Læsetid: 7 min.

Teater er altid politisk

Man skal bare altid skabe noget teater, der er sandt for én selv, så vil publikum følge efter, forklarede den 80-årige Dario Fo, da Information fik et lift i hans limousine på vej mod lufthavnen i Rom
31. oktober 2006

ROM - Ikke en centimenter er han skrumpet, denne Dario. Han står midt i Rom, i strunk profil op ad de tætte byggesten på Pantheon. Han har sort kasket og sort jakke på, over en hvid cashmirtrøje. Og selvfølgelig stikker et lille, rødt silketørklæde frem fra halsen - kvindebedåreren er tro mod egne tricks. Morgenlyset er skarpt denne oktoberdag, og tænderne lyser op i hans kendetegn: Det umiskendelige Dario Fo-smil.

Verdens muntreste teaterorakel fyldte 80 år i foråret. Han bor fortsat i Milano, men hans hustru Franca Rame er nyvalgt som kritisk røst til senatet i Rom. Så han flyver frem og tilbage en hel del. Han har lige kastet glans over den nye filmfestival i Rom, men skal så tilbage til Milano. Og Dagbladet Information har fået lov til at få et lift med til Fiumicino-lufthavnen i den sortblanke limousine.

Dario Fo kysser hustruen farvel - og undgår lige akkurat en kollision med en romerflabet scooter, der kører indenom. Franca Rame ser kærligt-bekymret efter ham. Selv ligner hun en fotomodel, sådan som hun står der i skødesløst, sandfarvet 'senatrice'-sæt med matchende, lyse ruskindsstøvler og sine karakteristiske, store solbriller. Hendes legendariske skuespilleraura er ikke til at tage fejl af. Hun smiler værdigt og afventende, inden hun rækker hånden frem. Hun er lige fyldt 77.

Fo og Holstebro

Bilen begynder at klikke hen over brostenene. Scootere kører balancesving rundt om bilen, som var de i cirkus. Information sidder lykkeligt klistret på læderet mellem bredskuldrede Dario Fo og en velvillig, ung tolk, der ser op på maestro, som var han pavens overordnede. Åh, hvem der blot havde fulgt italiensk for begyndere...

Som enhver italiener insisterer Dario Fo først på at vide, hvem Information så kender. Så ved han, hvordan han skal tale. Og Information forsøger sig så med nogle retoriske brokker om Danmark og teaterkritikken - og om Odin Teatret og Eugenio Barba...

"Åh, Eugenio Barba! Ham mødte jeg første gang til en festival i Italien. Jeg så straks, at han var en kunstner af den højeste kvalitet. Og af store ideer. Han inviterede mig til Holstebro, hvor der var en workshop med de store mimekunstnere Etienne Decroux og Jacques Lecoq. De kunne slet ikke enes... Og dér så jeg, hvordan Barba arbejdede som instruktør - og det var dér, at jeg kom til at møde den store polske teatermand Jerzy Grotowski."

- På det tidspunkt var De allerede en anerkendt teatermand. Hvad kunne De lære af Barba?

"Jamen, man kan altid lære. Ikke mindst af de yngre. (Barba fyldte 70 i søndags, red.) Og jeg husker, hvordan Barba og jeg diskuterede teatrets budskab i forhold til dets form. Hvordan det politiske i teatret er vigtigere end formen. Men også hvordan teatret kan søge formen som det allervigtigste - fordi det politiske budskab altid vil følge med af sig selv."

- Hvornår er teater så politisk?

"Teater er altid politisk! Alt, der bliver del af den menneskelige historie, bliver også politisk. Hvad har Barba lavet for nylig?"

- En ny Hamlet.

"Nå, ja, han har lavet Hamlet, men den har jeg ikke set. Men han har garanteret skabt en Hamlet, der inddrager nutidens politiske situation."

- Jo...

Trafik og sandhed

Bilen er kommet ud på motorvejen. Dario Fo sidder roligt tilbagelænet, og chaufføren får bilen til at glide, selv om kofangerne passerer frygtindgydende tæt forbi hinanden. Italiensk trafik er ikke for begyndere.

- Er det blevet sværere at skabe politisk teater?

"Nej, egentlig ikke. Man skal bare altid skabe noget teater, der er sandt for én selv, så vil publikum følge efter. Men det kræver selvfølgelig, at man er i stand til at fange det, som folk er optaget af. Jeg prøver altid at fange 'tidens smag'. Det er jo det, som billedkunstnere og dansere og musikere har prøvet at gøre til alle tider: At definere smagen. Tag de store malere som Michelangelo og Caravaggio. De var også politiske i deres kunst. Måske ikke eksplicit politiske, men de skabte billeder, som var med til at definere og kommentere tidens politiske dilemmaer."

- Deres hustru er nu politiker i Senatet. Hvad er forskellen på at arbejde som politiker og som kunstner?

"Forskellen ligger i formen. Som politiker skal hun gennem en masse undersøgelser og spørgerunder, fordi det politiske system indeholder så meget bureaukrati. Og så kræver det politiske arbejde så meget research. Som skuespiller kan arbejdet være mere direkte."

Raphael og protest

Hans lille mobiltelefon ringer. Nogen vil have hans støtte til et projekt. Dario Fo er et navn, der gør godt på de fleste papirer. Selv optræder han ellers mest med billedkunst i øjeblikket. Aftenen forinden har han været i studiet for at optage et nyt afsnit til sin tv-serie om de store malere.

"I går var det Raphael. Tidligere har jeg lavet et program om Michelangelo. Jeg vil gerne fortælle folk om det moderne maleri, altså det efter år 1500..."

- Hvorfor valgte De egentlig teatret og ikke maleriet?

"Jamen, jeg studerede maleri og arkitektur, men så fik jeg en krise. For hvordan skulle jeg nogensinde få mine billeder ud på markedet? Moden skiftede så hurtigt, og ikke mindst arkitekturen var meget præget af korruption. Jeg ville ikke ind i alt det, og jeg ville gerne protestere over situationen. Og så var det, at jeg fandt på at bruge teatret til min protest. Og hér viste der sig så at være folk, der gerne ville lytte til mig. Så blev det teatret... Hvad er dit eget speciale?"

- Balletten, den romantiske ballet af August Bournonville, Sylfiden...

"Balletten... Jamen, den er jo også snævert knyttet til billedkunsten. Alle de store koreografer har jo studeret de store billedhuggere. Desværre er balletten blevet meget adskilt fra resten af teaterkunsten - det er kun de største, der har kunnet bryde den isolation. Det er ærgerligt."

Nobelpris og mord

Mønsterbryderen smiler oprigtigt interesseret. Tænderne lyser endnu mere end før. Vejskiltene har allerede henvisninger til lufthavnen nu - ikke en eneste trafikprop lader til hjælpe med at forlænge køretiden. De politiske emner presser sig på.

- Apropos det med at bryde isolationen... Hvad var Deres reaktion forleden, da De hørte, at Nobel-prisen i litteratur gik til den tyrkiske Orhan Pamuk?

"Jeg blev meget glad. Jeg kender ham. Han er en af de vigtige forfattere. Og han er på en måde i den samme situation, som jeg selv befandt mig i, da jeg modtog prisen. Han er blevet ved med at skildre regimet i Tyrkiet, og han har insisteret på at tale om udrensningerne. Han er modig."

- Men mod kan tydeligvis også koste. Hvad mener De om mordet på den russiske journalist Anna Politkovskaja?

"Det er frygteligt. Grusomt. Og det værste er næsten, at præsident Putin slet ikke reagerede de første to-tre dage efter drabet - at han bare lod, som om der ikke var sket noget. Man finder nok aldrig ud af, hvem der gjorde det. Men uanset, hvem det var, så var drabet jo en gave til Putin..."

- De har selv talt magthaverne i Italien imod. Hvordan tror De, at demokratiet kan styrkes - kan tv og internet hjælpe?

"Internettet, ja, for internettet får folk til at deltage aktivt. Internettet får almindelige mennesker til at skrive og reagere på verden. Tv kan tilbyde folk ordentlig oplysning, men kun hvis altså magthaverne tillader frit tv... Tv duer kun, hvis ordet er frit."

Berlusconi og strittæer

Så er vi der. Chaufføren hjælper galant Dario Fo ud af bilen. Han går gennem mylderet hen til skranken, hvor han tjekker ind med sin e-ticket. En brunette med perfekte hårtjavser smiler ekstra hen over stewardessetørklædet. Jo, hun vil rigtig gerne udpege security-indgangen for ham. Neglelakken vifter henrykt. Information går med hen i køen, hvor samtalen fortsætter stående.

- Jamen, hvad er det næste teater, De skal spille?

"Det får vi at se. For to år siden lavede vi L'anomale bicefalo ('Den anomale Dobbelthjerne' - om Berlusconi, der får indopereret halvdelen af Putins hjerne, red.). Og nu vil vi lave en forestilling om Berlusconi, dengang han var en lille dreng..."

Uden varsel lader Dario Fo sine arme glide ind under armene på den overrumplede tolk. Så stikker han hænderne ud og agerer lille, stædig dreng. Hans ansigt tuttenutter vredt, og håndfladerne bliver til stampende fødder med strittæer. Pludselig er der lufthavnsstand-up for dem i køen, der ellers har øjnene med sig. Bare et øjeblik. Så afbryder han magien og tager hænderne til sig.

"Men mine tidligere stykker bliver jo spillet meget. Faktisk bliver jeg spillet på 400 teatre rundt om i verden lige nu: 40 i Tyskland, 30 i Frankrig..."

- De lyder ligesom Mozarts Don Juan, der tæller sine elskerinder...

"Ham må du gerne sammenligne mig med!"

Godt at italienere giver både knus og kindkys. Og godt at Dario Fo er en grundig mand. Arrivederci... Han går storsmilende hen til sikkerhedskontrollen. På afstand kan man se, hvordan en ung lufthavnsarbejder tvinger ham til at gå igennem detektoren flere gange i træk. Dario Fo smiler bare. Men til sidst kommer den korrekte sikkerhedsfyr til at se op i Dario Fos ansigt. Så genkender han ham - og bryder ud i et kæmpesmil. Og så er der ingen grænser for hensynsfuldheden. Høflige gloser og anerkendende håndbevægelser ryger ud over uniformen, og så hjælper han betænksomt den gamle fredskæmpe hen til den rullende trappe. Dario Fo smiler og lader sig løfte op mod flyveren. Godt at himlen kan vente.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu