Læsetid: 4 min.

Det teknokratiske tab

17. juni 1997

FILOSOFFEN Peter Kemp er fremkommet med en voldsom anklage mod hospitalsvæsenet i Danmark. Det skete i en kronik lørdag (14.7.) i dagbladet Politiken. Han anklagede i de skarpeste vendinger den del af (u)væsenet, som han havde stiftet bekendtskab med, for kynisme, intellektuel indskrænkethed og faglig inkompetence. "Arrogancen, der dræber", lød overskriften. Kronikken er utvivlsomt blevet læst af mange.
Baggrunden var den tragiske, at Peter Kemps nu afdøde hustru - selv læge og psykiater - havde gennemgået en langvarig kræftbehandling, som ifølge Peter Kemp var en lang række af fejltagelser for den del, der var under det offentliges ansvar. Her skal rækken af detaljerede anklager ikke gentages, men de mundede ud i den konstatering, at det først og sidst var lægernes manglende evne til at lytte til patienten, som var misèren. Og at de herved brød med de mest elementære etiske regler, som deres egen lægeforening har vedtaget.
"Jeg oplevede i de sidste dage kun menneskelige følelser hos den læge, der skrev dødsattesten. Det var jo lidt for sent," noterer Peter Kemp lakonisk.
Læs de linjer én gang til.

DAGEN FORINDEN havde forfatteren Klaus Rif-bjerg i Information (13.6.) en artikel, som også rummede et angreb, omend formuleret i ironiske vendinger. Han anklagede den litterære afdeling af den akademiske verden for hovenhed og for reverenter talt at søge at tage livet af litteraturen. Akademikere vil monopolisere litteraturen og gør den til en mindreværdig, mindre betydningsfuld del af videnskaben, skrev han. Til den ende har de opfundet et nyt sprog, som skal holde "dem, der ikke tilhører kredsen eller broderskabet væk, så man i fred og ro kan pleje sine særlige interesser, sikre stillingen og holde de studerende i et saksegreb, som endnu engang skal tjene til at pine sund fornuft og almindelig tænkeevne og selvstændighed ud af dem". Rifbjerg skrev, at enhver kunne forvisse sig om tingenes tilstand ved at læse diverse tidsskrifter. Han spurgte, hvornår man sidst i et litterært tidsskrift har kunnet læse en artikel eller et essay om et forfatterskab, så den umiddelbart og med glæde kunne forstås og tilegnes... "uden at man behøver at forvandle sin hjerne til en sømkasse fuld af raslende universitetsjargon og almindelig tågesnak?"
Ganske barske ord, selvom de kommer fra vores mest revsende forfatter.

DE TO anklager - Peter Kemps og Klaus Rifbjergs - har intet med hinanden at gøre. Baggrundene er vidt forskellig. Den ene var et spørgsmål om liv og død, den andet "kun" om litteraturen.
Og så alligevel.
For en hel del år siden skrev en anden dansk forfatter en roman om en kvinde, der har knoklet hele sit liv på en arbejdsplads. Hun får et brev fra sit barns skole om, at der er visse problemer med barnet. På en sjælden fridag drager hun ind på skolen for at høre nærmere om disse problemer, men går derfra i en desorienteret stemning. Pædagogen har udtrykt sig i et sprog - en pædagogisk terminologi - som hun simpelthen ikke forstår.
Og her er vi ved sagens kerne. I det moderne uddannelsessystem er noget væsentligt gået tabt.
Det er den fælles lære af alle tre udsagn.

LÆGER vil formentlig tage forbehold over for udsagn fra personer, der netop har mistet en nær pårørende - og dermed også over for Peter Kemp. Litteratur vil hævde, at det netop er meningen med litteraturvidenskaben, at den skal se videnskabeligt på litteraturen - og dermed slå syv kors for sig ved tanke om, at Rifbjerg kunne have fat i noget, der brænder på. Pædagoger vil fremhæve vigtigheden af en faglig grunduddannelse, osv.
Og vist kan man ikke generalisere. Der er masser af læger, som opererer på et højt etisk niveau, der er - stadig - litteraturprofessorer, der kan videregive glæden ved bøgerne i et mundret sprog, ligesom der er hårdtarbejdende pædagoger, der gør et godt stykke arbejde med børnene i det daglige - og har en god kontakt med forældrene.
Men der er så sandelig også talrige udsagn af den modsatte kategori. De tre her nævnte er kun toppen af isbjerget, og ingen kan beskylde hverken Peter Kemp eller Klaus Rifbjerg for generel negativitet overfor akademikere og deres verden. Kemp er faktisk leder af Center for Etik og Ret ved Københavns Universitet.
Hans forslag er, når det kommer til det konkrete, at læger bør have et tvungent kursus, hvor de lærer at lytte til patienter og respektere deres integritet. Samt at der bør indføres en etisk kontrol, så læger, der ikke formår at optræde menneskeligt over for patienter, ligefrem suspenderes eller overflyttes til stillinger, hvor "de ikke kan gøre alvorlig skade".

ETISK KONTROL? Ikke nogen rar tanke. Universiteter og andre læreanstalter såvel som hospitaler og andre arbejdspladser, hvor akademikere senere får deres virke, har en høj grad af selvstyre. Det bør de også have. Men de - eller deres ledere - bør lytte til signaler, der kommer i en jævn strøm. Kritikken kommer ikke kun på de her nævnte områder. Den er et jævnligt tilbagevendende tema i avisartikler, i litteraturen, i den offentlige debat. Det drejer sig om, at det er kommet så vidt med teknokratiseringen og specialiseringen på uddannelsesinstitutionerne, at akademikerne rent sprogligt er kommet alt for langt væk fra befolkningen. Og den sproglige afstand er samtidig symbolet på en regulær og frygtelig afstand. Kan vi overhovedet råbe hinanden op?

Bjørk (Kristen Bjørnkjær)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu