Læsetid: 3 min.

Talmagiens magt

26. september 2005

"Om lidt bliver jeg 30, og af hensyn til min fertilitet, kræftrisiko og sociale prestige ville det være rigtig fint, hvis jeg var en fire-fem måneder henne," skrev Nina Skyum-Nielsen fortvivlet i Information den 17.-18. september, fordi hun er en afviger; hverken gravid eller mor og snart 30 år.

Kronologisk alder er en af de mest stressfremkaldende faktorer i dag, og det rammer høj og lav, ung og gammel, hvilket fremgår af min bog Lives skal leves forlæns, baglæns og sidelæns, der består af interview og kulturanalytiske kommentarer.

Kronologisk alder er kulturelt bestemt; det er ikke alle kulturer, der i samme grad som vores ligger under for strenge krav om alt det, man skal nå inden bestemte fødselsdage.

Naser Khader, en af de interviewede, kommer fra en kultur, hvor man, da han blev født i 1963, ikke gik så meget op i lige præcis hvilken kronologisk alder, man har. Da han kom til Danmark, blev hans CPR-nummer udstedt med datoen for indrejsen i landet.

Men nu er Naser Khader dansker, og derfor tænkte han også lidt over det at blive 40, da han rundede dét hjørne, fortæller han i bogen.

Fællesskabet

I Danmark tænker vi rigtig meget over kronologisk alder. Vi tænker på vores egen alder, på andres alder, og vi styres statsligt og politisk efter vores alder.

CPR- nummeret er hver enkelt individs personlige kontrakt med staten; heri indgår udelukkende oplysninger om vores alder og køn. Mere har staten ikke brug for, så kan registrene køre beskeder ud om, hvornår vi skal begynde i folkeskolen, hvornår vi har lovlig adgang til sex, alkohol, ret til at køre bil, tilladelse til at gifte os med udlændinge, ret til efterløn og folkepension, eller hvornår vi ikke har adgang til arbejdsmarkedet længere.

Ræset om den kronologiske alder handler om at komme ind i fællesskabet, eller om at undgå at blive hældt ud; om kulturel inkluson og eksklusion. Børn længes efter den næste fødselsdag; for jo længere, man kommer frem i kronologisk alder, jo flere rettigheder får man.

Den stramme køreplan

Når man er 10, er det yt at være barnlig, så handler det om at komme ud af barndommen hurtigst muligt, for den er fyldt med restriktioner. I den anden ende af livet handler det om at undgå at komme ind i alderdommen, for der er mest kulturel status i voksenlivet.

Som ung vælter man rundt i adgang til voksenfilm, sex, alkohol, og retten til at være "en 17-årig idiot", som 17-årige Louise Kirk udtrykker det i min bog.

Men ret hurtigt vender lykkerusen ved at opnå en accepteret kronologisk alder; den viser sig nemlig også at rumme forpligtelser. Som 17-årig må man gerne være en fordrukken spasmager, men når man er 20, skal man have valgt en uddannelse, en karriere og bestemt sig for en fremtidig livsvej.

"Af de veje, du kan vandre, bliver der kun én tilbage, og så er der ikke andre." Sådan citerer 62-årige professor Marianne Schroll forfatteren Erik Knudsen. Unge får indtryk af, at valgmulighederne er uendelige, men vi lever samtidig i en kultur, der fremhæver forestillingen om, at livet er som en tragt, der snævres ind, og allerede i 35-40 års alderen er det vanskeligt at skifte spor.

Man skal have truffet sine valg. Som 32-årige Lotte Bundsgaard siger i interviewet med hende: "Når man er mellem 20 og 30, kan man jo godt søge rundt efter alt muligt andet. Men mellem 30 og 40 går det ikke."

Forestilingen om den kronologiske alder styrer fællesskabet og det enkelte individs livsløb med normalitetskrav, der giver kriser og sejre, som vi tror, er personligt betingede.

I virkeligheden lever vi med en stram køreplan for individuelle præstationer, som er baseret på en kulturelt anerkendt talmagi.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu