Læsetid: 4 min.

Tankens åndedræt

I Peter Nielsens fine digte blander ræsonnement og billede, bevidsthed og verden sig med hinanden. Læseren driver afsted for sprogets blide kastevinde
15. marts 2007

Det er svært at videregive den på én gang svimlende og meget fredfyldte stemning, der er i Peter Nielsens (f. 1948) nye digtsamling I sommervinden. For eksempel er det sjældent helt klart, hvad digtene konkret handler om. På den anden side virker det heller ikke synderlig vigtigt.

I stedet indfanges man af, hvordan de lange verslinjer lader bevidstheden drive af sted for en indre vind: Tankerækker, små tableauer og billeder fra en fint registreret, landlig natur glider ind over hinanden. Andre gange laver de harmoniske kontraster og pludselige skred. Man duver ind og ud af fokus, fortaber sig i krummelurer og indskud for så igen at vende tilbage til en art sansende klartekst.

Bag et enkelt digt aner man beskrivelsen af livet på et alderdomshjem: "- For de pårørendes skyld lod de fleste som om/ de ikke havde levet før. -". Flere andre strejfer helt rene naturskildringer: "Det er efterår; ny saglighed indfinder sig/ i tykke buskadser, lyse birkelunde. Skarpe dufte/ af nye installationer. Verdens tilstande og sindets/ tilstande rører hinanden i vore kroppe", hedder det undervejs.

Mest er det nu sindet og dets møder med verden, der står i centrum. For faktisk peger det sidste citats sidste sætning på et tema og en teknik, som igen og igen dukker op i I sommervinden. Som samling kredser den om, hvordan bevidstheden nok forlænger og overlejrer den ydre verdens fænomener, men samtidig gentager denne verdens filtrede mønstre.

Det lyder indviklet. Realiseret som en digterisk praksis fører det blandt andet til, at natur og bevidsthed bliver metaforer for hinanden. Som i denne passage:

"- Et rodnet af abstraktioner holder os alle på plads/ og samarbejder med tyngdekraften om hvilken balance der skal være/ gældende. En gople sejler forbi i nogens blik, med et indeks af meterlange/ henvisninger. Hvilken erfaring er ikke akkumuleret i de yderste tråde/ som gynger nonchalant i det uoverskuelige dyb. -"

Som ren oplevelse - billedernes kvalitet, de fint modulerede sætninger - er det meget smukt, meget roligt og meget rigt. Men læg også mærke til, hvor dynamisk alting i citatet er. Tingene - og tanken - er hele tiden i bevægelse, "sejler forbi", samarbejder og akkumulerer sig. På samme måde vil Peter Nielsens digte ikke bare vise os verden som mønstre, der gentages i bevidstheden. Han vil vise os mønstrenes flux, deres forskydninger, opløsning, gendannelse.

Antikke klaverer

Man kunne forestille sig, at den slags førte til en desperat skepsis, at altings flydende foranderlighed afsatte en art eksistentiel krise i digter-jeget. Det er slet ikke tilfældet her. Men det fører til digte og sprog, der opfører sig på ret mærkværdige måder.

For eksempel er I sommervinden tit påfaldende ukon-kret. Eller rettere: Her blander konkretion og abstraktion sig med hinanden på måder, man ikke sådan kan redegøre for. Resultatet er en art indre rigdom i sproget. Digtene er ikke bare lange og nærmest udflydende og af den grund svære at få hold på. Man farer også vild nede i de enkelte sætninger og verslinjer.

"- Jeg omgikkes en del;/ de fleste viste sig at være forskellige på en måde man forbinder med/ antikke klaverer og måske stjernebilleder," lyder en nærmest tilfældigt valgt sætning fra digtet 'Ville bedre religioner have været mulige?'

Tilforladeligt, ikke sandt? Og så alligevel. Situationen er almengjort - "en del", "de fleste". Antikke klaverer er til gengæld ret konkrete. Hvordan forskellen antikke klaverer imellem kan belyse den måde, mennesker er forskellige fra hinanden på, ja, det er ikke sådan lige til at sige. Undertegnede kan ikke på stående fod redegøre for det.

På den anden side fremstiller sætningen klaverernes forskel og forskellens art som en almenviden, som noget alle bærer med sig - deraf det ukonkrete "man forbinder". Resultatet er fornemmelsen af at være i en verden, hvor tingene helt selvfølgeligt giver mening, bare ikke for dig.

Et andet eksempel fra samme digt: "- Der kræves blot en smule gemytlighed/ for at få de mange sprog til at skille som sovs og derefter glide ind/ i hinanden igen som saglige venner. -"

Aha? Der er jo noget tilforladeligt og intimt over ordvalget: "gemytlig", "saglige venner". Og noget sobert og ræsonnabelt over stemmeføringen: "blot en smule". Men hvordan forskellige sprog med en sådan lethed først kan være som én sovs - der skiller - og så som nogle venner, ja, det er ikke sådan til at forklare. På den anden side fremstår det som noget helt naturligt.

Det kan også siges sådan her: Der er en særlig blanding af selvfølgelighed og ufor-ståelighed hos Peter Nielsen. Den genfindes på alle niveauer, fra digtenes opbygning til deres tonefald og stemning, deres måder at blande billeder og ræsonnement, koblingen mellem de fint modulerede sætninger og verslinjernes brud. Det er denne blanding, som giver dem deres særegenhed og styrke.

Men så er vi tilbage, hvor vi startede, ved kombinationen af fredfyldt og svimlende. I sommervinden kan ikke anbefales stærkt nok - selvom man ikke altid ved hvorfor.

Peter Nielsen: I sommervinden. Digte. 128 sider, 169 kr. Samleren. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her