Læsetid: 4 min.

Teaterdirektører: Medierne ser censurspøgelser

Det bør være muligt at træffe kunstneriske valg uden at blive anklaget for censur, siger flere teaterdirektører. De frygter, at censur-hysteriet vil føre til, at den kunstneriske frihed knægtes. Andre advarer imod den stigende mistænkeliggørelse
16. marts 2006

Det blev kaldt censur, da Betty Nansen Teatret sagde nej til at lade den norsk-pakistanske stand-up komiker Shabana Rehman optræde på kvindernes kampdag den 8. marts i år. Siden har teatrets direktør Henrik Hartmann måttet forsvare sin beslutning i flere medier, men nu kommer kolleger ham til undsætning.

"Der er ingenting i den her sag. At Betty Nansen Teatret skal males ud over forsiden på Politiken og anklages for censur er helt ude i hampen. Hvis Shabana Rehman, som hun påstår, hun gør, kender til teatret, havde hun vidst, at det næsten aldrig laver gæstespil," siger teaterdirektør i Mungo Park Martin Lyngbo.

Han bakkes op af teaterchef for Caféteatret Erling Larsen, der kalder anklagerne om censur for "hysteriske".

"Med mit kendskab til Henrik Hartmann nægter jeg at tro på, at han har truffet sin beslutning ud fra den aktuelle situation. Men for tiden råber medierne censur efter alt. Det er næsten lige meget, hvad man foretager sig - hvis man på nogen måde kan smide det over i den kasse, der hedder censur, så gør man det," siger han.

Begge direktører frygter, at anklagerne om censur kan få en uheldig sideeffekt.

"Vi kan komme i en situation, hvor teaterdirektører og andre kunstneriske ledere bliver ofre for en slags omvendt selvcensur. Altså, at vi bliver nødt til at censurere os selv for at undgå at blive anklaget for censur. Det er jo grotesk," siger Martin Lyngbo.

Samme bekymring deles af teaterchef for Caféteatret Erling Larsen.

"Det er selvfølgelig uheldigt, hvis man siger nej til en kunstner, fordi man er bange for at støde nogen. Men det er mindst lige så uheldigt, hvis man af frygt for at blive anklaget for censur siger ja til en kunstner, man ellers ville have sagt nej til," siger Erling Larsen, der sammen med Martin Lyngbo mener, at anklagerne om censur er udtryk for en overfølsomhed i pressen over for alt, hvad der kan ligne en knægtelse af ytringsfriheden.

Også Betty Nansen Teatrets egen direktør Henrik Hartmann mener, at medierne ser "censurspøgelser" og enten udnytter eller ligger under for en hysterisk stemning.

"I øjeblikket kan man slå politisk mønt og sælge aviser på at råbe censur efter enhver beslutning. Men man må forstå, at vi jo ikke er en åben scene. Jeg er ansat til at tage stilling til, hvad der vises på teatret. Der var mange grunde til, at vi takkede nej til Shabana Rehman, men censur var ikke en af dem," siger han.

Den vigtigste årsag til teatrets beslutning var, ifølge Henrik Hartmann, at man ikke kunne nå at danne sig et ordentligt indtryk af Shabana Rehmans kunstneriske repertoire, og at man ikke ønskede at ansætte hende uden først at kende det.

"Vi kunne jo heller ikke drømme om at antage et manuskript uden først at have mulighed for at læse det grundigt igennem," siger han.

Vifter med censurkortet

Ifølge filosof Klemens Kappel har hele Muhammed-sagen trukket et spor af mistænkeliggørelse efter sig. Uden at forholde sig til den konkrete sag mener han, at det generelt er blevet sværere at træffe beslutninger, der involverer islam, uden at blive anklaget for censur.

"Det er pludseligt blevet mere besværligt for eksempel at afvise muslimske kunstnere, for hvis man gør det, risikerer man altså at ende på forsiden af et stort dagblad, anklaget for censur. Hvis man omvendt siger ja, risikerer man til gengæld at blive anklaget for at tækkes en bestemt gruppe for at undgå ballade," siger Klemens Kappel.

Han mener, at islam i stigende grad er blevet et svært emne at debattere, idet man risikerer at blive taget til indtægt for synspunkter, man ikke har.

"Det er et område, hvor det er blevet meget omkostningsfuldt at agere og ytre sig, fordi man risikerer at blive skudt mindre pæne motiver i skoene," siger Klemens Kappel, der samtidig advarer imod den omsiggribende mistænkeliggørelse.

Når vi vifter med censur-kortet og anklager hinanden for krænkelser af ytringsfriheden, sætter det nemlig et negativt præg på det offentlige debatklima, mener han.

"Det er uheldigt, at der er opstået en situation, hvor man kan blive anklaget for alt muligt. For de sociale sanktioner fra omgivelserne sætter nogle begrænsninger for, hvad man føler, man kan sige. Det er for eksempel ingen selvfølge, at Muhammed-tegningerne er krænkende. Men der er meget hurtigt opstået en slags politisk korrekthed, hvor man gør bedst i at tage det for givet, hvis ikke man vil stigmatiseres og slåes i hartkorn med Dansk Folkeparti," siger han.

$SUBT_ON$En ny konsensus

For professor i socialpsykologi Per Schultz Jørgensen kommer den seneste tids anklager om selvcensur og knægtelse af ytringsfriheden imidlertid ikke som en overraskelse. Det er en klassisk reaktion på et normbrud, forklarer han.

"Inden Muhammed-sagen gik vi rundt og troede, at vi havde en helt klar opfattelse af, hvad ytringsfrihed var, og hvor grænserne for den gik. Nu er de pludselig til forhandling, og mens vi venter på en ny konsensus, er det kun naturligt, at der er en øget social reflektion og en skærpet opmærksomhed på spørgsmålet," siger Per Schultz Jørgensen, der mener, at reaktionen ikke adskiller sig væsentligt fra den måde, man reagerer på andre normbrud i samfundet.

"Det her normbrud er bare mere voldsomt, fordi det involverer store kulturelle skred. Fra en socialpsykologisk synsvinkel er det imidlertid interessant, fordi det er et case-studium i, hvad der sker i et samfund, hvor normerne pludselig bliver revet op."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her