Læsetid: 2 min.

Teatersmerte i verdensklasse

'Indenfor murene' med Githa Nørby og Jørgen Reenberg er så godt, at anmelderklichéerne ikke slår til
23. april 2005

Så kom de omsider 'indenfor murene', Githa Nørby og Jørgen Reenberg:

Drømmeskuespillerne i drømmepartierne. Og de spiller så troværdigt, så dybt nuanceret og med så livserfaren en værdighed, at deres rystede følelser rammer ind i tilskueren, så det egentlig bliver for personligt at skrive om det i avisen. For intimt. Men ja, en anmelder kan velsagtens altid kaste et par anmeldelsesklichéer ud i spalterne: Fantastisk! Fuldkomment! Fabelagtigt! Forfærdende!

Eller måske: Hvis du ikke får set Indenfor murene, går du glip af tidens største skuespilkunst. Eller lidt uddybende: Kaspar Rostrups iscenesættelse af Henri Nathansens klassiker fra 1912 - om en jødisk pige i København, der forelsker sig i en ikke-jødisk mand - løfter stykket fra skabelonkunst til en international klassiker om kultursammenstød. Eller om skuespillerne: Githa Nørby og Jørgen Reenbergs spil som de gamle Levins er af et internationalt format, der burde få gud og hver mand og alverdens teaterkendere til at valfarte hertil og opleve tolkningen af jødiske eksistensstolthed sat over for dansk middelmådighedsmentalitet og kirkebekvemmelighed.

Travle tårekanaler

Men anmelderklicheerne slår ikke til. Forestillingen er bedre endnu, fordi spillet tilsyneladende er ubegrænset nuanceret. Jørgen Reenberg bygger sin Levin over mandens mistede magt - som en jødisk variant af hans mesterpræstation forrige år som Kreon over for Sonja Richters Antigone. Som Levin viser han imidlertid en hidtil ukendt blødhed i sin stemme, som røber en erfaren mands forståelse for livets skrøbelighed. Kun en brøkdel ligger i hans tale: Hans krop kender rollen langt bedre end hans replikker. Alene hans blik på det lille barnebarn giver travle tårekanaler på tilskuerpladserne; denne Levin forsøger at forsvare livet og kærligheden - og netop ikke konventionerne.

Githa Nørby ligger langt fra Clara Pontoppidans legendariske bud på rollen som fru Levin. Ghita Nørby er langt mere moderne - hendes bord er ikke dækket færdigt flere dage i forvejen. Næ, hun deler servietterne ud lige inden sabbatgæsterne kommer. Og så mumler hun. Tier og slår blikket ned for at forhindre krisen i at blusse ud.

Men Ghita Nørby er Ghita Nørby, gud ske tak, og selvfølgelig kan hun ikke bremse sit skrig. Instruktionen har blot ladet hende vente med det indtil det absolut ubærlige punkt: Der, hvor ordene kommer til kort, og hvor volden ligger som nemmeste mulighed. Da skriger hun sit uventede, frygtelige lille skrig - som hustruen, den elskende, moderen, hundyret.

Så kapsler hun ellers angsten ind. Og så sker der så meget i stykket, som vil have os tilskuere til at tro på, at verden en dag ikke skal opdeles i 'dem' og 'os', men i mennesker. Indtil altså Githa Nørbys lillebitte slutsætning lyder. 'Lad mit barn blive lykkelig,' siger hun, formodentlig som kun hun kan sige det. Så smertekvalt, at den lille mumlesætning fuldstændig annullerer resten af stykkets optimisme.

Og så er der ingen, der ved, hvad der er bedst eller værst: Indenfor murene - eller udenfor.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu