Læsetid: 4 min.

Tarantino: Jeg er dirigenten, publikum er mit orkester

'Jeg skal få folk til at skrige og klappe, når jeg vil have det,' siger Quentin Tarantino om sin nye film, 'Death Proof', der i går blev præsenteret i Cannes
23. maj 2007

CANNES - Quentin Taratino er det tætteste, man kommer på rock'n'roll i Cannes.

Det kan godt være, at U2 forleden gav et par numre på toppen af den røde løber, men for både journalister og kritikere er QT arthouse-verdenens eneste rigtige rockstjerne, og det blev kun understreget på gårsdagens pressemøde med den hurtigsnakkende amerikanske filminstruktør, som entrerede lokalet med et stort grin og gjorde V-tegn med sin højre hånd. Og hvad gjorde vi, pressen? Vi klappede og piftede naturligvis.

Tarantinos nye film Death Proof er rendyrket rock, rul og spekulation à la dengang i 1970'erne, hvor den slags ikke var noget, man skammede sig over at se eller lave.

Kurt Russell spiller Stuntman Mike, en arret, psykotisk morder, der kører rundt og tager livet af unge, smukke kvinder i sin dødssikrede bil - deraf filmens titel.

Rosario Dawson, Tracie Thoms og stuntkvinden Zoë Bell, der virkelig er sej og sjov i filmen, spiller tre labre tøser, som Mike forsøger at overrumple, men som i dén grad overrumpler ham. Især i den sidste halvdel af Death Proof hamrer Tarantino pedalen i bund, og der er action og biljagt for alle pengene. Første halvdel er en smule langsommere, men stemningsfuld og fuld af cool dialog - vintage Tarantino.

Som Quentin Tarantinos tidligere film, blandt andet Kill Bill 1+2, er Death Proof en skamløs hyldest til instruktørens store idoler og favorit-genrer, og jeg medgiver gerne - som en af mine danske kolleger sagde - at der denne gang absolut intet er under overfladen.

Hyldest

Men det gør ikke noget, når filmen er så underholdende - ikke mindst takket være Kurt Russell, der er både skræmmende og morsom i rollen som aldrende stunt-man med den dræbende hobby.

Da Death Proof fik premiere i USA, var det den ene halvdel af et dobbeltprogram med Robert Rodriguez' zombie-gyser Planet Terror som den anden halvdel.

Den samlede titel på de to film er Grindhouse, hvilket refererer til 1970'ernes nedslidte biografteatre, de såkaldte grindhouses, hvor man viste spekulationsfilm af værste skuffe, fulde af sex og vold. I den ånd har Rodriguez og Tarantino bevidst skæmmet deres film med ridser og fjernet hele scener, så man får fornemmelsen af, at filmene kunne have spillet i en biograf for 30 år siden.

Desværre har Grindhouse, der varer mere end tre timer, ikke klaret sig så godt i USA, og i Europa, hvor grindhouse-biografer ikke på samme måde er et kendt fænomen, lader man - det vil sige Tarantino og filmens producenter, de notoriske Weinstein-brødre - de to film få premiere hver for sig i længere versioner.

Det huer ikke rigtig Kurt Russell, som på pressemø-det for Death Proof sagde, at det ødelægger den unikke grindhouse-oplevelse, der var udgangspunktet for projektet. Det fik straks Harvey Weinstein på banen: "Det, man ser, når man ser den nye Planet Terror og den nye Death Proof, er Robert Rodriguez, der har lavet en Robert Rodriguez-film, og Quentin Tarantino, der har lavet en Quentin Tarantino-film. Det, de to drenge tog ud af filmene for at få spilletiden ned, fjernede ofte selve deres essens. Jeg tror, at publikum vil nyde de to film mere, når de ser dem, som det var meningen, at de skulle ses."

Tre forskellige film

En af de nye scener i den europæiske version af Death Proof er en hed lapdance fra Rose McGowan til Kurt Russell, fortæller Quentin Tarantino.

"Det morede mig i den amerikanske version at lege med publikum og bygge op til denne lapdance, som de så ikke får. Det var for at få publikum til at sige 'neeeeej!' i fællesskab, og det gør de. De forbander mig langt væk, og jeg nyder det. Egentlig har vi at gøre med tre forskellige film, Death Proof, Planet Terror og Grindhouse. Det har altid været meningen, at de to film skulle kunne stå alene, men da vi satte dem sammen, skulle de kunne virke som én aftens oplevelse. Så vi skar dem ind til benet, ja, til benet. I Death Proofs åbningsscene møder man pigerne, og de taler sammen. Det er fem minutter af filmen, og jeg kan lade dialogen og vittighederne flyde. I Grindhouse kommer min film 95 minutter inde i programmet, og publikum har ikke tålmodighed til at høre min dialog til ende."

Grindhouse-revival

Tarantino synes ikke, at man behøver at kende til grindhouse-fænomenet eller dyrke den slags film for at kunne se Death Proof.

"Hvis man skal være die hard-fan for at nyde filmen, er det en meget smal film. Sådan har jeg det med alle former for film. Hvis man er grindhouse-fan og er vokset op med de film, vil man nyde Death Proof på én måde, og det er en speciel oplevelse. Men hvis man ikke kender de film... jeg siger ikke, at min film er bedre end grindhouse-film fra dengang, men jeg prøver at nå ud over det. Jeg har en anden dagsorden, end de film havde, selv om jeg elsker dem. Hvis man ikke kender de film, er alting forhå-bentlig bare spritnyt for én, og så vil man måske endda sætte endnu mere pris på Death Proof."

"En del af mit job er at være dirigent med publikum som mit orkester. Jeg skal få dem til at skrige og klappe, når jeg vil have det, og få dem til at stoppe, når jeg vil have dét. Det er en del af denne grindhouse-revival-religiøst- show-oplevelse, jeg prøver at skabe for publikum. Death Proof kan opleves på mange måder, men tanken om, at en flok fremmede ser filmen og bliver revet med, så de reagerer højlydt, er for mig hele grunden til at se og lave den. Det tænkte jeg på hver dag på optagelserne og i klippe-rummet."

Dét er rock'n'roll!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her