Læsetid: 2 min.

Tegn på Bush-vildledning om Saddam og al-Qaeda

Dele af efterretningsrapport såede før krigen tvivl om troværdigheden hos hovedkilden, som Bush brugte til at påvise forbindelsen mellem Saddam og al-Qaeda
7. november 2005

Flere amerikanske medier rapporterede i går, at det var på et løst grundlag, at præsident George W. Bush og andre medlemmer af regeringen inden invasionen advarede om, at der var forbindelse mellem Saddam Hussein og det internationale terrornetværk al-Qaeda.

Allerede længe inden Irak-krigen var der tvivl om den formodede hovedkildes troværdighed. Dette viser dele af en efterretningsrapport fra USA's forsvarsministerium, der nu er blevet offentlig tilgængelig.

Det er Carl Levin, demokrat og næstformand i Senatets forsvarsudvalg, der har henledt mediernes opmærksomhed på rapporten. Han siger, at han ikke kan være sikker på, at Hvide Hus-topfolk læste rapporten. Men han antager, at medarbejdere under Condoleezza Rice, den daværende nationale sikkerhedsrådgiver, så papirerne, fordi rapporten blev sendt til sikkerhedsrådet.

Opdigtet historie?

Ifølge efterretningsrapporten fra februar 2002 er det sandsynligt, at et ledende al-Qaeda-medlem i amerikansk varetægt, Ibn al-Shaykh al-Libi, opdigtede historien om, at Saddams Irak trænede al-Qaeda-medlemmer i at bruge biologiske og kemiske våben.

Dokumentet er det første og tydeligste tegn på, at amerikanske efterretningsorganer var i tvivl om Libis troværdighed.

Alligevel brugte Bush og andre repræsentanter for Det Hvide Hus og regeringen gentagne gange det ledende al-Qaeda-medlems oplysninger uden dog at nævne ham ved navn.

Eksempelvis sagde præsidenten i en storstilet tale i oktober 2002, at "vi har fundet ud af, at Irak har uddannet al-Qaeda-medlemmer i at fremstille bomber og forbudte våben".

Også vicepræsident Dick Cheney, Rice, daværende CIA-chef George Tenet og daværende udenrigsminister Colin Powell fremsatte påstanden.

Powell støttede sig kraftigt på Libis beretning, da han holdt den vigtige tale i FN's Sikkerhedsråd den 5. februar 2003 - halvanden måned før invasionen - og argumenterede for det påtrængende behov for at neutralisere Saddam.

Saddam og al-Qaeda

Påstanden om, at Saddams Irak var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben, var Bush-regeringens hovedargument for krigen. Men også argumentet om en forbindelse mellem Saddam og al-Qaeda blev brugt for at knytte Irak-krigen til al-Qaeda-folks terrorangreb i New York og Washington den 11. 9. 2001.

Powell sagde i FN-talen, at han var ved at undersøge "beretningen fra en fremtrædende terrorist om, hvordan Irak står for uddannelse af al-Qaeda i disse våben (masseødelæggelsesvåben, red.)".

Aviserne New York Times og Washington Post har begge forsøgt at få Det Hvide Hus til at kommentere de nye oplysninger om det løse grundlag for argumentet om et Saddam-al-Qaeda-parløb, men uden resultat.

Carl Levin sagde, at de nye oplysninger yderligere understreger, hvad han betegner som Bush-regeringens misbrug af efterretninger før krigen til at retfærdiggøre invasionen i Irak.

Levin og andre demokratiske senatorer forsøger at sætte nyt fokus på forspillet i USA til Irak-krigen, efter at Lewis 'Scooter' Libby, Cheneys afgåede stabschef, er blevet tiltalt for at lyve om sin rolle i afsløringen af en CIA-agents navn for at hævne sig på agentens mand, som såede tvivl om Bush-regeringens påstand om, at Saddams Irak forsøgte at skaffe uran til atomvåben fra Niger.

De demokratiske senatorer forsøger at presse det republikansk dominerede efterretningsudvalg i Senatet til at færdiggøre en rapport om anvendelsen af efterretninger om Irak før krigen. Rapporten har foreløbig været over to år undervejs.

"Forestil jer offentlighedens reaktion på en konklusion fra en efterretningsrapport fra forsvarsministeriet, hvis den var blevet lagt frem dengang. Det ville helt sikkert have gjort en forskel ved Kongressens afstemning om at give bemyndigelse til krigen," siger Carl Levin til Washington Post.ritzau

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu