Læsetid: 6 min.

Teaterkanoner buldrer ikke længe

Kan man kanonisere noget, der kun findes i nuet? Kan man kalde scenekunst for DANSK, når begavede udenlandske talenter som regel er blandet ind i forestillin-gerne? Kan hver sæson skabe sin egen kanon, når repertoiret allerede slutter ved sommerferien? Information stiller ministerservilt op-
18. juli 2005

Det er måske fint nok med en kanon, sådan i kulturens hellige navn. Det er måske særligt fint med en kanon for bøger, for Karen Blixens Syv fantastiske fortællinger kan vel altid findes i en eller anden reol. Det er måske også fint nok med en kanon for arkitektur, i hvert fald i Danmark, hvor Eremitageslottet såmænd nok skal blive liggende, hvor det ligger. Og en filmkanon kan også gå an, i hvert fald så længe Filmhuset har tilgængelige kopier af filmens sølle hundrede års værker og i hvert fald af Dreyers Vredens dag.
Men en kanon for scenekunst? Det er godt nok en kryptisk affære, for scenekunst kan ikke gemmes. Scenekunst findes hverken på papir eller cd eller dvd. Jovist, en del teaterkunst rummer replikker fra et manuskript, som kan opbevares og læses som dokumentation - eller i få tilfælde fungere som selvstændig tekst, sådan som hos Holberg. Men langt de fleste manuskripter bliver underligt overflødige efter premieren. Jo, man kan godt læse Nikoline Werdelins manuskripter, men så snart man har vendt sidste side, længes man efter at se ordene realiseret af en instruktør og en scenograf og nogle skuespillere...

Hvad er video?

I al scenekunst er det netop fortolkningen på scenen, der tæller. Her er det sammensmeltningen mellem ord og iscenesættelse, kostumer og scenografi og lys og lyd - og så selvfølgelig den kropsliggørelse fra de optrædende, der med et enkelt blik eller en håndbevægelse kan støtte eller forråde kilometervis af replikker. På scenen er du, hvad du gør - ikke hvad du siger- Jovist, en del scenekunst optages på video, så teatrene kan bruge videoen til dokumentation. Særligt inden for dans bruges video meget, fordi trin og bevægelser netop er så svære at skrive ned med ord eller i notation. Men videoerne kan aldrig gengive den totale forestilling og nærværet i rummet mellem dansere og tilskuere. Se bare hvor svært det er, når tv en sjælden gang transmitterer dans; sidst var det Bournonville-gallaen, der skulle fænge på de 14 tommer derude i de mange hjem.
Egentlig virker dans først ordentligt på video, når dansen er skabt specielt til kameraet - men så er vi ovre i en helt anden kunstart: videodans.

Hvad er dansk?

Kulturminister Brian Mikkelsen vil gerne skabe en DANSK kulturkanon, der skal "præsenteres i foto og tekst og eventuelt i lyd/film". Jo tak. Det dutter ligesom ikke for scenekunsten at blive reduceret til lydløse billeder eller billedløse ord eller nærværsløs video. Men også det danske er altså ubrugeligt som parameter. I dansk teater er skuespillerne oftest danske, jovist. Men dramatikere, instruktører og scenografer er meget ofte internationale kunstnere på gennemstrejf. Og inden for dansk dans er mere end halvdelen af dansere og koreografer alt andet end danskere - ligesom der knap ville være performanceteater i Danmark, hvis det ikke var for tålmodige udlændinge, der ofrer deres bedste år på at træne i dansk saltvand til livet og den slags. Spørgsmålet om danskhed bliver hurtigt penible: Var det dansk scenekunst, da Per Knutzon vovede at opsætte tyskeren Bertolt Brechts Rundhoveder og Spidshoveder om nazismens jødeforfølgelser i 1936? Var det dansk scenekunst, da Bodil Kjer spandt som amerikaneren Tennessee Williams' Kat på et varmt bliktag i 1956? Og var det dansk scenekunst, da amerikanerne Robert Wilson og Tom Waits skabte Woyzeck til Betty Nansen Teatret i 2000? Eller da instruktøren Katrine Wiedemann fortolkede Medea af grækeren Euripides til scenografi af englænderen Edward Pierce på Østre Gasværk i 2004? Eller da Tue Biering og Nicolai Spangaa tog fat i skuldrene på den gamle tysker, Friedrich Schiller, og skabte hans ungdomsdrama Røverne fra 1781 om til en nutidsversion af To brødre i de kongelige Turbinehaller i 2004? Eller da Morten Kirkskov på Østre Gasværk i 2005 præsenterede englænderen Christopher Hamptons Farlige Forbindelser fra 1985 - baseret på franskmanden de Laclos' brevroman fra 1782? Hvad er dansk, og hvad er ikke?

Hvad er historie?

Kanonudvalget for Scenekunst har grangiveligt en del at diskutere. Formanden Flemming Enevold skriver i sit kanonmanifest, at han vil bruge kanonen imod historieløsheden. Det er da klar tale. Men så vil han formodentlig også hurtigt skulle vælge sig historisk synsvinkel, der ikke kun lægges ind over Danmark og dansktalende kunstnere, men som må relatere sig til teaterstrømninger fra lande, vi ofte lader os inspirere af. Den del af scenekunsthistorien, som vi konkret har overleveret i Danmark, går tilbage til Holbergs komedier i 1720'erne. Det er altså knap 300 års historie, vi snakker om. Fordelt på 12 værker fra kunstarterne teater/ballet/ dans, "der i særlig høj grad har kunnet give kunstneriske oplevelser til stadig nye generationer". Ups, det bliver ikke let at være en teaterambitiøs H.C. Andersen i dette selskab. Johan Ludvig Heiberg kan heller ikke forvente at komme med til trods for Elverhøi fra 1828. Hverken Edvard Brandes' Under loven fra 1891 eller Svend Borbergs Ingen fra 1923 har nogen synderlig chance i en scenekunstkanon - heller ikke Soyas Parasitterne fra 1929. Og hvad skal man sige om H.C. Branners Søskende fra 1952? Eller om nulevende dramatikere såsom P.O. Enquist med Fra regnormenes liv fra 1981, Line Knutzon med Først bliver man jo født fra 1994, Jess Ørnsbo med Klubben fra 1995 - eller Peter Asmussen med Værelse med sol fra 1997. Eller Sven Holm med Kender du svimmel? fra 2005.

Hvad er repertoire?

Kanonlisten er en glimrende prioriteringsøvelse, men den har ikke meget med scenekunsten at gøre. Scenens værker ophører med at eksistere i det øjeblik, lyset tændes, og de optrædende tager applaus. Scenekunst findes kun i nuet. Det er det forfærdende og fortryllende ved scenens kunst. Derfor er det en mildest talt mystisk opgave, sådan at skulle konstruere en scenekanon. Og det vil i praksis være aldeles umuligt for skolelærere og andet godtfolk at anvende en scenekunstkanon i praksis: Der vil simpelthen aldrig være en sæson, hvor alle kanonværker vil være på repertoiret samtidig. Og skulle det ske en enkelt gang, vil alle ikke kunne få billetter. Og desuden ville visse fortolkningerne nok vise sig at være så uheldige, at ingen vil kunne fatte, hvorfor i alverden netop den eller den forestilling havde fået så ærværdig en placering i en kanon. Her blot et sæsonbaseret forsøg - for at illustrere repertoirelunernes afgørende indvirkning på mulige teateroplevelser:

Sæsonkanon for dansk scenekunst, København 2004/05:

1. Dorthes hjerte, nyt computergrafik-poetisk børneteater for de tre til seks-årige af Peter Holst, Pernille Plantener og Rikke Juellund, Det lille Turnéteater

2. Etudes, neoklassisk ballet-for-ballettens skyld af Harald Lander (1948), Den Kgl. Ballet

3. Sylfiden, romantisk tragedieballet af August Bournonville (1836), Den Kgl. Ballet

4. Det store stilehæfte, børn-under-krig-forestilling for 14 til 99-årige af Marc van der Velden (NL/DK) (2003) efter Agota Kristofs roman (1936), Theater La Balance

5. Rankefod, ny evolutionsdansesolo af Kitt Johnson, X-Act, Brøndsalen

6. Pinocchios Aske, nyt retfærdighedsdebatskuespil af Jokum Rohde, Det Kgl. Teater

7. Marta's Tema, nyt samtidsafskrælningsskuespil af Nikoline Werdelin

8. Den lille Havfrue, ny neoklassisk eventyrballet af John Neumeier (USA/D), Den Kgl. Ballet

9. Indenfor Murene, naturalistisk religionstolerance-debatstykke af Henri Nathansen (1912)

10. Havfruen, tovsvømmende nycirkus-forestilling af Katrine Wiedemann, Martin Tulinius og Cirkus Cirkör (S), Kedelsmedjen (urpremiere)

11. Silent Steps, ny cembalosanselighedsdans af Tim Rushton (UK/DK), Nyt Dansk Danseteater, Stærekassen

12. Tivoli Varieté 2005, nye mafiakomikerstunts af Søren Østergaard og Sidse Babett Knudsen, Glassalen

P.S. Efter popularitetshensyn, tilskuertal og historisk debatværdi ville det tv-transmitterede Tina Turner-show i Parken klart være røget op på en førsteplads. Eller ned på en 13. plads?

Sådan kunne denne sæsons bud se ud. Næste sæson vil være et helt andet. (Inden for balletten vil f.eks. hverken Sylfiden eller Etudes være på repertoiret, surt show.) Men når dette er sagt og skrevet, vil jeg selvfølgelig servilt kaste mig ud i opgaven med en scenekunstkanon sådan cirka gyldig til evig tid: Alt for en ministerpåbudt kultursvøbe - ej blot til lyst. Men altså med det uoverstigelige forbehold, at selv verdens bedste tekst kan dræbes af en dårlig instruktion - og at selv verdens mest raffinerede koreografi kan smadres af slatne danserfødder.

Thi: Scenekunst skal opleves til det rum, det er skabt. Scenekunst skal opleves i teatret.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu