Læsetid: 4 min.

Tavshedens pris

Både USA, Storbritannien og Canada er langt mere åbne med, hvad der foregår i Irak og Afghanistan. Det britiske forsvarsministerium briefer konstant både indenlandsk og udenlandsk presse om situationen i de to lande. Det er f.eks. fra briterne, at danske journalister kan få at vide, hvordan Operation Medusa spændte af. Trods flere hundrede dræbte Taliban-krigere indrømmer britiske forsvarskilder, at mindre end et dusin af bevægelsens kernefolk er blevet ramt. Danmark kan lære en del af udlandet. Den britiske åbenhed giver regeringen en enestående chance for at forklare offentligheden, hvorfor britiske, amerikanske, canadiske og danske soldater skal sætte livet på spil i Afghanistan. Med over 40 dræbte britiske soldater er Tony Blairs regering nødt til offentligt at forklare, hvor vanskelig den afghanske opgave reelt er - ellers tipper læsset, og befolkningens opbakning forsvinder. Må vi anbefale den danske regering og det danske forsvar at følge i Blairs fodspor.
12. oktober 2006

Femårsdagen for Danmarks deltagelse i Krigen mod Terror nærmer sig. Siden Danmark i januar 2002 sendte de første danske jægersoldater til Afghanistan for at deltage i jagten på Osama bin Laden og Taliban, er Danmarks militære engagement vokset eksplosivt. Ifølge forsvarsminister Søren Gade (V) har Danmark i øjeblikket over 1.200 soldater udsendt verden over. De vigtigste er naturligvis Irak og Afghanistan, hvor i alt 900 mand deltager i en kombination af militære oprationer og civil genopbygning.

Men trods fem år i Afghanistan og tre et halvt år i Irak, hvor meget ved den danske offentlighed så om, hvordan det egentlig går. Og hvor meget af den information kommer fra officielt hold, dvs. fra forsvaret eller fra regeringen, der har besluttet at sende soldaterne i krig? Svaret er; forsvindende lidt. I Udenrigs- Forsvars- og Statsministeriet er det næsten umuligt at få konkrete oplysninger om, hvordan det går. Og det gælder både, når pressen og politikerne spørger. Både her og hos det danske forsvar affejes spørgsmålene ofte med sikkerhedshensyn. Et argument som både statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og forsvarsminister Søren Gade (V) gør brug af, når politikere og presse tillader sig at sætte spørgsmålstegn ved den danske indsats.

STÅR DET TIL de to ministre, er der nemlig et bestemt spørgsmål, som ikke må stilles offentligt. Og det er spørgsmålet om, hvorvidt de danske soldater skal blive i Irak og Afghanistan. Hvis det spørgsmål stilles offentligt, opmuntrer man "fjenden" til at intensivere angrebene på de danske soldater i håb om, at politikerne vil trække styrken hjem, lyder regeringens logik.

Umiddelbart et besnærende argument. Problemet er bare, at den mundkurv, som regeringen på denne måde pålægger befolkningen, er ekstremt omfattende. Hvis man ikke må sætte spørgsmålstegn ved Danmarks militære tilstedeværelse i Irak og Afghanistan, er det også umuligt at diskutere, om indsatsen nytter, om strategien er rigtig, om soldaterne er tilstrækkeligt uddannede til opgaven, om opgaverne ligger indenfor eller uden for det politiske mandat osv.

Man kan selvfølgelig ikke fortænke såvel regeringen som forsvaret i at ønske enhver kritisk debat om den danske militærindsats hen, hvor peberet gror, men som flere eksperter påpeger i gårsdagens Information, er det fuldstændig uforeneligt med et frit og demokratisk samfund at forhindre en offentlig debat om nogle af vor tids vigtigste politiske beslutninger.

Hvis man sammenholder regeringens forsøg på at lukke den demokratiske debat om indsatsen i Irak og Afghanistan med forsvarets mangel på faktuel information om, hvad der foregår ude på missionerne, får man let en mistanke om, at regeringen er blevet smittet af militærets mangeårige tradition for unødvendigt hemmelighedskræmmeri.

Et slående eksempel er den nyligt overståede Operation Medusa i Afghanistan, hvor de danske soldater var ude på den skarpeste mission i mands minde. Her var soldaterne i direkte konfrontation med Taliban, og at det var en ekstremt barsk omgang fremgik tydeligt, da de danske soldater landede i Danmark med stenansigter og tomme blikke. Det danske forsvar meddelte blot, at vi deltog, og at briterne var meget tilfredse med den danske indsats. Ifølge kommunikationschef Hans Vedholm fra Hærens Operative Kommando er det ikke forsvarets opgave at informere om Medusa. Det var en NATO-operation, så hvad der foregik der, må pressen og offentligheden selv finde ud af, lyder svaret.

HELDIGVIS ER der andre kilder at henvende sig til. Både USA, Storbritannien og Canada er langt mere åbne med, hvad der foregår i Irak og Afghanistan. Det britiske forsvarsministerium briefer konstant både indenlandsk og udenlandsk presse om situationen i de to lande. Det er f.eks. fra briterne, at danske journalister kan få at vide, hvordan Operation Medusa spændte af. Trods flere hundrede dræbte Taliban-krigere indrømmer britiske forsvarskilder, at mindre end et dusin af bevægelsens kernefolk er blevet ramt. Langt de fleste dræbte var betalte militsfolk, som ikke spiller nogen større rolle, fordi Talibans ledere er ligeglade med, hvor mange almindelige menneskeliv kampen mod den internationale styrke koster. Det er også briterne, der fortæller, at mindst 20 procent af afghanerne er overbeviste tilhængere af Taliban, mens 80 procent venter på at se, hvem der vinder kampen om det afghanske hjerte. Det er også briterne, der indrømmer, at de kommende vintermåneder vil afgøre Afghanistans fremtid. Hvis ikke det lykkes at vinde den afghanske befolknings sind og hjerte inden foråret, står de internationale styrker over for en ny og styrket Taliban-offensiv. Danmark kan lære en del af udlandet. Den britiske åbenhed giver regeringen en enestående chance for at forklare offentligheden, hvorfor britiske, amerikanske, canadiske og danske soldater skal sætte livet på spil i Afghanistan. Med over 40 dræbte britiske soldater er Tony Blairs regering nødt til offentligt at forklare, hvor vanskelig den afghanske opgave reelt er - ellers tipper læsset, og befolkningens opbakning forsvinder. Må vi anbefale den danske regering og det danske forsvar at følge i Blairs fodspor.

Hvis regeringen ønsker at bevare folkets opbakning til indsatsen i Irak og Afghanistan gør man klogt i hurtigst muligt at kopiere den britiske åbenhed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu