Læsetid: 3 min.

Teater, bare teater

26. marts 2002

Man kan ikke tvinge folk til deres egen lykke, siger man på tysk. Som regel aner ’folk’ jo ikke, hvad der er til deres eget bedste. Sådan er det også med den indvandringslov, som de tyske socialdemokrater og koalitionspartneren De Grønne med stort møje har lavet. Den skulle sikre, at Tyskland fremover får flere af de nyttige udlændinge og færre af dem, der ikke bidrager til samfundet, men blot glider ind i det sociale system – uden dog at fjerne muligheden for asyl.
Loven kunne godt være mere human, mente De Grønne spagfærdigt, men SPD lagde vægt på at få de borgerliges opbakning og høvlede en del grønne mærkesager af. Men jo mere SPD høvlede, jo flere krav stillede CDU-CSU, og til slut var det meningsløst at høvle videre på loven. Den havde forlængst fået plads i kanslerkandidat Edmund Stoibers (CSU) valgkamparsenal og dermed diskvalificeret til forlig.
I begyndelsen af marts fremsatte regeringen lovforslaget i Forbundsdagen, med egne stemmer kom den igennem. Fredag i sidste uge skulle den godkendes i parlamentets andet kammer, Forbundsrådet, hvor repræ-sentanterne fra de 16 delstatsregeringer sidder. I Forbundsrådet er SPD og De Grønne i mindretal, og derfor gjaldt det for regeringspartierne om at lokke repræsentanterne fra Berlin (SPD-PDS-koalition),
Rheinland-Pfalz (SPD-FDP) og Brandenburg (SPD-CDU) til at stemme ja. Berlin fik tilsagn om hjælp til renoveringen af Museumsøen, Rheinland-Pfalz fik lidt hovedvej, mens Brandenburg fik løfte om hjælp til bl.a. den nødlidende luftskibsfabrik CargoLifter.

Trods fine tilbud til Brandenburg kunne ministerpræsident Manfred Stolpe (SPD) og indenrigsminister Jörg Schönbohm (CDU) ikke kunne enes om et ja. Stædigt nægtede Schönbohm at give sig, ikke mindst fordi han kan forvente at blive Tysklands næste indenrigsminister, hvis kanslerkandidat Stoiber vinder valget i september. For Schönbohm gjaldt det om at holde sig gode venner med den måske kommende chef, og Schönbohm kunne gå ud fra, at hans nej til indvandringsloven ville betyde, at Brandenburg måtte afholde sig fra at stemme – det siger grundlovens paragraf 51, og så ville indvandringsloven være nedstemt.
Da afstemningen oprandt, stemte Brandenburg både ja og nej, og rådspræsident Klaus Wowereit (SPD-overborgmester i delstaten Berlin) måtte spørge repræsentanterne en ekstra gang.
»Som delstatens ministerpræsident erklærer jeg hermed: Ja,« sagde Manfred Stolpe og påberåbte sig dermed en paragraf i Brandenburgs forfatning, som siger, at ministerpræsidenten repræsenterer delstaten udadtil.
»Hermed konstaterer jeg, at delstaten Brandenburg har stemt ja,« sagde Wowereit.
Straks derpå sprang forargede CDU-CSU-folk op og råbte ’forfatningsbrud’. Helt forkert kan deres bedømmelse ikke være, for grundloven står over delstatsforfatninger, og Wowereits fortolkning har da heller ikke været anvendt nogensinde før i Forfatningsrådets 53 år lange historie. Nu regner Edmund Stoiber med, at forbundspræsident Johannes Rau (SPD) vil afvise at underskrive loven, så den aldrig træder i kraft. Gør Rau det alligevel, er det bevis på uhyggeligt kammerateri blandt socialdemokrater – og CDU-CSU vil indklage indvandringsloven for Forfatningsdomstolen.

Naturligvis havde de to parter på forhånd forsøgt at regne begivenhedsforløbet igennem. De socialdemokratiske strateger havde fundet frem til, at Brandenburgs interne uenighed kunne bruges til en fiks ny fortolkning af grundlovens bestemmelse om stemmeafgivelse. Da kunststykket forelå, var de konservatives vrede enorm – men ikke så spontan som spillet: SPD og De Grønne havde vitterligt bøjet grundloven, og man måtte spørge sig om det fornuftige i at kuppe et så omstridt spørgsmål igennem. I stedet for konsensus om udlændingepolitikken har Tyskland fået en forfatningsstrid om dens vedtagelse. Men desværre (eller heldigvis) kunne de konservative ikke holde kæft. CDU-CSU’s strateger havde nemlig på forhånd regnet den socialdemokratiske finte ud og lagt en plan, der skulle vende nederlaget til en sejr.
»Vores protest var ikke spontan, vi vidste, hvad der ville ske, men vores reaktion var legitim,« siger Saarlandets ministerpræsident Peter Müller (CDU), der straks efter afstemningen gik til et angiveligt improviseret pressemøde, som i virkeligheden havde været forberedt i mindst et døgn. Müller indrømmer, at det var »teater«, men fastholder, at det var »legitimt teater«.
Nu har vi ikke alene en regering, der med tvivlsomme metoder tvinger en lov igennem for at afskære oppositionen fra et valgtema. Nu har vi også en opposition, der kynisk spiller med. CDU-CSU har aldrig været interesseret i loven og skruer sin påtagede forbitrelse op til en forfatningskrise.
Valgkampen i Tyskland er begyndt, og begge politiske lejre har afsløret sig som skruppelløse aktører. Det bliver en hård og beskidt tid.

wpr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her