Læsetid: 5 min.

Tegneseriekrigen som folk dør af

De eneste sikre vindere i forbindelse med Muhammed-sagen er de yderligtgående
17. februar 2006

Det er slående, at den eneste krig, Danmark på egen hånd evnede at starte, skulle være en tegneseriekrig. På den anden side, passer det vel meget godt til det danske gemyt.

Hvad vi ikke er vant til, er derimod, at andre ikke er lige så ligeglade med alting, som vi er. Vi er heller ikke vant til at være bange. Det bliver vi måske nødt til at vænne os til, for det er vel uomtvisteligt, at terrortruslen er steget, efter Jyllands-Postens ageren som en bondeknold i den globale verden.

Hvad der er sket, kan resultere i større forståelse overfor hinanden - eller det modsatte, en optrapning af den kulturkamp, der er sat på dagsordenen, og hvor konfrontation er vigtigere end dialog. Vælger vi sidstnævnte spor, er vi på den gale kurs.

Det er meget uforståeligt, at nogen vi har fornærmet, tager det så alvorligt, at de ønsker os døde. Og det er mærkeligt gerne at ville gyde olie på vandene, samtidig med, at man er bange for den modpart, man gerne vil forsones med.

Angsten kan ende med at være den største trussel mod vores samfundsmodel og følelse af tryghed i Dannevang. For angsten gør blind, formørker sindene og skaber mistillid og ufred. Derfor er det afgørende, at vi forstår at håndtere vores angst, så den ikke resulterer i mere racisme og frygt for det nye og fremmede, som nu engang er en del af at leve i en globaliseret og multietnisk verden.

Muslimer er ikke terrorister. Men nogle af dem er lige så bindegale, som de kristne der også med jævne mellemrum sprænger bomber rundt omkring.

Dansk Folkepartis Ungdom sælger sig selv på folks frygt. De havde planlagt en kampagne med oplistningen af en række terrormål og årstal, efterfulgt af København 2006 og et spørgsmålstegn.

Det er jo ikke til at sige, om København rammes af terror. Jeg kan da godt være bange for, at det gør vi før eller siden. Det kræver jo bare en enkelt idiot. Og idioter er der jo nok af - jøder, kristne og muslimer.

Medlemstilstrømningen hos Dansk Folkeparti er eksplosiv. Danskerne rykker til højre, for mange mener, at nu er det nok. De er vrede over, at eksempelvis imamer, der bor i Danmark, i den grad har opført sig til skade for Danmarks ry, økonomiske stabilitet og sikkerhed Og det er jeg også vred over. Men det farligste i den situation er at rykke til højre, mod det rabiate, og mod konfrontationslinien.

Pia Kjærsgaard skrev i sit ugebrev i sidste uge, at muslimer er frø af ugræs, der er føget ind over den danske grænse - islamister og løgnere. Kommentarer som den fører ikke til hverken forsoning eller forståelse. Men det er måske heller ikke det, der er målet for Dansk Folkeparti.

Vi må, selv om Danmark en dag rammes af den terror, vi vel alle frygter, ikke begynde at hade hver en muslim, der bor i verden eller her i vores midte. For så har dem, der ønsker en religionskrig vundet, og så er freden for evigt tabt.

De begivenheder, der har præget den seneste tid, vil måske for altid ændre vores verden. Hvad Danmark igennem mere end 50 år har opbygget, og som har gjort os danskere stolte af at være netop danske, er ødelagt. For nu, men forhåbentlig ikke for altid. Når mine børn bliver større og skal til at rejse rundt i verden, så vil folk kende Danmark for noget andet, end de kendte os for, inden Jyllands-Posten bragte de rigtig morsomme tegninger. Den her sag ændrer meget, og selv når der på et tidspunkt bliver plads til andet i mediemøllen, så bliver det ikke glemt, bare fordi andre konflikter eller storpolitiske emner tager over.

Den største udfordring i de næste mange år er at få integrationen til at fungere inden for landets grænser, og at få skabt et ordentligt forhold til muslimer udenfor. Foruden at få frygten og hadet til at lide nederlag. Til tolerance, dialog og gensidig respekt.

De demokratiske muslimer i Danmark er kommet ud af busken. Det var skønt, og personligt vil jeg forvente, at pressen vil lade deres synspunkter få lige så meget plads i medierne, som de åndsformørkede imamer, og de få - men ikke helt ufarlige ekstremister vi jo også huser.

Dem, der ynder at stå frem og sige, at islam og demokrati ikke kan fungere side om side, kan jeg være enig i, på et teoretisk plan. Men man behøver, hverken at læse Biblen som fanden gør det, eller Koranen, som ekstremisterne gør. For den almindelige nydansker fungerer det altså fint. Og når fremtrædende politikere bliver ved med at fremhæve, at det gør det altså ikke, så graver de grøfter, der hvor der skal bygges bro.

Alle har et ansvar for at den næste generation kan vokse op uden hverken at være bange eller flove. Integrationen har ikke fungeret som den burde, og det har vi vel alle et medansvar for. Det er desværre ikke blevet lettere at løse opgaven nu.

Men skal vi undgå en radikalisering af det danske samfund, med skråremsdemokrater som Dansk Front med venner på den ene side, og de rabiate muslimer på den anden, så kigger vi efterhånden på en sidste chance.

Krig er nemlig noget, folk dør af. Også selv om den starter som en tegneserie, trykt af en avis der hellere vil have ret til at fornærme andre,end pli til at lade være - uanset at den fri presse og selve ytringsfriheden er på deres side.

De eneste sikre vindere i diskussionen, som den foregår nu, er de yderligtgående både i den muslimske verden og i Vesten. Diskursen må ændres. De moderate må til orde, for at fremtiden gives en chance. Hvis der er nogen, der stadig tør tro på, at mennesker kan bebo vor klode sammen, trods forskelle i religion, etnisk oprindelse og politisk mening. Det skræmmende alternativ er at gå i gang med at udrydde hinanden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her