Læsetid: 7 min.

Her er tegneserien alvor

I Paris er man sjældent langt fra en interessant udstilling. 100-året for Tintins skaber, Hergés, fødsel og en stærkt omdiskuteret Disney-udstilling har budt den tilrejsende velkommen i det nye år
27. januar 2007

"Filibustier! Végétarien! Pacte-à-quatre!" Der er bandeord over hele gulvet i Centre Pompidous kæmpe forhal. Folk går rundt og tager billeder og læser op for hinanden og griner.

"Mille millions de mille sabords de tonnerre de Brest!" står der et sted, og selv om mit franske ikke helt kan følge med, er det ikke svært at forestille sig den koleriske kaptajn Haddock - for hans udgydelser er det - slynge om sig med disse og mange andre eder og forbandelser, når et eller andet ikke sjældent går ham imod.

22. maj i år ville Tintin og Haddocks skaber, Hergé alias George Remi, være fyldt 100 år - han døde som 75-årig 3. marts 1983 - og i den anledning giver Centre Pompidou og La fondation Hergé alle os fans mulighed for at se den berømte tegner over skulderen og måske aflure ham nogle hemmeligheder. 2007 står i det hele taget i Hergés tegn: I maj påbegyndes f.eks. byggeriet af et stort Tintin-museum i Hergés hjemland, Belgien, og der bliver fremstillet både mønter og frimærker med Hergés portræt.

Moderne historiefortæller

Det fantastiske ved tegneserierne om journalisten og eventyreren Tintin er, at deres på én gang enkle og sammensatte natur tiltaler både børn og voksne. Og således er udstillingen i Centre Pompidou er et tilløbsstykke - det hænger nok også sammen med, at den er gratis - og folk står gladelig i lange køer for at få adgang til underetagen, hvor berusende mange vidnesbyrd om Hergés geni er hængt op.

Omdrejningspunktet i udstillingen er ikke overraskende originalplancher fra Den blå lotus, det Tintin-album, der for alvor understregede Hergés udvikling fra sketchorienteret underholder til mere moden, nuanceret historiefortæller og politisk iagttager. I 1971 sagde Hergé til journalisten Numa Sadoul, at "Den blå lotus markerer begyndelsen på min periode som 'arkivar'! Det var essentielt for mig at udvikle Tintin i et autentisk kinesisk miljø."

Det er samtlige 124 sider fra den originale sort/hvide udgave af albummet fra 1936, der hænger i Centre Pompidou, ikke kun den forkortede, farvelagte udgave fra 1946, som Hergé selv forestod og i øvrigt den eneste udgave, som er blevet udgivet i Danmark.

Det er altså lidt af en begivenhed for en dansk tegneseriefan at bevæge sig rundt på udstillingen og stifte intimt bekendtskab med Hergés grundighed, sans for action, suveræne komiske timing og rene streg, den såkaldte ligne claire, der kom til at danne skole. Det er noget ganske særligt at studere de originale tegninger og ved selvsyn konstatere, at de var sidste trin i en for Hergé lang og detaljeorienteret arbejdsproces og derfor så godt som uden fejl og rettelser.

Georges Remi og Hergé

George Remi begyndte at tegne tidligt, og gennem det meste af sin skoletid var han på kant med sine lærere, fordi han hele tiden sad og tegnede i sine skolebøger. Den tidligste Remi-tegning, der er bevaret, er fra 1911, hvor han kun var fire år gammel. Det er umiddelbart svært at se hans store talent manifestere sig i den barnlige tegning af et tog, der passerer forbi en bil ved en jernbaneoverskæring.

Men man skal ikke meget længere frem, små 10 år, før man begynder at kunne kende stregen og se, hvorledes Georges Remi forvandler sig til Hergé - hans initialer, GR, bagfra. Udstillingen i Centre Pompidou, der fortsætter på forhallens balkon, følger udviklingen i tegnerens stil fra postkortet i 1911 til hans død i 1983, og den unge Georges Remis spejderdage fornægter sig ikke i de tidligste af hans tegninger - eller i Tintin, der jo er lidt af en spejderdreng.

Der er også masser af ikke-Tintin-relateret materiale fra Hergés hånd at se på: Reklamer og flyttemeddelelser for den tegnestue, han levede af i begyndelsen af sin karriere; pointerede vittighedstegninger ofte med Hergé selv i en mindre rolle; og selvfølgelig dusinvis af forsider fra magasinet Le Petit Vingtième, hvor Tintin først optrådte, og som var et børnetillæg til det katolske dagblad Le XXe Siècle.

Udstillingens katalog kan erhverves i Centre Pompidous store boghandel - der ikke overraskende er fuld af Tintin-tegneserier og bøger om Hergé - og bringer med genoptryk, fotografier, tidslinjer og Hergé-citater én godt rundt om tegneserieskaberen og hans omfattende værk.

Og så kan jeg jo passende slutte af med igen at give ordet til Haddock: "Crétin des Balkans! Cro-Magnon! Cyanure!"

Illuminerende indblik

De mange kunstmuseer og viljen til at tage tegneserien alvorligt er en af de store fornøjelser ved at besøge Frankrig og især Paris. Det vakte dog alligevel nogen bestyrtelse, da man i 2006 annoncerede, at man ville dedikere en hel udstilling til Walt Disney og de mange kunstværker, film, litteratur, billedkunst, der inspirerede hans tegnere og animatorer i arbejdet med de første, animerede spillefilm fra slut-1930'erne og frem til 1950'erne.

Disney fortjente bestemt ikke den anerkendelse, sådan en udstilling ville give ham, mente de argeste kritikere.

Udstillingen, Il était une fois Walt Disney - aux sources de l'art des studios Disney, er i skrivende stund på vej til Montréal, Canada, hvor den kan opleves fra den 8. marts til den 24. juni. Men de seneste fire måneder har den trukket fulde huse i de nationale gallerier i Grand Palais lige ved Champs-Elysée.

Og det er i sandhed en imponerende udstilling, der sagtens kan opleves af både store og små. Man bevæger sig rundt på to etager akkompagneret af dialog eller musik fra forskellige Disneyfilm, mens man prøver at suge så meget som muligt til sig af dette veritable skatkammer af inspirationskilder og Disneys egne værker. Det er overvældende og belønningen et sjældent illuminerende indblik i, hvordan tegnefilmpionéren og hans kreative medarbejdere tænkte.

De fleste mennesker ved, at Snehvide og de syv små dværge (1937), Pinocchio (1940), Askepot (1950), Alice i Eventyrland (1951), Peter Pan (1953) og Tornerose (1959) er baseret på klassiske, opbyggelige eventyr og fortællinger. Men det er de færreste, der trods alt er klar over, hvor art director'en og animatorerne hentede deres inspiration, når de skulle finde en visuel stil og designe filmenes figurer og kulisser.

Fra film til film

Udstillingen er organiseret således, at skitser, enkeltbilleder og hele scener fra Disneyfilmene sammenstilles med de relevante kunstværker, og ofte forbløffes man over, hvor stort et sammenfald, der er mellem de to ting.

King Kong (1930), Frankenstein (1931) og Dr. Jekyll og Mr. Hyde (1931) mere end refereres i et par tidlige kortfilm med blandt andet Mickey Mouse og Anders And i hovedrollerne. Den berømte Troldmandens lærling-sekvens fra Fantasia (1940) henter scener direkte fra Murnaus Faust (1926), Paul Lenis Das Wachsfigurenkabinet (1924) og Paul Wegener og Henrik Galeens Der Golem (1914). Kulisser fra Laurence Oliviers Henry V (1944) kan genfindes i Eyvind Earles designs til Tornerose. Og i Snehvide er der spor af George Cukors Romeo og Julie (1936) og Alfred Hitchcocks Rebecca (1940) - ligesom Joan Crawford har tjent som inspiration for den onde dronning.

Andre steder kan man tydeligt se, at det er malerier og stregtegninger af især europæiske kunstnere og illustratorer, der har påvirket Disney og Co. Tyske Heinreich Kleys skøjtende elefanter fra 1910 optræder i Dumbo (1941); man studerede den norske maler Theodor Kittelsens akvareller fra 1880'erne af skovvæsener og nisser, da man skulle lave Snehvide; og Franz von Stucks malerier og bronzeskulpturer af fauner og kentaurer fra omkring 1900-tallet har tydeligvis inspireret til Pastorale-sekvensen i Fantasia.

Der findes de, som mener, at Disneys film først for alvor blev interessante, da de især i 1960'erne fandt sin egen stil i takt med, at animatorerne og designerne løsrev sig fra de europæiske inspirationskilder. Men ser man de færdige film - og ikke mindst de skitser, forstudier og produktionstegninger, som Eyvind Earle, Gustaf Tenggren, David Hall, Mary Blair og danske Kay Nielsen lavede til Disney, får man også et indtryk af de ikke ubetydelige kunstneriske kræfter, som Walt Disney havde til sin rådighed, og hvordan man i hans ånd også absorberede, fortolkede og genskabte forbillederne på nye måder.

I Burbank i Californien har Disney-studierne et omfattende reference- og researchbibliotek, hvor man har hentet mange af de udstillede værker. Studiet arbejdede på hver enkelt film i årevis, og først når alt var helt, som Walt gerne ville have, satte man en film i produktion.

Således var Disney en auteur, der satte sit umiskendelige præg på alt, hvad han var involveret i, og derfor havde man så svært ved at genfinde magien, da han døde i 1966.

I udstillingens sidste del vendes præmissen på hovedet, og man har nu mulighed for at se, hvordan Disneys film og tegneserier gennem årene har inspireret andre kunstnere, ikke mindst popkunstnere. Der er naturligvis Andy Warhols Mickey Mouse-serigrafi, Gottfried Heinweins morsomme American Prayer, hvor en dreng knæler ved sin seng for at bede aftenbøn til Anders And, og Peter Sauls syrede San Quentin 1, hvor en hårdtpumpet udgave af de tre små grise tilsyneladende er ved at flygte fra fængslet.

Det er vidnesbyrd om Walt Disneys enorme arv og indflydelse og netop en anerkendelse af, at også han hører hjemme på kunstmuseum - når han da ikke lige skal nydes i (hjemme)biografen.

* Hergé-udstillingen kan ses frem til den 19. februar i Centre Pompidou i Paris, www.centrepompidou

* Fra den 8. marts kan Disney-udstillingen ses i Pavillon Jean-Noël Desmarais i Montréal, Canada

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her