Læsetid: 6 min.

Tegnefilm uden tobak

Er det en ny-puritansk bølge, der skyller over USA, når man fjerner scener, som forherliger rygning, fra uskyldige tegnefilm som Tom og Jerry? Tidligere har man fjernet racistiske indslag, så det er altså ikke nyt at revidere, og måske er det os, der er de puritanske
26. oktober 2006

I 1960'erne kunne man opleve følgende reklame, en tegnefilm, på amerikansk tv: Fred Flintstone har problemer med sin pladespiller, en snurrende stenplade, hvor næbbet på en levende fugl fungerer som pick-up, og han får sin ven Barney til at reparere pladespilleren. Som tak tager Fred en pakke cigaretter frem: "Du har fortjent en Winston-cigaret," siger han, "hvis du leder efter en filtercigaret, som virkelig har smag, så skal du ryge Winston!" Filmen slutter med cigaretmærkets motto (med et uoversætteligt rim): "Winston tastes good," siger Fred, og fuglen, med næbbet i pladerillen og som var pladen gået i hak, supplerer: " ... like a ... like a cigarette ... cigarette should!"

Her 40 år senere er den slags reklamer forlængst fjernet fra tv. Men kampen mod tobak på tegnefilm er langtfra slut.

I sensommeren 2006 annoncerer den britiske del af medieselskabet Turner Broadcasting, at man vil gennemgå 1.500 klassiske tegnefilm - herunder The Flintstones og Tom & Jerry - med det formål at fjerne de scener, der forherliger rygning. Årsagen er, at bekymrede forældre har klaget over rygescener i Tom & Jerry-film sendt på tegnefilmkanalen Boomerang, som Turner ejer. Blandt andet nævner man Tom & Jerry-filmen Texas Tom fra 1950, hvor katten Tom som cowboy forsøger at gøre indtryk på en cowgirl-kat ved at rulle en cigaret yderst behændigt og ryge den i ét sug.

Mammy Two-Shoes

Nyheden går verden rundt og udløser et ramaskrig, ikke kun blandt tegnefilminteresserede, og der tales om kunstnerisk censur og historie-forfalskning.

Også her i Danmark lyder der forargede protester. Medieforsker Karen Klitgaard Povlsen fra Århus Universitet forklarer til Information:

"Det er en voldsom bølge af moral, der skyller ind over Europa fra især USA i disse år, og den har også ramt børnebøger og film. Det fører til en slags historieforfalskning, hvor man går ind og redigerer på ting, der allerede har eksisteret i det offentlige rum."

Ib Bondebjerg, professsor på Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet, er enig:

"Fiktionen er et historisk produkt, som afspejler sin tid, og vi må være i stand til at kapere de billeder, den giver af virkeligheden. Også selv om de ikke svarer til vores normer og kodekser," siger han til Information (29.9. 2006).

Sagen er imidlertid ikke helt så enkel. Forskerne glemmer nemlig at fortælle, at denne "forfalskning" for alvor begyndte allerede i 1960'erne, og at mange af de klassiske tegnefilm, f.eks. Tom & Jerry som de sendes på tv i dag, allerede er censurerede og klippede. Særligt er racistiske stereotyper blevet klippet ud eller ændret. Næsten alle black face-gags - altså, hvor Tom eller Jerry får et stereotypisk neger-ansigt - er f.eks. fjernet. Selv stemmen på Mammy Two-Shoes, den sorte tjenestepige i de tidlige Tom & Jerry-film, er blevet ændret, så hun ikke længere lyder som en stereotypisk negerkvinde fra sydstaterne i USA.

Lavet til voksne

Sagen er, at disse tegnefilm blev lavet til et voksent bio-grafpublikum i 1930'erne, 40'erne og 50'erne. Man regner normalt perioden ca. 1935-1955 som "guldalderen" i amerikansk tegnefilm, hvor Disney og mange af de store Hollywood-studier som Warner Brothers og MGM udsendte en lang række tegnefilm, der blev vist i biografen. De fleste var korte film på cirka seks-otte minutter, mens Disney som bekendt også lavede tegnefilm i spillefilmslængde.

Fra sidst i 50'erne og frem til i dag bliver de korte tegnefilm imidlertid vist i forbindelse med børneudsendelser på tv. Derfor har filmene igennem de sidste cirka 40 år fået fjernet scener, der af den ene eller anden grund ikke egner sig til børn: Sex- og selvmords-scener for eksempel, eller meget voldelige scener.

Det er her vigtigt at bemærke, at de fleste af kunstnerne, der oprindeligt lavede filmene, fuldt ud accepterede eller ligefrem selv deltog i disse ændringer, derunder at fjerne racistisk indhold. Dette gælder blandt andet William Hanna og Joseph Barbera, der skabte Tom & Jerry-filmene fra 1940'erne og 50'erne.

Selv den berømte tegnefilmskaber Tex Avery havde intet imod, at man klippede 'anstødeligt' materiale ud af hans film. Tex Avery er nok mest kendt for de film, han lavede for MGM fra 1942 til 1953: Blandt andet Red Hot Riding Hood (1943). Den amerikanske forfatter Mark Evanier fortæller om en Tex Avery-filmfremvisning, som han arrangerede i 70'erne på University of California, hvor Tex Avery selv var til stede. Efter fremvisningen spurgte flere blandt publikum bekymrede til, om han ikke var imod, at hans film ofte blev vist i klippede versioner på tv? Men Avery havde intet imod det: Filmene var jo lavet til voksne, så det var da i orden, at man klippede nogle af de mest voldelige scener ud, når de nu blev vist for børn. Hellere det, end at de slet ikke blev vist. Mark Evanier beskriver reaktionen: "Jeg husker øjeblikket klart. Det er ikke hver dag, at man oplever en hel sal fuld af Avery-tilbedere, som faktisk buuh'er ad Tex Avery."

Der er altså intet nyt i, at man går ind og ændrer i tegnefilmene. Det nye er, at det nu er nogle scener med tobak, der er tale om.

De bekymrede forældre i Storbritannien, der klagede over rygescenerne i Tom & Jerry, er sandsynligvis slet ikke klar over, at filmene oprindeligt blev lavet til et voksent biografpublikum for mere end 50 år siden. De har ingen forståelse af tegnefilm som andet end et medieudtryk beregnet for børn, fordi de selv, også som børn, kun kender til tegnefilm fra tv.

At dette vigtige aspekt sjældent bliver nævnt, kan synes lidt underligt. Kritikerne og medieforskerne taler i stedet om "ny-puritanisme". Men måske kender de nævnte medieforskere slet ikke filmhistorien, når det handler om tegnefilm? Hvilket jo nok kan være klogt, inden man giver sig til at tale om historieforfalskning.

Det er således ikke korrekt, når Karen Klitgaard Povlsen taler om, at ændringerne i tegnefilmene skyldes "en voldsom bølge af moral, der skyller ind over Europa fra især USA i disse år". Der er ikke tale om noget nyt eller nogen ny voldsom bølge af moral: Filmene er blevet ændret de sidste mere end 40 år, alt efter i hvilket medie og til hvilket publikum, de er blevet vist.

Fås som dvd

I det "ny-puritanske" USA kan man faktisk købe mange af de klassiske tegnefilm i ny-restaurerede udgaver på dvd, hvor de er ført tilbage til deres oprindelige form. Man kan altså se filmene, som de var, da de blev vist i biografen for 50-60 år siden - inklusiv sex, selvmord, grovkornet sort humor og stærkt racistiske gags. Ofte er dvd'erne forsynet med advarsler, der fortæller, at indholdet kan være uegnet for børn.

Her i Europa er der til gengæld intet marked for filmene i deres oprindelige udgaver, lader det til. Her bliver de enten ikke udsendt, eller også lanceres dele af filmsamlingerne i "børnevenlige" versioner.

Som én, der i mange år har elsket tegnefilm, foretrækker jeg naturligvis at se de originale film, men jeg kan dårligt hidse mig op over, at der måske bliver fjernet nogle få scener, der forherliger rygning, når filmene vises på børne-kanaler som Cartoon Network. Som Tex Avery vil jeg sige, at det dog trods alt er bedre, at nutidens børn også får chancen for at opleve tegnefilmene fra Hollywoods "guldalder"; også selv om der måtte mangle enkelte scener. Så kan de altid som voksne finde og gense filmene i deres originale form. Hvis de altså kan finde dem ... Og det er i virkeligheden her, at det største problem er: At filmene er svært tilgængelige i deres originale versioner her i Europa.

Dette skyldes ikke "ny-puritanisme", men at folk ikke tager tegnefilm alvorligt som et genuint kunstnerisk udtryk og derfor ikke vil bruge penge på at købe filmene. Selv finder jeg større kunstnerisk kvalitet i en lille film som Chuck Jones' One Froggy Evening (1955) - der af Steven Spielberg er blevet kaldt "den animerede kortfilms Citizen Kane" - end i samtlige danske spillefilm fra de sidste 25 år, inklusiv de berømmede Dogme-film.

Jeg ved, at en sådan holdning vil vække forundring, måske ligefrem en overbærende hovedrysten hos mange, men man kunne jo begynde at overveje, om det ikke skyldes, at det er her i landet - og ikke på den anden side af Atlanten - at vi er allermest ny-puritanske i vores stadige fremhævelse af en såkaldt 'realisme' som det væsentligste kriterium for kunstnerisk kvalitet.

Carsten René Nielsen er forfatter og har senest udgivet digtsamlingen 'Enogfyrre dyr' (Borgen, 2005)

* Kronikken i morgen:

På vej mod 38.041 fængselspladser af Poul Fischer, cand.jur. og indsat

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu