Læsetid: 4 min.

Teatrets angst for nuet

19. august 2002

HVOR ER dansk teater på vej hen? Hvad er dets rolle i en forvirret tidsalder, hvor filmen stjæler opmærksomheden og publikummet? Er dansk teater virkelig det bagudrettede og fodslæbende kunstneriske fallitbo, som den tyske instruktør Stefan Bachmann anklager det for at være – i kølvandet på nationalscenens mongolskandale og den aflyste Hamlet-forestilling, Bachmann aldrig kom til at iscenesætte?
Den forurettede instruktør kan have delvist ret. Dansk teater er muligvis ikke mere »uopfindsomt« eller »tilbagestående« end det teater, der foregår så mange andre steder. Men i øjeblikket virker det, som om dansk teater har svært ved at følge med tiden. Har det danske teaterliv ikke ambitioner om at være andet og mere end et morskabsteater i udvidet forstand – proppet med sekeltung teaterrealisme, importerede succeser, gensyn og gamle travere? Hvor er de forestillinger, der gør oprør mod det teater, vi kender alt for godt – det forudsigelige, det oplagte, det gammelkendte, det harmløst glittede, konventionernes og kompromisernes teater?

KAMPEN om kunderne er benhård, javist. Og forud for den sæson, som snart skal begynde – hvis scenerne da ellers spiller – har teatercheferne overvejende igen forsøgt at lægge forvirrede repertoirer ud fra spørgsmålet om, hvad publikum vil have.
Den hårde dom er, at det ærligt talt virker, som om teatret er angst for eller står uformående over for det nu, det er en del af. Ramt i hjertekulen af en følelse af afmagt og tvivl. På den blanke overflade går det da meget godt. Dansk teater bliver stadig dygtigere og stadig mere professionelt. Men store dele af det eksisterer tilsyneladende for sin egen skyld. Det meste er fermt, trygt og visionsløst. I værste fald risikerer teatret at miste sin mening, sin eksistensberettigelse. Ganske enkelt fordi det mister sin betydning over for det publikum, som givetvis selv er hunderæd for nuet. Skal teatret klare sig et stykke ind i fremtiden, er det nødvendigt, at det giver os en større forståelse af og nye indfaldsvinkler til den tid, vi befinder os midt i, en forståelse af det liv, vi lever.

NÅR publikum begynder at svigte teaterchefernes sikre satsninger, er det et vink med et scenetårn om, at teatrene er nødt til at se på det helt fundamentale. Hvorfor er vi her? Som teaterfolk. Og som mennesker.
Et er kravet om vision, et andet den benhårde virkelighed. For teatrets savn af nye udtryksformer kan ikke bare reduceres til, at teatercheferne er uden fremdrift, og at en ny direktørgeneration omtrent er forment adgang til de store scener. Den er også betinget af de efterhånden kropumulige produktionsvilkår, der gør, at de fleste scener må slække på ambitionerne for at sikre penge i kassen. Under Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab er et enkelt fejltrin nok til at lukke et teater. Alt for få midler er spredt ud på for mange. Det fører til et repertoire af bovlamme travere og velafprøvede kassesucceser, som altså nu er ved at vise sig ikke at være så sikre alligevel. For publikum har lugtet, at for meget af det reproduktionsteater, der foregår på de danske scener, er stendødt. Vi ser det, når der så pludselig kommer en forestilling, der for alvor vil os noget. Lavet af teaterfolk, der har tænkt en tanke og tændt en ild, der forplanter sig fra instruktør, skuespillere og scenograf til det publikum, der pludselig sætter sig op i de ellers så magelige pligtstole i de højborgerlige henslumringstempler. Jens Albinus’ Udvidelse af kampzonen på Det Kgl.
Teater og Peter Langdals Ibsen-forestilling på Betty Nansen Teatret Når vi døde vågner er eksempler fra den forgangne sæson. Ingen af de to forestillinger var avantgardistisk, enstrenget og anstrengt provoteater. Men forestillingerne ville os noget og talte til os i et klart, letfatteligt og uhyre fængende sprog. Og så havde de folk, der stod bag, et tydeligt billede af, hvor i tidsånden de ramte os. De var ikke bange for den nutid, som teatret står så underligt famlende over for.

INDEN længe skal politikerne i gang med endnu en revision af teaterloven. Ser man på de grundlæggende strukturer, ser billedet i dag såmænd ikke så meget anderledes ud, end da kulturminister Julius Bomholt underskrev den første teaterlov i 1963. Men tiden har ændret sig. Det er på tide, at vi for alvor diskuterer, hvilket teater der passer os bedst. Hvilket teater der kan tilgodese et bredt publikum, men som også giver langt bedre plads til udvikling af en kunstform, så også nye generationer får lyst til at være med. Det er næsten trivielt at skulle skrige det igen. Men det er altafgørende for at bryde de vante mønstre, at teatrene sikres ordentlige produktionsvilkår, der gør det muligt at producere også de forestillinger, som vover noget. Med risiko for indbygget fiasko. Behøver man minde om, at optimismen og væksten i filmmiljøet, der i øvrigt er betinget af det store udviklingsarbejde, der sker med fremragende danske skuespillere på teaterscenerne, også er et resultat af fornuftige bevillinger?

JSO

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu