Teater som værn mod fremtiden

Den jødiske filosof Aby Wartburg (1866-1929) er sammen med Walter Benjamin og Sigmund Freud repræsentant for en kulturvidenskab, som analyserer historiens 'affekter', dens stærke sindsbevægelser og krisetilstand. Det gør de ved at analysere sporene af disse affekter i billeder, tekster og hændelser.

I kunsthistorien var Wartburgs specielle indsats at analysere påvirkningerne fra Antikken som en slags arkiv for 'bevægende ud-tryksformer'. I sin doktorafhandling om Sandro Botticellis berømte renæssancemaleri Den skumfødte Venus indfører han begrebet das bewegte Beiwerk - 'det uvedkommende, som bevæger os'.

Han analyserer f. eks. håret eller udtrykket i Venus' ansigt i stedet for tage sit udgangspunkt i kunsthistoriske termer eller klassisk symbolik. Et sjal eller en muslingeskal er hos Warburg ikke så meget en del af helheden som den interessante detalje, i hvilken helheden muligvis først kan dechifreres.

Benjamin, Freud og Warburg analyserer detaljen og undersøger samklange, ligheder og forskelle mellem forskellige tider og sammenhænge.

Hver idé eller kunstværk indeholder billedet af verden. "Den gode Gud gemmer sig i detaljen". Kulturfilosoffen bliver verdensdetektiv, og Sherlock Holmes vigtigere end Hegel.

Det tysksprogede teaters interesse for historiens 'affekter', hvad enten det er den ultramoderne skønhedskirurgi, Det Tredje Rige eller Antikken, kan med fordel analyseres med udgangspunkt i Warburgs, Benjamins og Freuds sans for detaljer og særegenheder.

Aischylos' historieskrivning eller nazisternes forbrydelser er stenbrud, fra hvilke man fremdrager det, som er aktuelt for os. Paradokset er, at dybdevirkningen ofte tager til med afstanden.

Bekræftelse af, hvad vi ved

Dette viser sig dog hurtigt i Marius von Mayenburgs nye stykke Der Hässliche på Schaubühne, at samtidskritik i dagens surrealistiske verden ofte slår over i billig kabaret og indsmigrende effekter. Genkendelse er modeordet for det teater, som prioriterer mavemuskler og følelser.

Lette er en ingeniør, som er så hæslig, at hans chef ikke vil lade ham præsentere sin seneste stærkstrømskontakt på en kongres. Efter at han har gennemgået en skønhedsoperation, ligger alle for hans fødder, og så går det ham ilde.

Men ville det i grunden ikke have været mere interessant, hvis det var gået ham bedre? Der findes ingen interessante detaljer i denne pamflet imod skønhedsindustrien.

Når vi ved, at noget føles ubehageligt og absurd, er det ikke nok for teatret at bore ansigter ud til gurglende lydledsagelse. Uden karakterer og forsøg på nuancering bliver det en meningsløs bekræftelse af, hvad vi allerede ved.

En aften tager jeg i stedet med chartret bus ud til det forfaldne sygehus i Beelitz uden for Berlin. Her er alting anderledes: Teatret eksperimenterer og udfordrer en virkelighed.

Eutanasi tæt på

Sygehuset blev oprettet i 1898 til mandlige tuberkulose-patienter.

Under Første Verdenskrig blev Beelitz-Heilstätten forvandlet til militærlazaret, og i 1942-45 blev sygehuset ledet af en af Hitlers nærmeste læger, Karl Brandt - en af de to ledere bag eutanasiprojektet 'Operation Død'.

Eutanasi tæt på

Christoph Marthalers opsætning af Værn mod fremtiden er en meget stærk teateroplevelse, fordi instruktør og skuespiller med absolut respekt for de døde vover at tage på sig at skildre en absolut 'affekt', et mordmaskineri af uhyggeligste slags.

De nazistiske læger befriede Det Tredje Rige fra børn, som bare var få år gamle, i fald disse havde den mindste afvigelse fra normen. Men dræbte alt, som ikke var 'fuldkomment' det være sig stammende eller lettere forstyrrede børn, ja nogle gange bare usædvanlige børn - afvigende detaljer kunne være skæbnesvangre.

Marthalers store kunst er, at han i sine opsætninger altid skildrer de vanlige, hverdagslige udgangspunkter. Man oplever pludselig nazismens islæt i samtidsretorikken: "Sats på dig selv! Beskyt din hud imod imperfektioner! Fremtiden behøver stærke mennesker!"

Opsætningens historiske udgangspunkt er sygehusene i Østrig, frem for alt børneafdelingen på det berygtede Steinhof. Historikerne beregner, at omkring 25.000 børn og mentalt syge blev udryddet i Østrig under Anden Verdenskrig.

Skuespillerne bevæger sig rundt omkring os tilskuere, som sidder ved lange borde som i et dårligt cafeteria. Forfaldet og hudløsheden hos gestalterne gør, at vi føler sprogets og de overordnedes angreb på mennesket, som gjaldt det os.

I de tilgrænsende sale, hvor kalk og puds falder i store flager fra væggene, skildres sygehusvirkeligheden i installationer: Enkle senge og små borde, undertiden en læge/skuespiller, som forklarer, hvorfor man ikke duer.

Og så dokumentariske filmbilleder af små børn - udryddede i treårsalderen - som med store, forskræmte øjne betragter autoriteten, den filmende videnskabsmand. Det er umuligt at udholde barnets blik - nuet bliver scene. Hvad er genforskningen andet end en udløber at dette tankesæt?

Ingen katarsis

På Deutsches Theater har Michael Thalheimer opsat en blodrød og komprimeret Orestien med et amatørkor på 45 personer, som skanderer fra de øvre loger: "Se op! Se op!/Søg overalt, søg!"

I hundrede minutter er man som fanget i dette teater, lukket inde bag en bræddevæg, som drypper af blod, civilisationsprocessen forekommer her ikke at være kommet nogen vegne, Klytaimestra myrder sin mand, Orestes sin mor, hævn kræver hævn.

Hos Thalheimer findes ikke som hos Aischylos nogen indsigt. Ingen 'lidelse for at lære'. Thalheimers menneskelighed er fuldstændig utilregnelig. Der er mange dødskramper og spasmer, blodet smøres med bred hånd hen over historien, galskaben og volden er overalt.

Men hvor er så hos Thalheimer 'det uvedkommende, der bevæger' - det lille menneskes perspektiv? Den oldgræske dramatiker Aischylos, som deltog i tre afgørende slag under Perserkrigen, 490, 480 og 479 fvt., glemte heller aldrig vagtens uro.

Men nej, her findes blot samtidens hele konsekvens. Helheden er opbrugt, ingen 'katarsis' kan rense os; blodsporene forfølger os som hævngudinder, og budskabet er, at hvis vi forsøger at koble os af dette stykke fortid og glemme det, så kommer vi i al evighed til at gentage den samme forbrydelse.

Det er umuligt at ryste blodet på teateret ud af sin bevidsthed. Og samtidig fyldes aviserne af meldinger om, hvordan to 'normale' 17-årige i Meclenburg-Vorpommern har henrettet to forældre til en handicappet dreng med 66 knivhug - "for at mærke, hvordan det er at dræbe - det var som at stikke i yoghurt!"

Siden følger mordet på den armensk-tyrkiske journalist Hrant Dink i Istanbul. I hans sidste artikel udtrykker han i de afsluttende linjer - efter en beskrivelse af, hvordan han er blevet stiliseret som folkefjende - en sidste paradoksal tiltro til folkemængden. Dink føler sig "urolig som en due" på grund af bagtalelse og mordtrusler, mens hans fortrøstning kommer sig af, at "intet menneske ønsker at skade en due".

Nogle dage senere blev han myrdet på gaden: Skarpretteren, 'den nye censur' - det gemene man - har slået til. Og vi ser desto tydeligere mønstret: ubekvemme personer og sandheder tilintetgøres bare. Hadet imod selvstændigt tænkende tager til.

Civilisationen føles pludselig som et meget tyndt lag fernis. Jeg søger forgæves kontakt med Aby Warburgs og Walter Benjamins sporsans. Men der findes noget nattesort i samtiden. Thalheimer har overtaget for en stund.

Ulf Peter Hallberg er svensk forfatter bosiddende i Berlin.

* Marius von Mayenburg: Der Hässliche på Schaubühne * Christoph Marthaler: Schutz vor der Zukunft, Beelitz-Heilstätte* Michael Thalheimer: Orestien, Deutsches Teater