Læsetid: 2 min.

Teatret som svinehund og samvittighed

Det er nu, politikere med fordel kan debutere som teatertilskuere. Det er nu, der er teater om virkeligheden. Det er nu, det er nu
27. september 2005

Hvad er mest teaterpolitisk: Nora i Et Dukkehjem, der havde premiere i lørdags på Betty Nansen Teatret eller George Bush i W, der får premiere i morgen på Mungo Park?

Det er ikke sådan at sige. Men pointen er, at teatret i Danmark lige nu er optaget af samfundet omkring sig. At det vil i konkret dialog med sit publikum. At det vil diskutere aktuelle sager og påvirke regeringens beslutninger. Både hvad angår det socialpolitiske i egen andedam og det udenrigspolitiske, der går i clinch med stormagten på den anden side Atlanterhavet.

Eller for at nævne tre konkrete eksempler: Ditte Maria Bjergs arbejdsmaniforestilling arbejddigfri.com i Turbinehallerne, Christian Lollikes 11.september-fantasi Underværket på RadioDrama i morgen aften og indvandrer-fordomsforestillingen Deadline på Taastrup Teaters SubUrb-scene på søndag.

Det er altså nu, at teatertrofaste borgere belønnes for at have set så mange upåklagelige Beauty and the Beast-kloner, symbolsk talt. Og det er nu, politikere med fordel kan debutere som teatertilskuere. (Der er jo tilsyneladende en del af dem, der ikke kommer der så ofte - eller som mest ser teater som underholdning.) For det er nu, der er teater om virkeligheden. Det er nu, det er nu.

Teatret som mock-up

Teatret vil helst både spille Samvittighed og Svinehund i samme forestilling.

Men teatret har forlængst mistet sin rebelske uskyld: Heller ikke teatret tror længere på én sandhed. Til gengæld formår teatret at skildre konsekvenserne ved at leve i illusionen om denne ene sandhed. Hvad enten illusionen gælder Vestens overherredømme og George Bushs overmenneskelighed - eller kærlighedens altopofrelse og Noras uundgåelige skilsmisse.

Og så kan teatret det, som politikerne har så svært ved: Teatret kan sætte konkrete kroppe og følelser på de store tanker - og teatret kan åbne for smerten i stedet for at lukke af for den. Eller for nu at tale med kulturpolitiske argumentationsbegreber: Teatret er som arkitekturens mock-up'er: En illusion, der føles som i forholdet 1:1, når man oplever den. Og en illusion, som endda påvirkes af den aktuelle samfundsdebat.

Tag nu den eksplosive debat om ulighed, der uundgåeligt forstærker publikumsreaktionerne på teatrene i disse uger. Og tag for eksempel Claus Beck-Nielsens i forvejen omdiskuterede The National Brand.

Min anmeldelse var begejstret, det var ingen hemmelighed, men Beck-Nielsens tilskuere har skrevet frustrerede og vrede mails til mig, fordi de blev usikre på, hvem det er, at Beck-Nielsen egentlig støtter i sin forestilling: H.C. Andersen eller sig selv - eller Pia Kjærsgaard?

Ups, den slags reaktioner kræver eftertanke. Og de viser, at en sådan teaterforestilling har skabt oprigtige reaktioner, der falder ned i den igangværende danskerdebat - mere præcist, end nogen politiker kunne ønske sig det.

Teatret netop nu forsøger at gøre sig til talsrør for medmenneskelighed. Den følelse af medmenneskelighed, som politikerne ikke har så meget held med at implementere - ude i den virkelighed, de kalder politik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu