Læsetid: 7 min.

Teatret i tiden

Hvad er teatrets forhold til samtiden? Det diskuterer tre fremtrædende yngre dramatikere og instruktører. Samtalen er sat i scene af magasinet Lettre Internationale. Her følger uddrag fra samtalen...
20. december 2005

- Når udtrykket 'politisk teater' hyppigt anvendes, også i pressen, og alt teater bliver rubriceret som enten politisk eller ej, taler man så i virkeligheden om politisk korrekt teater?

Nina Bassett: "Efter min opfattelse er politisk teater i klassisk forstand et teater, som har en bagvedliggende politisk agenda. I øjeblikket ser jeg derimod en undersøgelse af politiske spørgsmål, sociale temaer eller forestillinger, som direkte kommenterer vores samfund på den ene eller anden måde. Og det er en god ting, men som det så ofte sker, har det udviklet sig til en trend. Så kalder man pludselig alting for politisk teater. "

Simon Boberg: "Det er vigtigt først at definere begrebet 'politisk teater'. Jeg og mange andre fra min generation rynker automatisk på næsen, fordi vi forbinder det med det meget direkte, ideologisk entydige politiske teater, som man så i 70'erne. Derfor må man først skelne mellem etiketten 'politisk teater' og teater, som forholder sig politisk."

Christian Lollike: "Det interessante - eller måske snarere det problematiske - ved spørgsmålet er, at det påtvinger én en defensiv position. Det skyldes det gamle klamme spøgelse fra den politiske 70'er-kunst. Men det er ikke en type kunst, jeg har noget forhold til. Derfor er det trættende først at skulle forklare, hvorfor det ikke er uinteressant at sætte konkrete politiske temaer i spil på scenen. Det er jo ikke emnet, der bestemmer, om en forestilling eller en tekst er interessant, men tilgangen."

Simon Boberg: "Begrebet politisk korrekthed er efterhånden også blevet en omfattende kliché. Blandt én gruppe mennesker vil politisk korrekthed sige, at man skal være anti-amerikansk, mens det for en anden gruppe mennesker består i ikke at kritisere den herskende politik. Det er nogle underlige klicheer, der flyder rundt, og det bliver aldrig rigtig interessant. Man kan sige, at når folk taler om det politiske teaters genkomst, er det, fordi folk begynder at forholde sig konkret til aktuelle politiske tendenser."

Teater vs. film

Christian Lollike: "Grundlæggende kan man jo sige, at teatret i Vesteuropa har en høj kulturel status. Hvorimod filmen har rod i en mere folkelig, underholdende tradition. Teatrets højstatus har i mange år været teatrets onde ånd. Den har skræmt folk væk - især de unge. De har kedet sig. Min fornemmelse er, at teatret lige nu er ved at genfinde sin nødvendighed og dermed sin berettigelse. Filmen, derimod, skal efter min mening passe på ikke at gøre antallet af seere til sit eneste succeskriterium, men i stedet udnytte sit tag i den brede del af befolkningen og turde sætte en mere udfordrende dagsorden. Ikke mindst formmæssigt."

Simon Boberg: "Der er også grundlæggende forskelle på de to medier. Filmen arbejder på at forføre. Det gør teatret også af og til, men slet ikke altid. Teatret arbejder i lige så høj grad på at bevidstgøre og på at konfrontere. Når man for eksempel vil lave et nærbillede på film, så gør man bare det. Når man vil have samme effekt på teatret, kræver det stor koncentration af skuespilleren og hele teatermaskinen, men det er faktisk publikum, der laver nærbilledet. Det er den enkelte tilskuer, der føler sig så tæt på karakteren, selvom han står tyve, tredive meter væk. Dette element i teatret, den fælles, aktive skabelsesproces, som er en eller anden form for magi, tror jeg, vi er mere bevidste om, end den foregående generation var."

Nina Bassett: "Det handler også om, hvordan man bruger sit følelsesregister og sin fantasi, når man går i teatret. Vi sætter os ind i en teatersal sammen med en gruppe mennesker, vi ikke kender, og oplever en historie udspille sig foran os. Kulissen kan være flot og naturalistisk, og skuespillerne spille totalt overbevisende, men som publikum er vi nødt til at bevæge os ud over kulissen og stolerækkerne for at gå med på illusionen. På den måde bliver vi aktivt medskabende i historien. Det er helt anderledes på film, hvor det hele går ud på at gøre illusionen så virkelighedsnær som muligt. På scenen vil det hele tiden bevæge sig. Der vil altid være en eller anden form for udveksling med publikum, og den er uhyre vigtig. Den giver os mulighed for at bruge og forstærke vores evner til at leve os ind i andre universer og afprøve vores følelser. Udvekslingen mellem publikum og scene gør, at vi kan identificere os med en luder fra Litauen eller en soldat fra Balkan og opdage, at "det er også mig", eller "det er ikke er mig". Vi træner vores medmenneskelighed. Der har teatret en stor force, fordi det har muligheden for at vise en diversitet, som jeg oplever, andre medier mangler, fordi de er så fokuserede på mainstream-produktet."

Teatrets potentiale

- Kan teatret sige noget om en politisk samtid, som ikke kan siges bedre af for eksempel pressen?

Nina Bassett: "Teatret har det privilegium, at det på mange måder appellerer til fordybelsen. Som teaterskabere arbejder vi med et stof, som vi har fordybet os i, undersøgt og sat spørgsmålstegn ved, og derefter samler vi folk i et rum og beder dem om at fordybe sig i det, vi har fundet frem til. Og det mest spændende i forhold til andre medier er, at hundrede mennesker kan forlade rummet med meget forskellige oplevelser af, hvad de har set."

Christian Lollike: "Jeg synes absolut, at teatret kan nå langt videre, end pressen gør. For det første kan du få langt flere meninger i spil, og for det andet har du for eksempel kroppene, som kan underspille det, der siges, hvilket giver et helt nyt rum af nuancer. Men jeg synes sådan set heller ikke, at det skal sammenlignes, for så ender vi i den 70'er-politiske tænkning. Jeg synes, det væsentligste er at få den enkelte til at tvivle mest muligt på sig selv og sine egne holdninger."

Simon Boberg: "Når man spørger, om teatret kan sige noget, er det lige så dumt som at spørge, om digte kan sige noget. De er jo bare, ligesom teatret også bare er. Teatret kan skabe et rum på en måde, som ingen andre medier kan, fordi man selv er til stede som en del af værket. Teatrets eneste regel er samtidigheden i rummet. Alle andre regler kan bøjes, knækkes, ændres og manipuleres på alle mulige måder, men det, der sker på scenen, sker i samme rum og tids-rum som det, publikum befinder sig i, og det er helt enestående."

- Gør forestillingen om stor kunsts tidløshed det ikke umuligt at lave teater, som kommenterer direkte på aktuelle samfundsmæssige og politi-ske forhold?

Simon Boberg: "Jeg synes i det hele taget, det er problematisk at tale om kunst, når man er kunstner, for det er ikke vores problem. Især ikke når man laver teater. Kunsten er jo ikke noget, jeg beskæftiger mig med. Kunsten opstår i det øjeblik, der er et menne-ske, der ser det og får en kunstnerisk oplevelse."

Christian Lollike: "I sidste ende synes jeg faktisk, det er tæt forbundet med teknik og form. Hvis det er tilstrækkeligt godt skrevet og behandler sin nutid tilstrækkeligt varieret, kan det godt stå mange år frem i tiden. Men omvendt, hvis man sætter sig ned og skriver til evigheden og for eksempel udskriver alle årstal, tror jeg ikke, at der er større chancer for, at det står distancen."

Simon Boberg: "Jeg tror ikke, det ene udelukker det andet. De fleste af for eksempel Shakespeares stykker er jo meget politiske, hvis man kigger på den samtid, de er skrevet i. De støtter for eksempel direkte eller indirekte den siddende konge. Men de er også bare så godt skrevet, at de træder ud af den oprindelige samtid i en anden tid og pludselig bliver politiske på en anden måde. Så jeg tror ikke, at det bliver vanskeligere at skabe stor teaterkunst, fordi man forholder sig til den politiske virkelighed. Snarere tværtimod, måske."

Religiøsitet og angst

- Kunne I skitsere nogle politiske dagsordner, som I gerne så på scenen? Nogle samfundsdiskussioner, der mangler i teaterrummet i dag, måske sågar noget I selv kunne tænke jer at lave?

Christian Lollike: "Det, som interesserer mig i øjeblikket, cirkler omkring noget religiøsitet, næstekærlighed og angst. Disse emner vil spille en rolle i de næste forestillinger, jeg laver, for selvom begreberne har en eksi-stentiel klang, er de i høj grad underlagt politiske dagsordner."

Simon Boberg: "Jeg synes egentlig ikke, vi gør andet end at sætte aktuelle diskussioner på scenen. Jeg kunne godt tænke mig at bruge scenen til at sige noget om konsekvenserne af at leve i et markedsstyret samfund, men det er også det, jeg lige har prøvet at lave et stykke om. Jeg kunne også godt tænke mig at lave et stykke om, hvad det f.eks. betyder for folk at blive så pumpet op med angst for at blive udsat for terrorangreb."

Nina Bassett: "Jeg synes, det kunne være spændende at diskutere påstanden om, at vi ikke lever i et multikulturelt samfund. Det afspejler overhovedet ikke min virkelighed. Heri ser jeg en mulighed for at bruge teatret som et forum. Problemstillingen rummer politisk stof og vækker mange følelser, for det er jo sådan, at kun ca. 17 procent af danskerne har tæt kontakt med en indvandrer ud over grønthandleren på gaden."

Spørgsmålet om teatret i tiden og det politiske er et af temaerne i det nye nummer af Lettre Internationale nr. 9, der lige er kommet på gaden. Læs her også bidrag af Kirsten Dehlholm, Peter Sellars og den unge teaterkomet Thomas Ostermeier. Desuden temaer om blandt andet atombomben og nationale identiteter. Læs mere på www.lettre.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu