Læsetid: 6 min.

Tegneserier er da noget man hænger op på væggen

Comicart.dk er stedet at besøge, hvis man som denne skribenter bidt af en gal tegneseriekunstsamler
11. april 2007

Det begyndte med et smukt litografi af den berømte og elskede Disney-tegner Carl Barks. Nummereret og signeret og forestillende Anders And som sheriffen fra Bullet Valley, der med skarpladte seksløbere står beskyttende foran sine tre nevøer og afviser modstandernes kugleregn.

Og nu er jeg blevet bidt af det. Jeg samler på tegneseriekunst og har indtil videre indkøbt litografier af to af mine yndlingstegnere: franskmændene Jacques Tardi og Moebius, naturligvis alle nummererede og signerede - det er jo det, der er med til at gøre dem specielle og værdifulde.

De ser knaldgodt ud på væggen i glas og ramme og er tilsyneladende også en god investering. Jeg overvejer nu at tage springet til den originale seriekunst, altså originaltegninger af tegneserieskabere.

Det er noget ganske andet end litografierne, dyrere, men også mere fascinerende, fordi der er noget helt specielt i at eje en original af en tegner, man beundrer.

"Det er den ultimative oplevelse af en tegneserie at sidde med originalsiden foran sig eller hænge den op på sin væg og studere detaljerne," siger Peter Hartung, der er journalist, seriekunstsamler og indehaver af online-butikken Comicart.dk, der handler med original seriekunst og er den egentlige årsag til, at jeg begyndte.

Tilblivelsesprocessen

"Man kan se detaljer i stregen, som selv ikke de bedst trykte album gengiver. De gengiver ikke originalernes fantastiske dynamik i stregen. Det lyder nørdet, men man kan (til gengæld) se slettelak og den blå blyant, der er brugt til at skitsere siden, inden den bliver inket. Og man kan se tegnerens beskidte fingeraftryk og pletter af kaffe. Jeg har sågar en original Will Eisner-tegning, hvor man kan se, at en glød fra hans pibe har brændt papiret. Et eller andet sted er det jo hyggeligt, og hvis man har bare en lille smule fantasi og indlevelsesevne, så kan man næsten se tegnerens arbejdssituation foran sig. Jeg synes, at det er fantastisk, at en originaltegning egentlig er en fortælling om tilblivelsesprocessen."

Peter Hartung har beskæftiget sig med tegneserier som fan og som professionel, siden han var teenager, og han blev bidt af en gal seriekunstsamler, da han besøgte en norsk samler og følte det som at komme hjem.

"Jeg havde set enkelte originalsider før, men jeg aldrig set det ophøjet til kunst på den måde, flot indrammet og hængt op på væggen. Eftersom jeg selv har været en del af tegneseriemiljøet i mange år, var det, som om den sidste brik faldt på plads."

Klassens frække dreng

I april 2006 åbnede Peter Hartung så sin egen online-butik, Comicart.dk, hvor han sælger originalsider og litografier af både danske og udenlandske serieskabere, og efterhånden har han fået banket biksen op til at være en af de bedste og mest velassorterede i Europa - hvis han selv skal sige det.

"Jeg har efterhånden udvidet butikken til at omfatte alle tegneseriens største navne," siger han.

"Og jeg synes, at jeg kan mærke, at den voksende interesse for tegneserier, der er i Danmark, smitter af på min forretning og på det, at man er begyndt at betragte originaltegningerne som kunstværker. Det er nok nyt. Hidtil har tegneserien kulturelt været klassens frække dreng, men efterhånden er vi kommet derhen, hvor de fleste mennesker godt kan finde på at hænge et billede af Carl Barks op på deres væg."

Jeg besøgte Peter Hartung i december 2006 for at se hans samling og få noget mere at vide om at samle på original seriekunst. På det tidspunkt var Comicart.dk et mindre hobbyprojekt for ham. Siden er interessen for de ting, han sælger, eksploderet, og nu overvejer han efter belgisk og fransk forbillede at åbne et galleri med original seriekunst i København.

Stor interesse

"Jeg fik ikke ret i, at det var et meget begrænset marked herhjemme. I begyndelsen havde jeg nogle kunder hver måned, og jeg gættede på, at det var de mest trofaste tegneserielæsere. Det var især signerede litografier, der var efterspørgsel på, mens originalerne gik meget stille."

Peter Hartung havde affundet sig med, at seriekunsten var en kunstniche, der henvendte til små 50 mennesker i Danmark.

Men syv minutter på TV2's Go'morgen Danmark introducerede i januar ham og seriekunsten for et stort publikum.

"Det gik fuldstændig amok. Jeg fik henvendelser fra hele Danmark, og siden er det gået derudad med næsten daglige ordrer. Det, der er blevet solgt mest af, er signerede Carl Barks-litografier. Det er klart hittet i Danmark. Det er fedt at have hængende, og alle kan forholde sig til det. Men jeg sælger også ting, jeg selv vil betragte som rimeligt specielle. Litografier af Hugo Pratt går forbløffende godt. Will Eisner sælger jeg meget af. Det er nogle af tegneseriens store navne, men jeg har kunder online, som jeg tror, man ikke kender i tegneseriebutikkerne. Og det der kommer mest bag på mig, er, at halvdelen af mine kunder er kvinder, der køber både litografier og originaler."

Er man bare en smule glad for tegneserier, er det svært at holde dankortet i ro, når man besøger Comicart.dk.

Gode råd

Der er så mange spændende sager at bruge sine penge på, og derfor er det også meget rart med et par gode råd fra en erfaren samler som Peter Hartung, der selv køber på nettet og i butikker rundt om i Europa, og som er meget glad for Modesty Blaise-tegneren Jim Holdaway.

"Der er flere indgangsvinkler. Hvis man går efter det rent dekorative, det man gerne vil hænge op på væggen, så er det litografierne, der er interessante for de fleste begyndere. Man kan sagtens finde litografier, der er til at betale sig fra, også af rimeligt store navne. For mig er der ingen tvivl om, at originalerne er det mest spændende. Men begyndere tøver nok lidt over for originaltingene. Det allerbedste råd er, at man bare skal følge sin smag, og der er virkelig muligheder for enhver pengepung. Man behøver ikke være rig for at investere i original tegneseriekunst - men det hjælper."

En af de dyreste originalsider, Peter Hartung har til salg, er fra Hal Fosters Prins Valiant og tegnet i 1971. Den koster 70.000 kr.

Udbud og efterspørgsel

"Hvis man skal have fat i de virkelig lækre ting, kommer man let over de 10.000 kr., og på den måde kommer det her mere og mere til at ligne et 'rigtigt' kunstmarked," siger han.

"Priserne stiger. For bare fem år siden kunne du snildt købe en Prins Valiant-side fra omkring 1970 til ca. 20-25.000 kr.. Det er udbud og efterspørgsel. Der er nogle ting, som er sindssygt svære at få fat i, og de er meget dyre, f.eks. Radisserne af Charles M. Schultz, Steen & Stoffer af Bill Watterson, Tintin af Hergé og Splint & Co. og Vakse Viggo af Franquin. Men i Danmark kan man endnu gøre et fund. Klassiske ting som Poeten og Lillemor og Ferd'nand er stadig billige. Markedet er grønt, og priserne er ikke begyndt at stige. I udlandet er markedet meget mere effektivt, og priserne på de gode ting relativt høje."

Peter Hartung forklarer, at kunst i det lange løb er en bedre investering end aktier og obligationer, men at man selvfølgelig er nødt til at vide, hvad man investerer i.

"Det er ikke nok at bruge 100.000 kr. på original tegneseriekunst og så tro, at man bliver rig. Det handler i dén grad om, at man ved, hvad der er godt og går efter kvalitet. Det skal ikke være drevet af, at man tror, at en ting bliver voldsomt dyr. Det kan jeg ikke garantere, det kan ingen. Men de klassiske ting går man aldrig galt af."

Jeg har kig på et flot Will Eisner-litografi. Det kan jeg forlyste mig med, indtil jeg får taget mig sammen til at købe nogle af de originale striber.

Se mere på www.comicart.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg kan ikke være mere enig! Det er en helt speciel fornemmelse at se de originale striber. Min personlige favorit er Hugo Pratt, som jeg synes har en fantastisk streg og super spændende og eftertænksomme historier. De historiske perspektiver var det jeg først faldt for.
Mange hilsner
Frans