Læsetid: 4 min.

Taxameterkunst

10. december 1997

"En gang i mellem kan det give en kunstnerisk oplevelse (... )Men mediet som sådan tror jeg ikke meget på som kunstart." (Rumle Hammerich, tv-dramachef, DR)

Det er da rene ord for pengene, her ovenfor, citeret efter Informations interview med ham i fredags. Rene ord for pengene, men måske overraskende ud af munden på en person i netop den stilling. Eller er det egentlig overraskende? Er Rumle Hammerichs statement ikke snarere en karakteristisk attitude blandt programchefer i disse år, hvor seertallene har førsteprioritet. For ved at sætte mediet som sådan i tvivl som kunstart legitimerer han samtidig for sig selv som programchef, først og fremmest at gå efter forførelse og gode lejrbålshistorier, for nu at anvende dramachefens egen medie-panegyrik i interviewet.
Samme dag som interviewet blev bragt på temasiden her i avisen (5.12.) var der indvielse af et stort nyt kunstværk på Vordingborg Kaserne. Syv figurer, hver mellem to og fem meter høje, marcherer, humper eller danser nu, som samledukker af brunt støbejern, grøn bronce og blankpoleret stål, diagonalt ind over den 50 gange 50 meter store Frederik d.V.s Gård.
Processionen krydser de længde- og breddegrader af beton, som Bjørn Nørgaard (for ham er det - naturligvis havde man nær sagt - der er billedhuggeren bag arrangementet) har viftet ud over den store plads, hvor Den Danske Internationale Brigade træder an og træder af på fredsbevarende missioner.
Vagter i den nye verden - lyder titlen på opstillingen, og de er der allesammen, som højt rejste bælgfrugter, både ham der nødigt vil med, moderfiguren der gravid står tilbage, den strunkt marcherende med et ben på hovedet og altså ikke på nakken, et truende krigsmonster der har fået rammet en stålpæl igennem sig men ser lige uhyggelig ud for det, og soldater der enten er ved at segne eller åbne ild.
Så mange lidelses- og lejrbålshistorier sætter DIB-kasernens nye skulpturplads i sving, og vil gøre det hver gang en gruppe soldater, nye eller hjemvendte, sidder på længde-breddegraderne her i Danmark, fotograferer hinanden og overvejer deres plads i den nye verden. Skulpturrækken er med andre ord flertydigt refleksiv, hvad Forsvarsministeren heller ikke lagde skjul på, da han talte ved afsløringen.

Et afsnit af DRs Taxa-serie koster eksempelvis 1,5 mio. kr. Kunstværket i Vordingborg lidt mindre. Og så er det, den ansvarlig dramachef Hammerich på forhånd har sagt, at man ikke kan sammenligne et kunstværk og en tv-serie. Ja se, det kommer jo an på hvor højt man sætter sine egne mål.
Bevillingsmæsigt er der næppe større forskel på en tv-direktion og en forsvarskommando. Men der skal en kunstnerisk tænkemåde til at gøre menneskeskildringen i Taxa-serien mindre forudsigelig og sindsforkortet. Mere flertydig, sådan som Rumle Hammerich i interviewet oven i købet påberåber sig en skandinavisk tradition for at se en sag fra flere sider.
Men forudsigeligheden ligger åbenbart indbygget allerede i den højt besungne amerikanske tv-dramaturgi. For begivenhederne og figurerne var da ikke sådan at gennemskue eller glide med på i hverken Dekalog på TV2, kulørte Berlin Alexanderplatz eller dialektiske Heimat på 1'eren i sin tid. Og vel egentlig heller ikke i den - sammenlignet med Taxa - nærmest emanciperede Matador, som nu igen bliver genudsendt, så man efterhånden tror, man selv har boet i Korsbæk.
Så stærk vil identifikationen næppe blive med Taxa. Selv om mor ved telefonen er tildelt samme entydige rolle som værtinden i Rottehullet på Christianshavn. At mekanikeren på værkstedet har funktion som en opdateret blanding af Flyttemand Olsen og Vicecært Meyer. Og at bankkassereren fra Korsbæk har fået et alkoholproblem, men nu overraskende overtaget en Taxa-central. Altsammen glimrende spillet, belyst, filmet - og klippet som musikvideo i selvsving. Problemet er, igen, at den selvpålagte hu-hej-serie-æstetik vanskeliggør en fuldt udfoldet menneskeskildring.
Alligevel var det naturligvis hjertegribende spillet, da den mildest talt uskyldige chauffør ville redde en laber narkoluder - med fatale følger. Men er det ikke ligefrem fordummende, så er det i bakspejlet heller ikke forklogende at skulle sidde og knibe en seer-tåre over noget så urealistisk forkortet, som netop den udgave af behjertet naivitet, realistisk død og narkoulykke.

Men der skal da være plads til det hele, ikke? Også moderne folkekomedie! Ja, men ikke til beskårne menneskesyn! Og da slet ikke med statsstøtte.
Hvem skal så bestemme, hvad der er skidt eller kanel? Det skal sådan én som Rumle Hammerich - med den kvalitetssans og erfaring han nu har, men uden at dække sig bag gennemskuelig beskedenhed som dække for fokuseringen på seertal og ratings.
I kunstnerisk forstand kan han og hans forfattere og instruktører åbenbart lære noget af Den Danske Internationale Brigade på Vordingborg Kaserne: "Fremad på ny - lige på og hårdt!" som feltråbet lyder, og også gjorde det den dag Bjørn Nørgaards store skulpturgård blev indviet. Åbenbart i bedste forståelse med dem, der skal leve med alien-figurerne på eksercer-pladsen de næste mange år.
Hvad Taxa og soldaterskulpturerne i Vordingborg har med hinanden af gøre? At det, hver ting til sin tid, men altid, er et kulturpolitisk spørgsmål, hvordan betroede kunstmidler sættes i omløb! Også selv om man som dramachef ikke synes, at tv er et kunstnerisk medie.AdW

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her