Læsetid: 4 min.

Tarzaniseringen i DR

26. august 2002

STREJKEN/lockouten i Danmarks radio gik i nat ind i sin anden uge, og i dag er der stormøder for medarbejderne i Århus og København, her for symbolikkens skyld i Arbejdermuseets lokaler i Rømersgade. Der
rustes op rent moralsk. Men hvordan har effekten været for kunderne i butikken?
Et og andet vanedyr har formentlig mere end én gang refleksmæssigt åbnet for TV-Avisen eller programmet Deadline til sædvanlig tid for derefter med en sværgen at konstatere: »Nåeja! De strejker jo...«
Så kan man føle sig så dum.
Langt mere sandsynligt er, at de fleste har indstillet sig på tingenes tilstand og lige så stille er listet over på nogle andre af de mange stationer, der byder sig til. I hvert fald kunne faldet straks registreres brutalt og kontant: Fra 29 til 18 procent af seerne på DR1. Tilsvarende steg TV2 fra 34 til 43 procent.
I Danmarks Radio huskes endnu abe-syndromet.
Under en strejke i 1996 satte ledelsen et nødprogram på om babygorillaer, som fik flere seere end den TV-Avis, det afløste. En tarzaniansk magtdemonstration fra ledelsens side? Den daværende tv-direktør undså sig ikke for at påstå, at man kunne sende bedre nødprogrammmer end dem, medarbejderne producerede til daglig, hvilket kunne være humoristisk ment, men ikke blev opfattet sådan. Måske var det ikke humoristisk ment.
Denne gang: Ingen babygorilla-effekt. Tværtom.

OVENI må Danmarks Radios medarbejdere imidlertid finde sig i en hel del yderligere forhånelser. »Åh, hvilken herlig strejke,« jublede således Vejle Amts Folkeblads Arne Mariager, en af provinspressens mere markante chefredaktører. »Den gavner humøret! Under normale omstændigheder vælter en lind strøm af nyhedsudsendelser ud i æteren – og den ene er mere deprimerende end den anden. Forskere har fundet ud af, at ost i virkeligheden er farlig. Hvis man spiser to-tre kilo fuldfed ost dagligt, øger man risikoen for blodpropper med flere hundrede procent...«
Mariager var i sit es, mens han opregnede alle de ulykker, man slap for at høre om til rundstykkerne, og selvom han næppe ville redigere sin egen avis efter det princip, kan han have ret så langt, at seerne ikke nødvendigvis savner DR’s nyheds- og aktualitetsudsendelser, endnu da. Også i enqueter og læserbreve får DR tørt på. Man glæder sig over arkivudsendelser og den megen musik – og æselsparker til medarbejderne for at være for mange, for dyre og for selvtilstrækkelige. Jyllands-Posten sparkede med: Medarbejderne »vil nok erfare, at de slemt har overvurderet deres position i samfundet.«

SÅLEDES er det en ganske barsk kamp, DR-medarbejderne med Dansk Journalistforbunds pænt store strejkekasse i ryggen har kastet sig ud i – over for en ledelse, der har den pointe, at konkurrencen på markedet er så skærpet, at man for at holde på stjernerne må kunne lokke dem med (endnu) højere lønninger, mens andre, som man ikke så gerne vil holde på, kan trynes
(det kunne formuleres som et: »Hvis I vinder, taber DR«). Generaldirektør Christian F. Nissen mener at have sine unge medarbejdere i ryggen, idet disse taler om, at de gamle får ’senilitets-tillæg’ blot for at have været på DR i mange år.
Indtil videre – og intet tyder på, det ikke varer ved – er det faglige samarbejde blandt medarbejderne dog så sammentømret, at både stjerner, unge og ’senile’ står i samlet blok over for ledelsen, hvad de i øvrigt måtte mene hver især.

SÅLEDES er der lagt op til traditionel faglig kamp som på alle andre arbejdspladser. Man føler hinanden på tænderne, forhandler muligvis uofficielt om, hvad man officielt kan forhandle om, osv. Begge parter mener at have gode kort på hånden og at kunne holde længe.
Eneste forskel fra de konfliktfri forhandlinger ved overenskomsten for tre år siden er, at der siden er akkumuleret en så stor utilfredshed med ledelsesstilen på DR – rationaliseringer, dårligt miljø, nedvurderinger – at vreden hos medarbejderne er vældig. Den ligger som en undertekst under de tal, som forhandlingerne nominelt drejer sig om. Det handler også i høj grad om magtfordeling.
Kan man forestille sig, at savnet af DR tager til hen ad vejen? At en langstrakt arbejdskamp kan mobilisere følelser til fordel for DR’s medarbejdere? Demokratiet, den abstrakte størrelse, der alligevel er så konkret, savner allerede, at TV 2 ikke er alene på nyhedsformidlingen.
Medarbejdernes chance ligger næppe så meget i et savn af programmer lige nu hos et flertal af seerne, men i det gammeldags begreb, solidaritet, og et håb om, at seerne efter nogen tid vil blive så sure over, at de ikke får nok for den licens, de betaler, at de reagerer. Indtil da er alle i DR tabere – både ledelsen og medarbejderne – hvis faneflugten til TV 2 og andre stationer bider sig fast og skaber ny kigge-vaner. Ikke mindst derfor vil der være ræson i, at tarzanianerne kommer ned fra trætoppen – ledelsesetagen i TV-Byen – og går i realitetsforhandlinger med underaberne, som de trods alt er sat til at skabe et godt arbejdsmiljø for. Men lidt rituel tid skal der vel gå.

Bjørk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her