Læsetid: 5 min.

'Teateret trænger til at blive smudset til'

Dramatikeren Christian Lollike vil gerne angribe den danske skråsikkerhed, når den vokser ud af angst og paranoia
14. september 2005

Christian Lollike har lige været til debat om ytringsfrihed. Samme uge som han har premiere både på sit stykke-i-stykket i Tjekhovs Mågen på Aarhus Teater og på radio-udgaven af stykket Underværket om 11. september, har Lollike også været i Turbinehallen og diskuteret ytringsfrihedens grænser med blandt andet Dansk Folkepartis Louise Frevert.

"Jeg synes egentlig, det var dybt skræmmende, at jeg var med," siger Lollike.

"For ti år siden tror jeg bare, man ville have grinet ved tanken om, at en kunstner skulle ind og forsvare sin ret til fra scenen at sige, hvad han ville."

Det har Lollike ikke desto mindre skullet. Mest berømt, da Louise Frevert sidste år ved oplysningen om, at hans stykke Dom over skrig beskæftigede sig med en gruppevoldtægt set fra gerningsmændenes vinkel, gik til kulturminister Brian Mikkelsen for at få stoppet den offentlige støtte til teateret Katapult, der opførte stykket.

Politikerne bevæger sig ind i kunstens domæne. Mandag morgen, hvor vi mødes, har Venstre-borgmesteren Søren Pind hængt plakater op over hele byen med teksten: "82 procent af ungdomskriminaliteten i København begås af indvandrere og efterkommere af indvandrere."

Det ligner næsten aktionisme, mener Lollike. Men også et eksempel på en manglende bevidsthed, som er direkte dum.

"Det er blevet tilladt at hive alt ud af kontekst på populistisk vis, selv om man er politiker og burde vide bedre. De bidrager til paranoiaen og vil vinde valget igen på det. Det er skideinteressant og også kompliceret at forholde sig til, for han rammer jo ind i en svaghed hos de venstreorienterede, som har at gøre med den gamle berøringsangst. Men det gælder om at være offensiv, om ikke at lade det stå uimodsagt."

'Enfant terrible'

Uden for enhver skråsikker definition på, hvem 'de gode' er, står der nogle andre, som også skal høres, hvis vi skal blive klogere, mener Lollike. Og mens politikerne bevæger sig ind på kunstens domæne, kaster han sine stykker som skulderbårne missiler ind i den politiske diskussion.

RadiospilletUnderværket, der blev sendt på P2 i søndags, den 11. september, tager udgangspunkt i komponisten Karl Heinz Stockhausens provokerende udtalelse om, at angrebet på World Trade Center kunne betragtes som det største og mest ultimative kunstværk nogensinde. Og i weekendens anmeldelser af Mågen bliver Lollike kaldt både "aggressiv" og "enfant terrible". Men det har han faktisk ikke så meget imod:

"Jeg vil gerne være alt det, selv om jeg selvfølgelig helst ikke bare vil være ham den provokerende. Men først og fremmest vil jeg ud af det ulidelige, pæne og opbyggelige teaterrum. Teateret trænger til at blive smudset til. Der er så meget jubelglad underholdning og ligegyldigt showteater. Teateret er et rum, der kan bruges til alt muligt fedt og mere aktivistisk, fordi det er billigere og hurtigere end for eksempel film, og det skal overhovedet ikke bare være tidløst og klassisk. Dansk teater har været alt for sløvt, og det har ikke udfordret den gældende dagsorden radikalt nok," mener Lollike, som langt fra er vokset op med en livslang tiltrækning af de skrå brædder.

"Det foregik nærmest lidt tilfældigt - jeg blev optaget på dramatikeruddannelsen som 25-årig efter at have rejst lidt rundt og skrevet nogle digte, som ikke var særligt gode, og dramatik viste sig så at være det, jeg var bedst til."

Nødvendigt teater

I dag er han 32, og opgørene er vist kun lige begyndt. Han er træt af opbyggelighed, og han er træt af ligegyldig underholdning: "Teateret skal være underholdende, men først og fremmest skal det være nødvendigt. I Danmark er vi til hver en tid klar til at sælge alvoren for den sjove, forløsende vits," siger han.

Og så er han rigtigt træt af 'den gode historie': "Det er et frygteligt begreb, som alle bruger fra reklamemænd og politikere til forfattere og kunstnere. I 'den gode historie' kommer det hele til at handle om nogle figurer, som er nemme at identificere sig med, så folk føler sig underholdt. Man vælger altid at følge karakterens udvikling frem for problematikken. Det forhold forsøger jeg at vende på hovedet."

- Har tilskueren ikke brug for en identifikation?

"Jo, men den kan sagtens være meget mere abstrakt. I Underværket mødes man af en masse udsagn, som man kan identificere sig med, og det allerbedste er måske, når man kommer til at identificere sig med de forkerte. Det er også det, der føles farligst, for hvad nu hvis ens sikkerhed på hvad der er rigtigt og forkert forsvinder? Vi lever i en tid, hvor vi på den ene side får at vide, at vi ikke må have nogen kerne, at vi hele tiden skal være klar til fleksibilitet og omstillinger - og på den anden side råber vi enormt højt op om, at det er os, der er de gode. Men når den slags begreber om godt og ondt kommer ud af angst og paranoia, er man nødt til at gå til angreb på dem. I Norden mener vi grundlæggende, at vi er gode nok på bunden, og vi kan slet ikke forestille os os selv som fascister."

Det allermest onde, man kan forestille sig for tiden, er vel en terrorist. Så et af Underværkets projekter er at undersøge, hvordan man bliver til sådan en.

- Hvorfor skriver du ikke bare nogle læserbreve eller går ind i politik?

"Jeg vil gerne overskride skellet mellem genrerne, ligesom jeg inde i mine stykker også gerne vil blande de tunge udsagn med den lette underholdning. Når jeg skriver stykker som Dom over skrig vil jeg enormt gerne i dialog med politikere, og det var en stor ære, da Center for Voldtægtsofre holdt en hel debatdag, hvor de diskuterede problematikkerne i stykket. Og når jeg fylder Underværket med Slavoj Zizek-citater er det jo også fordi, jeg gerne vil i dialog med andre videnskaber. Enhver tekst er potentielt dramatisk, man skal bare finde den rette form.-

"På nogle planer synes jeg Stockhausens udtalelse er totalt hul i hovedet, på andre synes jeg også, den er værd at undersøge, for vi vurderede jo alle terrorangrebet ud fra en æstetisk synsvinkel også. Jeg vil også gerne vise, hvordan stykkets andre stemmer eller taleflader er med til at opfinde terroristen gennem deres selvgodhed og selvgladhed. Deres forestillinger om ham bygger på en symbolik, der fungerer enormt stærkt, og som teateret kan forholde sig kritisk til."

- Kan man overhovedet forstå terrorister?

"Ja! Og man skal da især forstå Vestens rolle i produktionen af dem. Sådan nogle som Søren Pind er jo ved at producere et nyt klassesamfund. På de fleste af de teatre, hvor jeg kommer, er det jo de farvede, der gør rent. Selv om kulturelle forskelle også findes, undskylder det ikke, at vi gør os til mindre mennesker."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu