Læsetid: 3 min.

Tandrups kunstsyn

30. januar 1998

HISTORIKEREN og kunsthistorikeren Leo Tandrup er i øjeblikket aktuel med en kunstteoretisk bog, Mefistos mareridt: Guds forødte hus, men man har også kunnet forvisse sig om skribentens uforbeholdne meninger, dels i et interview her i bladet (31. december 97), dels i en kulturkronik i Jyllands-Posten (27. januar 98). Det er ikke små sager, Tandrup beskæftiger sig med. Han føler, at verden er af lave, og at den moderne "civilisation" mildt sagt ikke er særlig civiliseret. Den moderne kunst er - med enkelte retfærdige undtagelser - et symptom på dette... samt med til at køre menneskeheden yderligere mod afgrundens rand.
Det er ifølge Tandrup gået jævnt tilbage med billedkunsten lige siden hulemalerierne... fristes man til at sige, men det er ikke helt korrekt. Der er 'kun' de sidste tusinde år, kunstnerne har fejlet, forstår man på det ovennævnte interview. Altså: Vores moral, vores fællesskab, vores kunst, vores hele kultur er i megaforfald, og over for al denne slaphed vil Tandrup så genindsætte gammeldags dyd, moral, ansvarlighed og meget andet godt.
Kunsten bør igen dyrke Det skønne, Det gode og Det sande. Eller med et andet ord: Være opbyggelig. Kunstneren skal tage moralsk stilling (for humanismen), og det skal kunne ses i hans værk.
Ud med Strindberg!

ET MENNESKE er ikke en ø, men del af et fastland. Derfor skal man ikke spørge: Hvem ringer klokkerne for? De ringer for dig.
Omtrent sådan - så smukt og rigtigt - står den gensidige menneskelige afhængighed formuleret i forordet til en af Hemingways kendteste romaner.
Men inden for den skabende kunst forholder det sig alligevel en lille smule anderledes. Praksis har vist det. Stort set hver gang man har forsøgt at spænde kunsten for en moralsk, religiøs eller politisk vogn, er den blevet patetisk eller bastant. Den døde af det - med mindre kunstneren var så stor, at han på trods kunne bevare sin kunstneriske integritet.
Man behøver blot at tænke på den socialdemokratiske trediverkunst eller den kommunistiske kunst, og man kan i den forbindelse erindre sig historien om kulturkomiteen fra Moskva, der hvert år tog til Leningrads kunstakademi for at præmiere det bedste elevarbejde. For at være på sikker grund valgte man altid et billede af en traktor.

HVAD TANDRUP gør op med, er det, der i fodbold hedder "at gå selv", skønt de smukkeste mål ofte bliver scoret, når en genial spiller gi'r en god dag i holdspillet, dribler helt egoistisk forbi en tre-fire modspillere, før han planter sit afgørende skud.
Ø-individualist er det ord, Tandrup bruger om den kunstner, der følger maleren Baselitz' manifestagtige sætninger fra 1983 om, at kunstneren ikke er ansvarlig over for nogen. Ikke over for publikum, ikke over for samfundet, udelukkende over for sig selv. En anskuelse, der langt fra er ny, den var fremme i l'art pour l'art-diskussionen tidligere i århundredet og kan føres tilbage også til Kants teser om den interessefri kunst.
Kunstnerens og kunstens frihed er nerven i næsten al god kunst - fra Picasso og Dali til Nordbrandt og Søren Ulrik Thomsen, nævn selv videre. At nogle udtrykker sig i værker, der har et indhold af "samfundsmoralsk værdi" er glædeligt, men at andre udvider grænserne for fantasien og det visuelle, det formmæssigt, æstetiske interessante, er lige så glædeligt.
Længe leve kunstens frihed og mangfoldighed.

HVORFOR overhovedet beskæftige sig med Tandrups banale kulturkritik? Fordi han udtrykker den afmagt eller hovedrystende forargelse, mange mennesker p.t. føler over for installationskunsten og den kunst, der udtrykker sig ved hjælp af døde dyrekroppe, m.m. Nu er målet fuldt, og Tandrups svar er: Lad os få det skønne, det opbyggelige tilbage. (Skønt historien ofte har omdefineret det "grimme" til det skønne, eksempel van Gogh).
Hvordan Tandrup vil gennemføre sit korstog står ikke klart - tvinge kunstnerne kan han jo ikke - men det er vel meningen, at hans tanker skal sprede sig som ringe i vandet. Han kunne sikkert også tænke sig at skifte hele ledelsen i det statslige kunststøttesystem ud.
Sandt sige har Tandrup ret i, at meget står slet til, og at mange af os er nogle von slappenhoveder, som kunne have brug for en god gang kaptajn Jespersen-krabask. Men når det kommer til kunsten, er hans metode ikke vejen frem. Det er synd for Tandrup, men endnu mere synd for kunsten og dens publikum, om han fik magt som agt.Bjørk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu