Læsetid: 4 min.

Teatrets skæbnetime?

9. januar 2002

Er der for mange teatre i hovedstadsområdet? Måske. Ved sidste strukturændring blev to nye teatre presset ind i Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab, så der nu i alt er syv teatre, der skal slås om de begrænsede midler, der er til rådighed under paraplyen. Efter alt at dømme tyder det på, at den manøvre har ført til, at en lang række af hovedstadens teatre lever med konstant overhængende risiko for at måtte dreje nøglen om. Resultatet ser vi alt for tydeligt indeværende sæson. Intet teater har foreløbig måttet bide endegyldigt i scenebrædderne. Men symptomerne er ikke til at tage fejl af, selv om man naturligvis også skal være opmærksom på popularitetsbarometrets tilfældige svingninger hvad angår kunstgenrerne. Selv om der meldes om mere stabile tilskuertal står det fast, at publikum har svigtet. Enten fordi de med rette kaster vrag på et alt for forsigtigt og strategisk (læs: meningsløst i dobbelt forstand) repertoire. Eller også fordi teatrene ganske enkelt har fået lov til at holde lukket, fordi det paradoksalt nok er for dyrt at spille teater.

Tilsyneladende er det kun begyndelsen på teatrets problemer, vi har stiftet bekendtskab med. Nu rasles der igen godt og grundigt medbeskærings-sablerne. Den nye regering bebuder, at der skal beskæres cirka100 millioner kroner på teaterområdet. Anledning og undskyldning er de vigende tilskuertal stort set over hele linien. Det bekymrer absolut ikke Venstres kulturpolitiske ordfører, den frygtløse Esther Larsen, der uden betænkning atter fremturede med spareiver i stemmeføringen: Udbuddet skal afpasses til efterspørgslen. Men hvordan vil regeringen spare? Skærer man ned på de store scener i København med en uigennemtænkt grønthøstermetode, hvor der tages lidt fra alle – med den visse teaterdød til følge? Plaffer man i stedet udvalgte teatre ned? Det sidste er langt at foretrække, hvis det nu skal være, men vel at mærke kun hvis der igen kunne blive plads til vovemod, reelle satsninger og klarere profiler for de teatre, der bliver tilbage. Vælger man at afblæse det nye og tidssvarende skuespilhus, som Det Kongelige Teater langt om længe har fået igennem? Er det Teaterrådets bevilling på cirka 70 mio. kroner, der frafalder i store lunser, nu hvor statsministeren med fornyet styrke har blæst til angreb på råd og nævn? Og vil man sætte de i forvejen absurde billetpriser i vejret og endegyldigt gøre teatret til en niche for de særligt udvalgte?

Det kan ikke nytte noget, at man overlader det til en tilfældig sparemassakres tilfældige spil, hvilke teatre, der skal have lov til at overleve. Kravet må være, at der slås koldt vand i blodet. At Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab får mulighed for at udarbejde en ny, gennemtænkt plan for teaterlivet i hovedstadsområdet. Og at man i det hele taget tager det samlede teaterbillede i Danmark op til overvejelse en gang for alle. Det har der længe været brug for. Lad os få den ordentlige revision af teaterloven, der kan vende bøtten godt og grundigt på hovedet. Det er blevet alt for nemt for den nuværende regering at ramme et svagt område, fordi den tidligere kulturminister ganske enkelt ikke
interesserede sig for andet end strømlining af bureaukratiet i forbindelse med sidste revision af loven og forpassede chancen for en gennemgribende omstrukturering. Skal der prioriteres for alvor – og det er der noget, der tyder på, at den politiske virkelighed byder – så kunne lejligheden egentlig ikke være mere kærkommen. Teatret står nu for alvor i et vadested. Det er som om hele det danske teaterliv ligger i vintergrå dvale - nytænkning og en oprigtig vilje til at tale til tiden med lidenskab og intensitet er sendt i depot. Paradoksalt nok på et tidspunkt, hvor vi har brug for det mere end nogensinde – med en usikker verdensorden og et homogent velfærdssamfund i forandring. Er teatret mon ikke mindst lige så bange for den uoverskuelige fremtid, som de tilskuere, der trods alt er tilbage på stolerækkerne? Noget kunne tyde på det. Men det er bare ikke godt nok.

Tiden kalder mere end nogensinde på en tillidserklæring til teatret. Men vel at mærke til et forandret teater. Det er nu, der skal gives plads til at stille os selv de helt fundamentale spørgsmål: Hvad forlanger vi af teatret? Hvad er det for et teaterbillede, vi har behov for? Hvordan skal det sættes sammen? Mener vi oprigtigt, at det er godt og rigtigt for et samfund at have et fristed for provokation, refleksion, udvidelsen af den fladehorisont, opgøret med fordomme, oplevelser i fællesskab? Af danske såvel som langt flere internationalt orienterede historier fra den verden, vi er blevet en del af. Og i så fald: Vil vi gerne have så mange som muligt til at deltage i de glæder og sorger, teatret kan give os? Har den borgerlige regering og den konservative kulturminister en anden vision for kulturen end en prioritering af hvidkalkning af herregård, et trut i guldhornene og hægen om det gammelkendte?
Det er blevet tid for prioritering. Lad os så håbe, valgene bliver truffet sammenhængende og velovervejet. Vi holder vejret og lader tæppet gå.

jso

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her