"Oh my God!" hviner hun, mens hun løfter øjenbrynene næsten om i nakken. En City-furie med mega-solbriller, guldglimmer taske, slangekrøller og benzindunk under armen. Hun er strandet in-the middle-of-fucking-nowhere og stamper og hviner, så højt hun kan i Kongens Have, for gadeteatergruppen HMF Brændende Kærlighed har premiere på forestillingen GAS.
Men det er ikke mange replikker, man ellers hører i forestillingen.
Man får derimod fysisk gadeteater uden gøgl og gamle ølkasser. Teatergruppen kan fejre deres 21. års jubilæum, og skuespillerne er veloplagte og energiske som aldrig før.
De fortæller med fagter, vilde armbevægelser, crazy mimik, groteske grimasser og ganske få rekvisitter. De trækker på både comedia dell' arte-, stumfilms- og tegneserietraditionen. Og resultatet er ikke hippie-klovnerier, men skør og meget aktuel scenekunst.
Annegrete Kraul og Jens Kløft har skrevet den enkle historie om den lille tankpasser, hvis daglige trummerum pludseligt og voldsomt afbrydes af to vilde karrierekvinders ankomst. Så livet i krybesporet og livet i overhalingsbanen tydeligt bliver sat på spidsen og op over for hinanden.
Forbrugerræs
De to kvinder repræsenterer på hver deres måde det moderne, hektiske liv vores tankpasser/ anti-helt med kasketten ned i panden og værkstedsuld i lommen har misset.
Jens Kløfts forsigtige tankpasser sidder roligt ved sine to benzinpumper, et par gamle bildæk, et åbent/lukket skilt og spiller på sin mundharmonika, mens en guitar svinger på ægte western-ødemarksmaner. Og så dukker kvinderne op og laver rav i den.
Ikke mindst, fordi de begge har meget svært ved at geare ned. Karrierekvinden Joleen, fabelagtigt spillet af Katharina Kamper, forsøger straks at ringe fra sin mobiltelefon og fnyser med enorme næsebor, da det går op for hende, at hun er strandet. Hun går i desperation over sit fangenskab bersærker-amok med sit Master Gold Card. Hun køber alt, hvad hun kan komme i nærheden af, mens hun sukker henrykt og vugger i hofterne.
Gummislanger, en beskidt gammel oliekande, tankpasserens kasket og til sidst publikums medbragte paraplyer og sko - alt hun får øje på, må hun eje. Hun svinger rytmisk og lidenskabeligt kortet, mens hun selvbevidst ser ud på sit publikum. Først da hun får en af sine piller, kan hun falde til ro.
Præstationsangst
Den anden kvinde i forestillingen er elitesvømmeren Svetlana, og Petrea Søe giver hende enestående liv i en af forestillingens højdepunkter.
Svetlana fortæller om sine medaljer. Med fed russer-accent forklarer hun med fanatisk vilde øjne og lemmedasker-krop om forskellige former for svømning: "Rrrestskimming, Rrrutterfly og Rrreestyle."
Publikum har svært ved at holde op med at grine. Og giver helt op, da Svetlana bryder sammen, fordi hun har taget noget af Joleens psykofarmaka. Hun råber fortvivlet: "Doping!", mens hun én for én må hive alle medaljerne væk fra halsen.
Gadeteatret giver altså ikke kun en humoristisk kommentar til det moderne livs eksibitionistiske forbrugermentalitet, men også en skæv vinkel på præstationsangst og vore dages hysteriske mediedækning.
Bodil El Jørgensen har endnu en gang instrueret helt til kanten, så fagterne og mimmiken står næsten lige lidt for længe. Nøjagtig så længe, at det bliver rigtig gakket pinagtigt og hvinende skægt.
