Læsetid: 2 min.

Tam Bournonville i lækker indpakning

Kun ét sted i sin citatsuppe standser Tamm op og spørger: 'Hvorfor skrev Bournonville det?'
3. juni 2005

'BOURNONVILLE' står der med store bogstaver hen over bogens indbydende forside. Her optræder balletmesteren på malerier som både barn og ung og voksen. Dermed ligner bogen den store biografi, vi sådan har længtes efter at få: den autoriserede personfortælling, der samler alle nyopdagelserne og tolkningerne omkring Bournonvilles sammensatte person - og Den Kgl. Ballets unikke, men også skrøbelige generation af overleverede trin og øjekast. Fra 1805 til 2005.

En sådan bog har Ditlev Tamm ikke formået at skrive. Det er som om, at han aldrig får vinklet sin historie - måske fordi hans fascination af personen Bournonville er langt mindre end hans fascination af samfundet omkring Bournonville. Hans løsning er blevet en biografi over 'samfundsborgeren Bournonville' - hvorefter han faktisk kaster sig ud i en levende skildring af, gæt hvem: Napoleon!

Nu kan det selvfølgelig godt være, at Ditlev Tamm har ret i, at Bournonvilles dyrkelse af Napoleon er blevet kraftigt overset af de tidligere Bournonville-historikere. Allan Fridericias biografi fra 1979, August Bournonville. Balletmesteren som genspejlede et århundredes idealer og konflikter, nævner f.eks. kun Napoleon seks gange. Kernen er vel bare den, at Napoleon ikke er så vanvittig vigtig for forståelsen af Bournonvilles sociale gøren og laden over for balletdanserne, kunstmiljøet og borgerskabet i København. Men at Napoleon tydeligvis er vigtig for Ditlev Tamm.

Ingen ynde

Spørgsmålet er, hvordan så samfundsborgeren Bournonville kan ses i værkerne af koreografen Bournonville? Her løber Ditlev Tamm tør for svar, udmattet af frankofile fordybelser eller blot uopmærksom på værkernes idéindhold. I stedet kommer alverdens breve og citater fra Bournonville selv - erindringerne gengives ubearbejdet fra originalen 1847-78, ikke fra Niels Birger Wambergs nydigtning fra 1979, hvilket gør bogen unødvendigt svær at læse.

Sprogligt er bogen en ufrivillig hopsa. Ditlev Tamms egne passager humper omkring som fulderikker i træsko, fejlagtigt neddumpet i Bournonvilles koreografi af glidende ynde og koordineret harmoni. Det er overordentlig mystisk at læse. Kildehenvisninger kastes i kulissen eller glemslens scenehuller - (her kunne Tamm dog have lånt inspiration i Erik Aschengreens nylige biografi om Harald Lander, der viser, hvor elegant en forskerdokumentation kan flettes ind i populært formidlet personfortolkning). Ærgerligt er det. Og gammeldags.

Ingen tårer

Hverken analyse eller psykologi er Tamms gebet. Kun ét sted i sin citatsuppe standser han pludselig op og spørger: 'Hvorfor skrev Bournonville det?' Og grotesk nok: Balletterne findes knap i denne biografi - og kroppen endnu mindre. Selv 'Sylfiden' klarer Tamm på én side - og tårer har han næsten slet ingen af ...

Men jo. Det er dejligt, at indpakningen er blevet så formidabel. Og det er dejligt, at Den Kgl. Ballet har taget ansvaret på sig og satset på en biografi om mesteren, nu hvor han hyldes for sine 200 år. 'Kermessen i Brügge' indleder Bournonville Festivalen 2005, her i aften. Uden træsko.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu