på, at NATO har opgivet at få kontrol med området," siger han.

"NATO følger samme strategi som Pakistan, der i september trak sine styrker helt ud af grænseområdet mellem de to lande. Reelt har man oprettet et "Pashtunistan," både i grænseområdet og i Helmand."

Kursændring

Hverken NATO eller de enkelte lande, der har tropper i Afghanistan, lægger skjul på, at slaget om Sydafghanistan er en væsentlig baskere omgang end ventet. Både politikere og militærfolk har på det seneste erkendt, at krigen mod Taliban ikke kan vindes med militære midler alene.

"Det er bl.a. selvmordsaktionerne, der har fået militæret til at indrømme, at krigen ikke kan vindes med militære midler," mener Conrad Schetter. "Det er stadig meget kontroversielt at sige, at der er behov for er en politisk løsning. Bl.a. fordi det indebærer, at man må forhandle med Taliban," siger han.

Det har politikere og militær selvfølgelig hele tiden vidst, men der har ikke været nogen, der har sagt, at det der er behov for, er en politisk løsning. Bl.a. fordi det indebærer, at man må forhandle med Taliban", siger han.

Og det er der ingen vej udenom, slår Schetter fast.

"Uanset, hvad vi måtte synes om Taliban her i Vesten, er det nødvendigt, hvis man vil have en langtidsholdbar løsning i Afghanistan. Taliban afspejler holdningerne hos en stor del af den afghanske befolkning og er derfor en magtfaktor, vi er nødt til at forholde os til," siger han.

Britiske efterretningskilder anslår, at op mod 80 procent af den afghanske befolkning i syd støtter Taliban, mens 20 procent venter og ser, hvem der vinder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu