Læsetid: 4 min.

Talking 'bout my (re)generation

På deres første plade i 24 år formår de to resterende medlemmer af The Who langt hen ad vejen at vise verden og de unge rockløver, hvor det skide rockskab skal stå
8. november 2006

Det er svært ikke at blive en smule mistroisk, når et hæderkronet band beslutter at lade sig gendanne. Ikke mindst, hvis to af bandets oprindelige medlemmer har budt verden ret farvel og er draget af sted mod rockens evige jagtmarker, hvor der står en villig groupie på hvert et gadehjørne, og man kan indtage al den kokain, hjertet begærer uden bivirkninger! Nå, men når bandet oven i købet er et af rockens skrappeste og vigtigste nogensinde, vokser mistroen til uanede højder. Hvorfor ikke bare hvile på laurbærrene, drenge? Hvorfor forsøge at overgå et bagkatalog af sange, der hører til rockens fortræffeligste og mest stildannende, og som tilmed har bevist deres uhørte slidstyrke igen og igen? Og sådan kunne jeg blive ved, når talen falder på The Who, et af mine all-time yndlingsorkestre, især hvad angår gruppens sindssvagt frugtbare periode fra 1965 til 1975, hvor den som naturlov spyttede klassikere ud som vi andre vindruekerner.

Allerede i 1978 døde gruppens uregerligt eksplosive trommeslager Keith Moon som følge af, hvad man kun kan kalde en ubehersket rock'n'roll livsstil. Og i 2002 under én af rigtig mange turnéer, det blev til, efter det i 1984 'officielt' blev bekendtgjort, at nu var The Who altså opløst, døde bassisten John Entwistle af fuldstændig samme årsager- i Las Vegas, tilmed. Tilbage i deres lænestole sidder så gruppens primus motor, sangskriver, idemager, rytmeguitarist par excellence og hele raison d'tre, Pete Townshend, og dens uforlignelige stemme og dynamiske frontfigur, Roger Daltrey. Førstnævnte med en solid om end lidet spektakulær solokarriere, sidstnævnte med en sideløbende karriere som skuespiller og sin ørredfarm. Nu har de to nogle og tresårige gentlemen så besluttet, at efter 24 års stilhed på pladefronten er det på tide at velsigne verden med et nyt Who-album.

Den gode nyhed er, at pladen, som duoen har valgt at kalde Endless Wire, hverken er patetisk eller pinlig. Tværtimod er den fremragende og kompositorisk langt mere substantiel og interessant, end hvad man tør sige om størsteparten af tidens 10-for-en-krone rock-revivalister, der godt nok over en bred front har skamlyttet til The Who, men ikke for alvor formået at gøre dem kunsten efter. Der er i det hele taget fraset en Jack White her og en Alex Kapranos der en lammende mangel på gode sange i den pågående rockbølge, hvilket så ikke er tilfældet med størsteparten af de 19 nye kompositioner, der udgør Endless Wire. Som så tilmed nægter at kede eller underkende lytteren.

Okay, en ven har igen og igen stukket til mig i forbindelse med min begejstring for Dylans seneste opus, som vedkommende slet ikke mener matcher mesteren i dennes storhedstid. Det er der måske lidt om, men: Derfor er Modern Times nu stadigvæk en pissegod skive. Hvad enten Bob så har stjålet hele lortet eller ej! Det vil vi Vilde Engle som bekendt skide på, så længe musikken spiller.

Så hvis nogen forventer en ny My Generation (1965), Tommy (1969), Who's Next (1971) eller Quadrophenia (1973), så lad mig da (for ikke senere at blive revet samme i næsen) fluks fastslå, at vi ikke helt befinder os i de luftlag. Selvom Endless Wire er tæt på at være The Who's bedste siden sidstnævnte. Så er det af vejen. Klar? For her kommer en stribe grunde til, at pladen holder, lige meget hvor belastede dens ophavsmænd er af fordums bedrifter.

Noget ganske særligt

Pladen falder i to afdelinger: Først ni straighte sange lige fra posen, derefter yderligere 10, sammenhængende numre, som tilsammen udgør mini-operaen Wire & Glass, der tager deres afsæt i Townshends pågående 'web-log novella', The Boy Who Heard Music, der handler om det hedengangne rockband The Glass Household, som det huskes (eller hallucineres) af den gamle, psykisk ustabile rocker Ray High. Lyder det sært og lidet rock'n'roll, er det måske fordi lytteren ikke er bekendt med Townshends særegne rock-kosmologi, hvor bl.a. religion, død, genfødsel, spiritualitet, hverdagsrealisme, galskab, globale netværk, fremmedgørelse, forsoning og rock'n'roll indgår. Meget townshendsk og sikkert også lidt fortænkt, hvilket dog ikke skal forhindre denne lytter i at lytte uden om det konceptuelle og bare hengive sig til den fint sammenhængende suite uden alt for mange bagtanker. Eneste anke er, at mange af numrene er lige korte nok og ikke altid løfter sig over skitseplanet. Men det forrygende opløftende 'Mirror Door' og det afsluttende, lavmælte 'Tea & Theatre' er to eksempler på, at det her altså er noget ganske særligt.

Før det kommer så vidt, er der lige ni andre gode grunde til ikke at afskrive The Who. Der lægges (bevidst) ud med et synthesizer-mønster, som peger direkte tilbage til åbningssalutten 'Baba O'Riley' fra Who's Next. Parret med sitrende powerakkorder og en anråbende Daltrey er det ren årgangs-Who. Daltrey er i storform hele vejen igennem, men for afvekslingens skyld synger Townshend seks af pladens sange som en art rusten britisk Dylan. Vreden i det overvejende akustiske 'A Man In A Purple Dress' (der relaterer til de anklager om downloading af børneporno, Townshend fik på halsen i 2000 og siden frikendtes for) er til at tage og føle på, men forløst så elegant som kun et par gamle ræve formår. Mens 'Mike Post Theme' - et ætsende angreb på moderne tv-kultur - vil kunne få hvem som helst til at pakke luftguitaren ud.

Der er praktisk taget ingen kiksere at finde på dette afvekslende og veludførte album, som de færreste nok turde have forudsagt ville blive så godt (eller føles så rigtigt), som tilfældet er. Vildt ambitiøst, skamløst prætentiøst og overbevisende dybtfølt er det gennemsyret af en ånd, en eventyrlyst og en gennemborenede intelligens, der kun sjældent optræder i rock'n'roll nu om stunder. En vaskeægte vinder, der beviser, at der altså er plads til et par udfordrende veteraner i det 21. århundredes spejlgalleri af wannabes og eftersnakkere.

* The Who: 'Endless Wire' (Polydor/Universal)

For mere om 'The Boy Who Heard Music', check www.petetownshend.co.uk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu