Læsetid: 6 min.

Teater i tidslommen

Nu begynder teatret også at søge tilflugt i illusionen. Og virkelighedsskræmte tilskuere kan så overveje, om de overhovedet tør drømme drømmene. Ibsens drømme - eller Bassetts og Birkbølls
14. marts 2006

Illusion må der til! Teatret er selvfølgelig altid en illusion i sig selv, uanset hvor meget performerne henvender sig til publikum eller ej. Teater er fiktion. Men når teatret bliver klemt af en lidt for uudholdelig virkelighed, begynder også teatret at søge tilflugt i illusionen - i lag på lag af drømme om, at virkeligheden ikke var, som den er...

Jovist, teaterhistorisk var det afgørende, at en dramatiker som Henrik Ibsen kunne bringe samfundets virkelighed ind på scenerne i 1880'erne. Men straks efter opstod en trang til at holde samfundets virkelighed stangen hos både symbolister og surrealister og absurdister...

Hellere faktion end slet ingen fiktion, siger man om teatret i dag. Sidste uges teaterudbud viste imidlertid, at illusionen i sig selv er fixpunkt her i marts 2006 - mere end virkeligheden. Selvfølgelig udsprunget af samfundets hede puslen med tegninger og fortalelser i de modsatrettede fiktioner om demokratiets velsignelser...

Freedom 2006

Dramatikeren og instruktøren Nina Larissa Bassett har taget yderst håndfast på behovet for illusion. Hendes nye stykke Freedom 2006 skildrer tre personer, der forsinkes i en lufthavn på ubestemt tid på grund af terrortrussel: politikeren, journalisten og reklamemanden.

Dér sidder de så på umage plasticventestole og sveder af angst med deres mobiltelefoner uden netværksdækning. Men hvad er værst: Systemets absurde forholdsregler med kropsvisitering eller deres mistro til hinanden? Troen på borgerens ukrænkelige rettigheder - eller den spontane illusion om, at selvtægt kan redde verden?

Bassett leger med mange illusionslag og drømme, og hun når forbløffende langt omkring med sine humanistiske pointer - og så kan hun ikke stå for fristelsen til at kaste sin pæne jakkesætspolitiker ud i en forfriskende 'twister'-leg med farvecirkler på gulvtæppet. That Theatre Company har viet sin eksistens til tidsaktuelle emner, og performertrioen David Bateson, Ian Burns og Christina Hildebrandt rammer både muntert og præcist den korrekte, internationale tone for civilized behaviour, der så hurtigt nedbrydes til fordel for instinkterne og frygten. Og nej, her hjælper intet VIP-card.

Var det en drøm?

Titlen rammer lige ned i illusionsforblændelsen: Var det en drøm?. Sådan spurgte den italienske dramatiker Luigi Pirandello (1867-1936) med sit utroskabsstykke tilbage i 1917, og dette spørgsmål har instruktøren Rolf Heim blæst yderligere op i sin 2006-iscenesættelse på Café Teatret. Her har scenografen Sisse Jørgensen skabt det mest intime dobbeltsengsværelse med overraskende god plads til dæmonerne: Denne scenograf må få årets pris for størst kvadratmeter-intensitet!

Karoline Lieberkind er kvinden med hemmeligheden, og Peter Khouri spiller manden med jalousien - og så går den vilde jagt på den erotiske sandhed ellers henover den brede madras.

Karoline Lieberkinds kønne ansigt er lige til en lærebog i utroskab med vendeøjne og tvangssmil, som Peter Khouris flotte, men desperate tilbeder overhovedet ikke kan aflæse i sin panik. Begge performere har toptrænede kroppe, og instruktøren har kastet dem ud i et fysisk følelseshækkeløb, der får publikum til at strø latter i deres sår. Sådan kan også kærligheden blive til en absurd illusion, lige for øjnene af én: Blændende skarpt. Og nej, her hjælper ingen solbriller.

Lille Eyolf

Livsløgnenes mester, Henrik Ibsen, bliver også fortolket af Det Kgl. Teater i år, hvor det er 100 år siden, at Ibsen døde - endda iscenesat af nordmanden Jo Strømgren.

Stykket er Lille Eyolf fra 1894, som er et af Ibsens mere dystre stykker med en grum mix af drømmen om kærlighedslykken (som i Et Dukkehjem), fiktionen om tilbageholdt lidenskab (som i Hedda Gabler), mareridtet om den store livsopgave (som i Bygmester Solness), løgnen om fortiden (som i Gengangerne) og fantasien om det uskyldige og lykkelige barn (som i Vildanden).

For nu at komme med et barsk sammenkog af Ibsens illusionstemaer.

Jo Strømgren har valgt at lave en 'kompaktudgave' ud af denne Lille Eyolf. Halvanden time, så skulle dén tragedie gerne være fordøjet. Men sådan fungerer følelser altså ikke, i hvert fald ikke følelser af Ibsen- tyngde.

Benedikte Hansen spiller moderen Rita Allmers som en fascinerende blanding af egoistisk vamp og ærlig desperado (som den eneste diva i dansk teater, der er sexet i ragsokker!), og Peter Gilsfort spiller faderen Alfred Allmers med den særlige Ibsen'ske veghed i en ellers driftig krop. Og så er de smukke sammen.

Alligevel har tilskuerens følelser svært ved at blive empatiske. Tragedien kræver frygt og medlidenhed, sagde de gamle grækere, men på Stærekassen når man kun at føle frygten: Frygten ved tanken om at være det barn, der som Eyolf aldrig blev elsket...

Helle Fagralid har ellers en god uro i sin lille krop som lillesøsteren Asta, men da hendes skønne, gravide mave tilsyneladende ikke er en illusion i stykket, bliver denne kropskurve visuelt temmelig iscenesætter-kryptisk; (den taljeslanke Laura Bro hopper ind i partiet senere, forlyder det).

Rasmus Botoft har ellers den perfekte tilknappethed som den drømmenaive vejbygger. Og stykkets bærende symbolkraft er Helle Hertz' Rottejomfru, der sniffer sig vej til Ibsens ulykkesfugle med skånselsløse næsebor - en dame med opsat hår og nydelige sko, der som den eneste her kender illusion fra virkelighed. Med blide rottehænder skaffer hun den retfærdighed, som virkeligheden ikke formår - altid med direkte lugtekurs mod ofret. Og nej, her hjælper ingen camouflageparfume.

Riddersalsrevyen 2006

Symbolsk nok bliver byens bedste teaterkur mod virkelighedskvababbelsen et besøg på Riddersalsrevyen 2006.

Det var også på Riddersalen, at Kjeld Abells Melodien der blev væk gik for 70 år siden, og netop denne sære blanding af charme, kløgt og finurlighed på Riddersalen kan tilsyneladende puffe rystede tilskuersind tilbage i balance. Det er Signe Birkbøll, der er forfatter til revyens ordekvilibrisme - og den kvinde kan digte om alt fra 'en røvfuld i Skåne' til 'et Stuckenberg-digt', så tilskuerne skriger af grin. Men også af længsel.

For Signe Birkbøll taler om tidslommer. Og det lykkes hende at skildre mennesker, der husker for meget og ved for meget om verden til, at de kan holde ud at være del af den. Derfor vil de gemme sig i tidslommer - og helst arkiveres i luftkontrollerede indbakker. Ikke mindst 'erindringssvampe' som Jytte Abildstrøm, der bogstaveligt talt svulmer op af lutter minder.

Ren henrykkelse

Det er kosteligt. Det er mageløst. Og det er visuelt fuldstændigt fantastisk, sådan som de på Riddersalen igen tryller med kasser og slisker og snore, så publikum sidder og henrykkes over teatrets magi.

Replikker flyver af sted helt uden for logisk rækkevidde - "Er du sød at række mig stilheden...?" Og Schwansen Sänger Knabens fire kåde knægte (Bent Jacobsen, Brian Grønbæk Jensen, Christian Michaelsen og Ole Håndsbæk Christensen) synger tysthedssatire om "Poul sine høns og lykkepiller", så ikke en mascara bliver hængende på vipperne af grin - mens Signe Birkbøll, Nina Kareis og Jytte Abildstrøm fortryller med forhærdet kvindelighed, så enhver kohlstift flyder ud.

Illusionen bliver så tydelig, at man ville ønske, at den var virkelig. Dermed gør Signe Birkbøll sig i familie med både Abell og PH: For åh, tænk hvis mareridtet var værre end virkeligheden! Men nej, på Riddersalen hjælper intet svampemiddel mod erindringen!

Teatret viser, at illusionen kan være nødvendig, hvis vi skal forstå bare en smule af virkeligheden. For hvem kan i det hele taget vide sig sikker på sandhed og opspind i denne CNN-tid?

Men det sørgeligste er måske, at vi snart ikke længere tør drømme drømmene - og slet ikke leve dem ud. Som Borgheim spørger i Lille Eyolf: "Her ligger lykken foran os, og så griber vi den ikke. Tror du ikke, vi vil fortryde det?"

'Freedom 2006'. Idé og instruktion: Nina Larissa Bassett. Tekst og scenografi: Ensemblet. That Theatre Company i Krudttønden, til 31. mar. In English! www.krudttonden.dk

'Var det en drøm?'. Tekst: Luigi Pirandello. Bearbejdelse og instruktion: Rolf Heim. Scenografi: Sisse Jørgensen. Café Teatret, til 8. apr. www.cafeteatret.dk

'Lille Eyolf'. Tekst: Henrik Ibsen. Oversættelse (velafbalanceret): Vibeke Bjelke. Instruktion: Jo Strømgren. Scenografi: Stephan Østensen. Lys (mareridtsondt silhuetsamspil med skræklyde): Lars Egegaard Sørensen. Stærekassen til 26. maj. www.kglteater.dk

'Riddersalsrevyen 2006'. Tekster: Signe Birkbøll. Instruktion: Mikael Fock. Scenografi og lys: Jon Gelting. Kostumer: Thomas Winkler. Musik: Lars I. Shiller og Lars Fjeldmose. Riddersalen, Allégade, til 29. mar. www.riddersalen.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu