Læsetid: 4 min.

Tamilske netværk

25. juli 1997

AFVISTE TAMILSKE asylansøgere på Røde Kors-centret i Hjørring fortæller om forfølgelse, fængsel, tortur, tvangsrekruttering, bombeangreb, bortførelser, voldtægt og chikane hjemme i Sri Lanka. De skyldige er enten oprørsbevægelsen De Tamilske Tigre (LTTE) eller det singalesisk dominerede regeringsapparat. I værste fald begge parter.
De fleste har forlængst fået endelige afslag på deres ansøgninger om opholdstilladelse i Danmark. Hele natten sover de uroligt - om overhovedet. Hele dagen spejder de nervøst mod centrets indkørsel. Enhver bil får dem til at fare op og styrte ind mellem træerne. Tager de benene på nakken, kan det redde dem fra udvisning til Sri Lanka (i hvert fald for en tid). Men det kan ikke give dem en mening med tilværelsen.
I afslagene henvises til, at man aldeles ikke kan få falske pas i Sri Lanka, at man umuligt kan bevæge sig uset fra de LTTE-kontrollerede områder til de regeringskontrollerede, og at ingen kan bekræfte, at LTTE skulle kunne finde på at tvangsrekruttere tamiler til sin partisanhær.

SVÆRT AT AFGØRE, hvem der siger sandheden. Hvis tamilerne er bekvemmelighedsflygtninge, som har revet år ud af kalenderen og betalt titusinder af kroner til menneskesmuglere for at komme til Danmark og leve et luksusliv på vores bistandshjælp, har de jo al mulig interesse i at lyve.
Omvendt fungerer de danske asylmyndigheder i tæt samspil med et politisk system, som i betydelig grad presser på for en restriktiv udlændingepolitik. At indenrigsministeren og Folketingets flertal ikke mener, at tiden er til at uddele opholdstilladelser til højre og venstre, kan ingen embedsmand være i tvivl om. Heller ikke selv om asylinstanserne (formelt) træffer deres afgørelser fuldstændig, absolut og aldeles uafhængigt af Birte Weiss, hvilket ministeren ikke forsømmer nogen lejlighed til at påpege.
Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp havde i februar og marts en såkaldt fact-finding-mission i Sri Lankas hovedstad Colombo. Missionens rapport modererer danske myndigheders tidligere meget kategoriske opfattelse af mulighederne for pasforfalskninger. Selv om det danske udenrigsministerium i 1994 konstaterede, at "et nyt avanceret computer udstedelsessystem" i Sri Lanka allerede fra 1992 "praktisk taget gør forfalskning umulig", så måtte fact-finderne i foråret 1997 notere, at de srilankanske myndigheder i september sidste år var nødt til at tage en ny passerie i brug, fordi "Den hidtidige serie (L-serien) havde vist sig at være for nem at forfalske".
Måske er der alligevel noget om det, når tamiler hævder at være sluppet ud af Sri Lanka på forfalskede pas...

YDERLIGERE PÅSTANDE i den udenrigsministerielle skrivelse fra 1994, der udgør rygraden i stribevis af tamilafslag fra Direktoratet for Udlændinge fra 1994 og 1995 - som den om fraværet af tvangsrekrutteringer og den om umuligheden af frontpassage uden om LTTE - har missionen desværre ikke efterprøvet. Turen i februar gik til Colombo. Ingen forventer vel af danske embedsmænd, at de skal bevæge sig til de krigszoner, hvortil de sender afviste asylansøgere i alle aldre.
Et særligt problem er de uledsagede, mindreårige asylansøgere. Deres forhold er reguleret i en beretning fra Folketingets retsudvalg fra 16. marts 1993. De danske myndigheder skal først foretage "en konkret vurdering af de pågældendes modenhed" for at tage stilling til, om de er egnede til at gennemgå den normale asylprocedure.
Når og hvis Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet har sagt nej til at give asyl, skal myndighederne tage stilling til, om de alligevel vil give en opholdstilladelse af "ganske særlige grunde".
"Det skal sikres, at den pågældende ikke bringes i en reel nødsituation", hedder det i beretningen, som lægger vægt på, om forældrene er døde, ikke kan findes eller er fængslet. Og derefter på, om der foreligger en anden form for "socialt netværk".

LANG TIDS ERFARING med uledsagede, mindreårige asylansøgere viser, at begrebet "socialt netværk" er åbent for fortolkninger. Tag nu det i dag 18-årige skilsmissebarn Thaya. Fra han var otte måneder, til han blev 15 år, havde han ifølge sin egen forklaring ingen kontakt med sine forældre. Han voksede op hos sin farmor og farbror på Jaffna-halvøen. Da Tigrene ville hverve ham til deres hær, rejste han til sin fars adresse i det regeringskontrollerede område. Hans far arbejdede - viste det sig - i Saudi Arabien. Hjemme var faderens nye kone, som skyndte sig at angive Thaya til myndighederne som medlem af en tamilsk selvmordskommando. Sin mor har Thaya fortsat ingen kontakt med.
Alligevel fastslog Direktoratet for Udlændinge i et afslag fra 1995, at Thaya har "et socialt netværk på Sri Lanka". Direktoratet nævner, at dette blandt andet består af hans "stedmoder" - altså den kvinde, der angav ham som LTTE-terrorist.
I kølvandet på sidste efterårs Chitra-sag taltes meget om det "tamilske netværk" i Danmark, som angiveligt manipulerede med medier og myndigheder. Dét netværk smuldrede, da Danmarks Radio og Information kiggede nærmere på det. Mon ikke også Thayas tamilske netværk i Sri Lanka vil vise sig særdeles skrøbeligt, hvis de danske myndigheder lader det komme an på en prøve?
Uanset om vi tror de voksne tamilske asylansøgeres forklaringer eller ej, udgør de uledsagede teenagere, et selvstændigt menneskeretligt og humanitært problem, som det er værd at forholde sig til, inden den næste 18-årige tvangsudsendes til Colombo.

ni. (Niels Rohleder)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her